Populært lige nu

★★★★★☆ Farvel – farvemættet teaterkoncert med kraft og kram

Nørregaards Teater og BaggårdTeatret

Ny undersøgelse dokumenterer, at teateroplevelser fremmer trivsel blandt børn og unge 

Børn og unge kan få bedre trivsel gennem teateroplevelser. Det dokumenteres i en ny undersøgelse, som Teatercentrum og Sjællands Teater har lavet i samarbejde...
Annonce

Her er modtagerne af Horsens Børneteaterpris 2023 og Danske Dramatikeres manuskriptpris 2023  

Lørdag aften var Horsens Teaterfestival endnu engang vært, da Horsens Børneteaterpris og Danske Dramatikeres Manuskriptpris 2023 blev uddelt. I år deles Horsens Børneteaterpris mellem Hans Nørregaard og Live Art Danmark, mens årets modtager af Danske Dramatikeres Manuskriptpris for børn og unge er Alexander Mayah Larsen.

Annonce

Hvert år uddeler Horsens Kommune en pris på 25.000 kroner til en person, et teater eller en gruppe personer, der har gjort sig bemærket ved en særlig indsats for at fremme dansk børne- og ungdomsteater. I år deles Horsens Børneteaterpris mellem to af de indstillede kandidater. 

To modtagere af Horsens Børneteaterpris

Årets første prismodtager er instruktør, skuespiller og kunstnerisk leder Hans Nørregaard. Gennem sine 46 år i dansk børneteater har Hans Nørregaard været med til at starte flere teatergrupper og teatre, og i dag befinder han sig i freelanceverdenen.

Adelaide Bentzon fra Horsens Teaterfestival overrækker prisen til  instruktør, skuespiller og kunstnerisk leder Hans Nørregaard. Foto: Simon Sommer
Adelaide Bentzon fra Horsens Teaterfestival overrækker prisen til instruktør, skuespiller og kunstnerisk leder Hans Nørregaard. Foto: Simon Sommer

“Han er en teaterildsjæl, der har knoklet utrætteligt for sin branche i mange år som hjertevarm instruktør og skuespiller og visionær kunstnerisk leder. Aldrig for fin til lige at fikse noget på værkstedet eller stille sig i døren og tage billetter og med en særlig evne til at tale med børn, i stedet for til børn. Naturligt elsket og skattet af kolleger, men også af formidlere, som han har et ganske særligt tag på. Han har været med til at starte flere teatergrupper og teatre, det sidste bærer stadig hans navn, selvom han gavmildt har givet det videre for selv at træde ud i freelanceverdenen, hvor han stadig boltrer sig,” lød begrundelsen fra juryen.

Den anden prismodtager er Ellen Friis og Henrik Vestergård Friis ved Live Art Danmark. Siden 2004 har Live Art Danmark præsenteret over 350 internationale kunstnere i Danmark og i udlandet. Fra en base på over 2000 kunstnere udvikler Live Art borgerinddragende formater med talks, musik, spil, udstillinger og performances til og med kommuner, festivals og kunstinstitutioner.

Annonce

“Live Art peger frem mod det, som vi måske ikke helt forstår, men som måske med tiden bliver til en elsket tradition. De sprænger ofte rammerne for, hvad vi troede, børn kan kapere. De indgår aktivt og nysgerrigt i mange kunstneriske sammenhænge og samarbejder med prominente kunstscener – teatre såvel som museer herhjemme. Og så er de altid garanter for humoristiske, underfundige og tankevækkende værker, der får os til at undres og anskue vores verden på ny,” lød juryens begrundelse.

Henrik Vestergård Friis modtager Horsens Børneteaterpris på vegne af Live Art Danmark. Foto: Simon Sommer
Henrik Vestergård Friis modtager Horsens Børneteaterpris på vegne af Live Art Danmark. Foto: Simon Sommer

I fortsat udvikling

Årets prisuddeling er en fejring af scenekunst for børn og unge som et felt, der altid er i udvikling. De to vindere fortæller tilsammen en historie om børneteatret og hylder børneteatret over tid:

“Vores valg af prismodtagere skal ses som en stor fælles hyldest til den vidunderlige og forskelligartede scenekunst, der skabes til børn og unge. Og at vi slet ikke er færdige med at udvikle den,” siger Lone Wessel, direktør for Horsens Ny Teater.

I 2023 er det 28. gang prisen uddeles under Horsens Teaterfestival. Vinderne er udvalgt af en jury bestående af:

  • Thomas Nielsen, leder af teaterskolen Komediehuset
  • Camilla Nielsen fra Horsens Amatør Teater
  • Lone Wessel, der er direktør for Horsens ny Teater
  • Søren Ruby fra Det kommende teater
  • Lars Dammak fra Teater Rum, der også er en del af Horsens Teaterfestivals dramaturgiat
  • Sidste års prismodtager Betina Grove fra Teatret st. tv.
Årets modtager af Danske Dramatikeres manuskriptpris er Alexander Mayah Larsen for teksten Som brødre. Foto: Luna Ehlers
Årets modtager af Danske Dramatikeres manuskriptpris er Alexander Mayah Larsen for teksten Som brødre. Foto: Luna Ehlers

Fokus på særlig publikumsgruppe

Årets modtager af Danske Dramatikeres manuskriptpris er Alexander Mayah Larsen for teksten Som brødre. Juryen til denne pris består af Amina Krohn Membar, Mie Brandt, Anja Hitz, Mette Rosleff, Tomas Lagerman Lundme og Jesper Bræstrup Karlsen. Teksten er en forestilling om to brødres kamp for at finde fodfæste i en splittet tilværelse mellem kulturer og er baseret på en række digte af Alexander Mayah Larsen. En del af juryens begrundelse lyder således:

“Rå autenticitet, humor og dyb alvor. Teksten er baseret på en personlig integrationshistorie og skildrer splittelsen mellem to kulturer. Den balancerer det private og fællesmenneskelige og skildrer vigtige og væsentlige emner som: Kamp for accept i samfundet, afmagt og brødrekærlighed; teksten giver en smertelig og meget smuk skildring af de to brødre, der glider i hver sin retning. Det er en troværdig stemme, der kender sit stof – med en autentisk tone, der er fri for formidlerdistance. (…) Juryen har i år ønsket at sætte fokus på en publikumsgruppe, der ikke skrives så meget til. Men Alexander Mayah Larsen stemme gør det, når han skriver og taler til især et ungt publikum med indvandrerbaggrund. Teksten er modig, sprudlende og troværdig. Den taler direkte i et klart sprog og i sync med målgruppen, som ikke altid er så teatervant og fortæller en væsentlig historie om vores tid og samfund”.

Danske Dramatikere vil med manuskriptprisen sætte fokus på det gode manuskript som et af de uundværlige elementer i den gode forestilling for børn og unge. Prismodtageren er en af sæsonens forestillinger og præmieres med 15.000 kroner. Danske Dramatikeres manuskriptpris for børne- og ungdomsteater blev uddelt for første gang på Horsens Teaterfestival i 2017.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Annonce

Udviklingsplatformen for Scenekunst målretter mentorprogram til producenter

Manglen på scenekunstproducenter er et problem, skriver leder af Udviklingsplatformen for Scenekunst, Anne Dalby, i dette indlæg – derfor målretter platformen i 2025 sit ...