Kaoskomplottets Improshow leverer på alle genrens parametre i et velskruet og særdeles underholdende show, der snildt kan konkurrere med andre humorbaserede formater som revy og standup.
Bliver det bortførte barn fundet i tide? Kan man bedrive udbytteskattesvindel med et WOLT-bud? Finder Jeppe Søe et nyt parti?
Spørgsmålene er mange, når Kaoskomplottets Improshow løber kvikt over scenen foran et yderst medlevende og rutineret publikum, der spyr forslag til steder og emner ud lige så hurtigt, som de to hold på scenen griber dem og omsætter dem til sammenhængende scener.
Alle er lige under mig
Impro-genren lever og har det godt. Det kunne jeg konstatere i sidste sæson, hvor jeg lagde vejen forbi Chamber Games teater- og filmhistorieinspirerede show. De tre herrer i den trup er også en del af Kaoskomplottet, idet Michael Hedstrøm på dagen var afløst af en af Kaoskomplottets grundlæggere, Emma van der Vleuten Busk.
Kaoskomplottets Improshow er impro, som de fleste kender det, med to hold, der dyster mod hinanden i forskellige discipliner på en base af samspil og karakterer, der kan tilpasses og varieres efter den aktuelle aftens behov.
Showet har en god blanding af traditionelle formater som I følelsernes vold, der denne aften udspillede sig i Moderaternes gruppeværelse i en herlig afklædning af Lars Løkkes opportunisme for gult hold, mens sort hold fik forvandlet en tur i Ligestillingsministeriet (hvor ligger det mon?) til en ordleg på lyden og betydninger af ordet ”lige” a la ”alle er lige under mig”.
Fornemt sammenkædet fortælling
Konferencier Aske Hass Thorsen ledede med mild hånd og sikkert blik slagets gang, når publikums ivrige råben skulle afkodes til brugbart input. Hans tro på holdet var stor, da opgaver i tæt-på-umulighedsklassen flere gange flød spillernes vej. Hvem kan fx mime et excelark med et lillebitte skattesmuthul i? Sådan lød opgaven til sort hold i formatet Alibi, mens gult hold brillerede ved at gætte alle tre publikumsord i en også indviklet, men fornemt sammenkædet fortælling om identitetstyveri udført med lasso og tennisketcher på et middelaldermarked.
Publikum giver point ved at vifte med gule og sorte flag, som konferencieren omregner til bolde i samme kulør. Mellem de pointgivende formater får vi også fællesøvelser som gruppens selvskabte format Den Danske Filmskat, hvor de efter opslag i en oversigt genskaber mere eller mindre obskure film. Heftig kaproning og dialektal sprogforbistring fremkaldte filmen om Pouls hold og hans svenske kæreste på weekendtur. Aldrig har man da hørt en fynbo tale så jysk.
Alt handler ikke om tennis
Selvom et par animerede tilskuere forsøger at få alt til at handle om en bestemt tennisklub, kommer vi også en tur til det vilde western, på nudiststrand, ned i en prepperkælder og dybt ned i tristessen i den socialrealistiske historie om konkrete som metaforisk døde fugle på Vesterbro Torv.
Kaoskomplottet er stærkt samspillede og får flot luft under stort set alle indslag, selvom nogle naturligvis bliver mere begavede end andre. Humor under bæltestedet er en del af pakken, men showet jonglerer også elegant dagsaktuelle temaer og begivenheder i scener, der stort set hver gang får en historiebue og af og til med tungen i kinden fletter publikums oplæg raffineret ind som punchline.
Holdet imponerer især med en fremragende timing, der sammen med fortællesans, kropslig komik og publikumsinddragelse giver et særdeles underholdende show, der snildt kan konkurrere med andre humorbaserede formater som revy og standup.
Svarene på de indledende spørgsmål er i øvrigt: Nej, ja og druknet i latter.
Kaoskomplottet blev grundlagt af elever på den nu nedlagte Skuespillerakademiet i 2017. Siden har der løbende været udskiftning i gruppen. Kaoskomplottets Improshow er et impro comedy format, hvor to hold dyster mod hinanden i forskellige teatersportslege i short form-genren.
Medvirkende: Andreas Buchtrup, Lasse Lind, Tobias Breiding Hansen, Peter Ousager Andersen, Emma van der Vleuten Busk, Theis Hass Thorsen og konferencier Aske Hass Thorsen.
Kaoskomplottets Improshow spiller hver første fredag i måneden på Lygten Station på Nørrebro, København. Næste improshow kan opleves næste gang søndag den 4. oktober. Oplevet 6. september 2024.