Copenhagen Summer Dance inviterer til stor kunst og levende fællesskaber

Dansk Danseteaters populære format, Copenhagen Summer Dance, fandt sted i både København og Aarhus i august måned. I et nyt og udvidet festivalkoncept var der ekstra fokus på diversitet og publikumsinddragende formater med breakdance battle, workshops, talks, men også en verdenspremiere på kunstnerisk leder Marina Mascarells Bloody Moon.

Marina Mascarell ønsker at gøre dans tilgængelig, og at publikum kan opleve dans i sin bredeste og mest inkluderende natur. Derfor har Dansk Danseteater valgt at udvide Copenhagen Summer Dance markant i år: ”Det beriger det kulturelle landskab og gør samtidsdans til en levende del af fællesskabet,” siger hun og er tilfreds med resultatet efter dette første festivalformat:

”Feedbacken har været overvældende og positiv, og der er kommenteret på følelsen af åbne døre. Det gør mig ekstremt glad, for det er sådan, jeg oplever dans. Jeg er meget stolt af at præsentere verdenspremieren og stolt af hele teamet, danserne og kunstnere. Hver person skinner individuelt, men mest vigtigt, som et team. Denne fælles styrke er i tråd med de visioner, jeg har for kompagniet og vores vej ind i fremtiden,” udtaler Marina Mascarell.

Farverig premiere 

Magisk iscenesat på kanten af havnen på Ofelia Plads, med en dramatisk himmel som bagtæppe, udfolder en malerisk Bloody Moon sig i skumringstimen på premiereaftenen. Farverige kostumer lyser op i turkis, rød, orange og forskellige blå, sorte og lilla nuancer med flæser, blonder og læg i Nina Botkays kostumedesign. Værket er inspireret af Georges Batailles værk Eroticism, der gør op med tabuer og konventioner i jagten på en større sandhed. 

Som snit gennem en evolutionær udvikling ses relationer mellem mennesker fra primitive organismer over stærke individer til et passionsbåret, åbent fællesskab, der rummer alle slags mennesker. Nykomponeret musik af Yamila Rios spiller med musklerne i kraftige rytmiske skift, der driver de til tider groteske, maleriske figurer fremad i ryk. Momenter af levet liv, vi skal huske at fejre i bevidstheden om, at livet har en ende. 

Det er Marina Mascarells første verdenspremiere til Dansk Danseteater, og hun har tænkt sig, den skal blive i repertoiret. Stykket er skabt i samarbejde med danserne, og er på alle måder et signaturværk for både missionen om at favne diversitet og for den enkelte dansers og kompagniets kunstneriske styrker. Rød haze stiger op fra bagscenen i en dramatisk smuk slutscene.

Dansende fællesskaber

I år handlede Copenhagen Summer Dance dog ikke kun om at se dans, men også om at opleve det, deltage i det og derigennem lære forskellige dansefællesskaber at kende. Dansk Danseteater har fx et samarbejde med dansefællesskaber om lindy hop, ballroom, vestafrikansk dans, og breakdance.

Inden for breakdance har Dansk Danseteater og Uppercut Danseteaters ene kunstneriske leder, Mark Philip, samlet de største talenter til The Battle, der finder sted for anden gang. Mark Philip springer veloplagt ind på scenen og råber ud i sommeraftenen til et hujende veloplagt publikum på tre sider af den lille scene. Orkesteret spiller sprødt, tight og lækkert under en telt-pavillon, så det er svært at sidde stille.

Én efter én danser deltagerne en vis legemsdel ud af bukserne. Mr. Kriss, der danser med Uppercut Danseteater, er blød som smør og slanger benene omkring sig, sprudlende af energi. Joy Alpuerto Ritter danser blandt andet med Akram Khan og har en poetisk stil med artikulerede hænder og stærkt nærvær. Mbaye fra Senegal har live trommer på scenen og udfører en hel lille fortælling i fodarbejde og kropsgestik. 

Ali Haydar er hurtig på fødderne med bevægelser, der forplanter sig gennem hele kroppen med cool attitude. Der rulles et pauseunderlag ud, og en brasiliansk danser blandt publikum spinner på hovedet, så publikum går amok. Så er der selvfølgelig den obligatoriske håndstandskonkurrence, som vindes af en ydmyg, men knalddygtig gymnast. Mr. Kriss vinder konkurrencen, der afgøres ved at måle publikums tilråb.

Diversitet i førersædet

The Monster Miniball er premieren på den helt store fest i et Addams Family-format med de magiske væsener Cupid og Solange Owens. Ballroomscenen har sine rødder tilbage til 1920’erne i Harlem, New York, og blev skabt af farvede transkvinder og dragqueens som et nyt og trygt rum skabt grundet den racisme, de oplevede i det hvide skønhedskonkurrence-miljø. 

Under åben himmel afvikles lipsync konkurrencer, whacking og imponerende catwalks. Lille Scene forvandles til en stor battlearena til fortolkning af The Adams Family. Projektudvikler i Dansk Danseteater, Natalie Sloth Richter, har sendt en beretning:

”Der var en fantastisk stemning, hvor forskellige kropslige udtryk blev fejret. Værterne viste publikum, hvordan man støtter med råb og klap. En 80-årig sad med store øjne og klappede og sang. Hun havde bedt om billetter i døren til ”det der Copenhagen Summer Dance, der før var i politigården”. Efter jeg meget tydeligt havde fortalt om det særlige event, ville hun stadig gerne købe en billet. Det var fantastisk at se hende blende ind i mængden og støjen og de forskellige kroppe, der smøg sig om scenen”.

Små og store i dansetøjet

Natalie Sloth Richter er uddannet danser og har efteruddannet sig i danseformidling i London. Hun er selv på scenen for at lede nogle sjove og inkluderende børneworkshops. Der er opvarmning med tramp, stræk og svingende hofter. Imaginære kunstmalerier malet på både himlen og hinanden, spejløvelser med en rørende grad af fokus og statuer, der kan bevæge sig ved berøring. 

”Det ligner et helt kunstmuseum derude,” råber Natalie Sloth Richter anerkendende flankeret af assistent fra kompagniet, Kristin Bjerkestrand. Efter træning af diverse færdigheder ledes børn og voksne gennem en dansende historie gennem en tunnel, mose, troldeskov, over bjerge og gennem kløfter i jagten på en stor skat. En stor transportkasse åbnes og balloner bindes om håndled til den helt store ballonfestdans.

Voksne dansede også i forskellige formater som lindy hop med Happy Feet Studio og afrikansk dans med danser og koreograf, Julienne Doko. Sidstnævnte ledte en sveddryppende workshop i vestafrikansk dans akkompagneret af tromme på scenen fyldt med energi og glæde, hvor alle kunne være med.

Stormomsust nærvær

Den brasilianske koreograf, Renan Martin, har skabt den intense og nærværende duet, When We Break, sammen med danserne Victor Pérez Armero og Alma Toaspern. Lad os kalde det en intens tango for to eller en danset kærlighedsballade. Publikum suges lige lukt ind i stormens øje mellem de to brydende dansere iklædt ens kedeldragter designet af Maria Ipsen til den ligeværdige kamp, der udspiller sig mellem dem.

Der danses og leves hudløst ærligt og autentisk med sitrende nærvær, så publikum rykker frem i sædet. Der er fjollede armkroge og et sjældent smil, når han drejer på det yderste af foden. De leger, danser, kæmper og udforsker deres kroppe til lækkert melodisk materiale og rytmisk puls. Trods en pause med regn, der lige skal tørres op, gribes vi øjeblikkelig på ny, da solen kommer frem. 

Til buldrende musik vises sindstilstande, som enten er luftigt svævende eller dybt nedsunkne i vand, men atter opløses i swingdans og street som tværæstetisk vildskab. Renan Martin udforsker temaer, der bærer præg af personlige oplevelser som queer, farvet person i Europa og arbejder tit på ukonventionelle steder i undersøgelser af demokratiske rum. 

Dansende arv

Det er dog ikke kun de unge, der styrer festivalen. Amancio Gonzalez fra Dansk Danseteater lægger ikke skjul på, at han har rundet et halvt århundrede, når han fortæller om sine aspirationer omkring dans fra en ung alder. Der sidder mange børn på publikumsrækkerne, der lige selv har danset i en workshop, som lytter med begejstring til hans fortælling om at være barn og have hemmeligheder om at gå til dans. 

Amancio Gonzalez fortæller også, at han havde mange søstre, som han arvede tøj af, på samme måde som han har arvet en over 100 år gammel dans, som en russisk balletdanserveninde har lært ham. Svanens Død af Mikhael Fokin blev skabt til Anna Pavlova i Sankt Petersborg i 1907, og er en sand perle til musik af Camille Saint-Saëns, Dyrenes Karneval. 

Amancio Gonzalez har flotte linjer, smukke fødder med god teknik på trods af, at skoene blev indkøbt i en alder af 49. Sikke en danser, der rørende og sanseligt smyger værket nænsomt om sig som en skrøbelig, gammel kåbe og forløser det med sensitivt ejerskab. Selv efter musikken stopper, får vi en ekstra visning, så vi kan høre skoene mod gulvet i stilheden og næsten mærke brisen fra armenes vingeslag i luften.

Copenhagen Summer Dance spræller som aldrig før i levende fællesskaber, hvor alle kan være med.