Horsens Teaterfestival løber af stablen 20.-22. september med hele 35 børne- og ungdomsforestillinger på programmet. ISCENE tog en snak med Live Art Danmark og canadiske Mammalian Diving Reflex om at arbejde tværgenerationelt med performancekunst og om et stort paradigmeskift i tilgangen til brugerinddragelse.
Det er jubilæumsår for Horsens Teaterfestivals erfarne performancekunstnere. Mammalian Diving Reflex fylder 30 år, Live Art Danmark fylder 20 år, og deres Live Art for Børn Festival fylder 10 år. Det betyder, at kunstnerne har mødt generationer af børn og unge gennem performancekunst. En genre som Ellen Friis oplever, at børn har en umiddelbar nysgerrighed på, og som sagtens kan rumme dem.
Nysgerrighed er også helt afgørende for de kunstnere, som canadiske Darren O´Donnell fra Mammalian Diving Reflex kalder ”a strange bunch of us”. Performancekunstnere som Live Art Danmark og ham selv, der er del af et forskernetværk i børne- og ungeteater (FKJT) med base på Fundus Theater i Hamburg under ledelse af Sibylle Peters. Han beskriver sig selv som en slags etnograf, der i seks år boede og arbejdede sammen med 15 teenagere af asiatisk herkomst i Toronto og siger:
For mig er kunst en god undskyldning for at lave mærkelige ting og få folk til at lære hinanden at kende
”Som det er tilfældet med alle kunstneriske samarbejdsrelationer, er man oftest venner først og ideer diskuteres bedre over en øl end i en prøvesal. Det handler ikke bare om at præsentere et godt stykke arbejde, men om de effekter, det har på den virkelige verden. For mig er kunst en god undskyldning for at lave mærkelige ting og få folk til at lære hinanden at kende.”
Interaktiv kunst med børn
Om grundlaget for Live Art Danmark siger Henrik Vestergaard: ”Vi tager interessant voksenkunst og viser det til børn og deres voksne, fordi det har mere at byde på, og der er noget til flere generationer”. Ellen Friis husker, at de tidlige år i Nikolaj Kunsthal bød på værker med bare numser og huleinstallationer ovenpå kunsthallen, men altid deltagerbaseret. Henrik Vestergaard fortsætter:
Performance kan åbne hele verden, så vi vil gøre børn til eksperter i verden og ikke i en specifik kunstform
”Vi har lavet noget for børn, og vi har lavet noget med børn og vist værker af børn. Det interaktive har altid været en væsentlig komponent, fordi vi mener, det er en god måde for børn at forstå verden på, selv at gøre det. Vi er ikke interesserede i at give børn kunstneriske redskaber i en bestemt form. Performance kan åbne hele verden, så vi vil gøre børn til eksperter i verden og ikke i en specifik kunstform.”
LÆS OGSÅ: Live Art Danmark modtager Horsens Børneteaterpris 2023
Et godt eksempel på dette er det populære værk Haircut by Children, som Darren O´Donnell skabte i 2006, hvor lokale børn får en uges uddannelse i at klippe hår, og derefter klipper publikums hår til en frisørsnak. I andre projekter hos Live Art Danmark har børn fx trykt deres egne penge og hængt street art op i gaderummet.
Debatskabende værker med børn
På Horsens Teaterfestival kan børn og voksne i år genskabe små, historiske performances i forestillingerne Playing Up og Hverdagen – verdens kedeligste forestilling. I sidstnævnte udfordrer især kvindelige kunstnere ideen om den mandlige kunstner som et geni, der skaber kunst til evigheden som fx marmormonumenter eller som kunstneren, der legendarisk kaster maling på store lærreder.
SE OGSÅ: Video med Hverdagen – verdens kedeligste forestilling
Deltagerne kan blandt andet arbejde med værket Spitting Mad fra 1996 af den britiske kunstner, Bobby Baker, der spyttede madvarer som ketchup og rødvin ud på hvide viskestykker. De forskellige værker genskabes af børnene og beskrives nærmere i et katalog til de voksne.
”En seksårig skal ikke forholde sig til feminismekritikken af det kapitalistiske samfund. Men en seksårig forstår, at vi tager et andet greb på de her hverdagsobjekter som cornflakes og sko, som de normalt ser i en helt anden sammenhæng,” siger Henrik Vestergaard. Ellen Friis tilføjer: ”Ting, man laver til daglig, kan også være kunst. Det forstår børnene, og det er det primære. Nuancerne, med kvinder og mænd og så videre, fanger mødrene.”
Kunsten at gribe spørgsmål
Ellen Friis mener, vi ofte misforstår barndommen: ”Så snart folk selv bliver omkring 20 år gamle, ser de nærmest børn som en helt anden race, der har behov for særlige måder at blive talt til. Men bortset fra, at børn er kortere, er barndommen den periode, hvor man lærer regler. Børnene er ikke mere sanselige eller dumme. De er lige så intelligente som voksne. De har bare ikke lært reglerne endnu. Der er sociale regler, faglige regler, færdselsregler, sportsregler, og derfor er der meget forhandling i det. Børn er jo interesserede i at beherske reglerne, fordi de er klar over, at det er adgangskortet til den voksne verden,” siger hun.
Børnene er ikke mere sanselige eller dumme. De er lige så intelligente som voksne. De har bare ikke lært reglerne endnu
Henrik Vestergaard tilføjer, at de ikke arbejder for at præstere pæne værker: ”Det centrale er selve rejsen, undersøgelsen og spørgsmålene, som kunstnerne tager børnene med på. Værdien er, at den enkelte selv finder sine svar, eller bliver ved med at spørge.”
Spørgsmål og svar står også centralt for Darren O´Donnell, hvis nyere forestilling, Sex, Drugs and Criminality, udsprang af mange samtaler med unge, der brød både tabuer og sociale konventioner for en samtale ved et middagsbord:
”Det var vores fælles møde og deres brud på konventionerne, der ledte mig på sporet af et meget simpelt performanceformat, hvor de og andre teenagere kunne stille de her spørgsmål og udtrykke deres nysgerrighed,” fortæller han.
Ny generation af digitale performere
Når de erfarne performancekunstnere spørges, hvordan feltet har ændret sig undervejs i deres karriere, er det noget, der optager Darren O´Donnell meget. De nye generationer forandrer sig, og kulturinstitutionerne skal tænke sig godt om i disse år, mener han.
“En af de største ændringer, der er sket, siden jeg begyndte den her type arbejde i 2006, er, at alle børn i dag har kunstneriske produktionsstudier i deres lommer. Og I nogle tilfælde har de flere publikummer på deres sociale platforme end nogle af de mere etablerede festivaler som fx Vienna Festival. Det interessante er, at de unge på nogle punkter ikke har brug for os mere,” siger Darren O´Donnell.
Han husker, at kunstorganisationernes incitament til at arbejde med unge mennesker, for bare 10 år siden, var at give dem en stemme, bidrage til bedre selvværd og tilbyde en platform at udtrykke sig fra: “De har ikke brug for os til det mere, og billedet har virkelig ændret sig. Konsekvenserne er, at det bliver sværere at rekruttere unge mennesker til at deltage i vores projekter,” forklarer han.
Mens kulturinstitutionerne efterlyser en strategi for involvering af de unge på de sociale medier, er den nye generation selv mere kreativ end nogensinde
Darren O´Donnell mener, at de unge plejer venskaber gennem elektroniske bits, mens de måske før havde meldt sig til drama eller et andet socialt fællesskab. Så det ironiske er, at mens kulturinstitutionerne efterlyser en strategi for involvering af de unge på de sociale medier, er den nye generation selv mere kreativ end nogensinde, men det har også en pris:
”Hvad er den værdi, vi kan tilføre deres liv, som de ikke får fra deres elektroniske enheder? Der er en opfordring til organisationerne om at træde ind i en ny rolle, hvad angår vores relationer til unge mennesker. En ny strategi, hvor vi er mere ansvarlige som ”kulturelle medforældre”, der arbejder med unge mennesker som modvægt til den afsondring og ensomhed, som de digitale platforme også synes at skabe”.
Kulturorganisationer i nye roller
Darren O´Donnell ser mange fejlslagne forsøg på brugerinvolvering: ”Festivalledere er ofte begejstrede for ideen om at lade teenagere kuratere festivalen, men det er en forfærdelig idé. De har ingen idé om, hvad der er muligt, og reproducerer bare, hvad der er lavet før. Organisationerne kan tage en ny rolle ved at facilitere langvarige relationer og reinvestere i fællesskaber ansigt til ansigt. Det er sandsynligvis, hvad folk snart vil tørste efter.”
Festivalledere er ofte begejstrede for ideen om at lade teenagere kuratere festivalen, men det er en forfærdelig idé
Henrik Vestergaard fortæller, at Live Art Danmark har et ønske om at flytte til et mere centralt sted i byen i et tættere samarbejde med lokalmiljøet: ”Det afhænger meget af økonomien, da det er dyrt at arbejde communitybaseret, fordi det er tidskrævende, men ikke genererer særligt høje publikumstal. Det er en læringsproces at arbejde dybere sammen med børn, hvor vi i højere grad kan målrette værker til specifikke grupper i stedet for de korte, interaktive møder, der skal kunne ramme alle.”
Ellen Friis supplerer: ”Det vil være nemmere at være noget for et lokalmiljø og kan skabe mere liv i butikken til dagligt, hvis folk kan komme ind og bruge os direkte.”
Paradigmeskift i deltagerbaseret kunst
Som Darren O´Donnell udlægger det, sker der et stort skift lige nu, og det vil vise sig, hvilken værdi kunstinstitutionerne kan få. Det er også til debat på seminaret under Horsens Teaterfestival i år.
”Hvad har de her unge brug for på nuværende tidspunkt? Hvordan kan vi hjælpe dem med psykiske problemstillinger, som de sociale medier også afstedkommer. Det er helt sikkert en stor bekymring,” understreger han.
Det nye paradigme kalder på et ligeværdigt samarbejde generationerne imellem
Han mener, at der skal en højere grad af deltageretik til, der tænker mere tværgenerationelt og med respekt for mennesker med handikap. Det nye paradigme kalder på et ligeværdigt samarbejde generationerne imellem: “Vi arbejder med så mange teenagere, og vi er meget interesserede i langvarige relationer med unge mennesker, der leverer projekter. Den person, der skal lede Haircuts by children i Danmark er en, jeg har kendt, siden han var 12 år gammel.”
Darren O´Donnell siger, at det handler om, hvad vi hver især kan tilbyde i samarbejdet. De unge kan skabe indhold ud fra deres nysgerrighed og spørgsmål, mens organisationerne kan tilbyde rammer, struktur og tid til autentisk, socialt samvær, der kan få de unges interesser frem i lyset.
Hvis du vil gå endnu mere i dybden med ovenstående, så er det temaet for Fagligt Forum på Horsens Teaterfestival 2024, der afholdes fredag den 20. september 11-14.30. Se mere her.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Horsens Teaterfestival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
