For syvende gang har Tårnby Park Studio under ledelse af kunstner Andreas Liebmann inviteret til festival. I år blev festivalen 2. – 13. september bygget op om en ”Økocity 2.0” ved Tårnby Station. ISCENE var med undervejs, som fremtidsbyen tog form med masser af samvær og performances omkring temaer som natur, bæredygtighed, mangfoldighed og inddragelse.
Hvad gør man, når man er fuld af idéer til at samle en by til en festival, der skal boble af kreativitet og fællesskab, men ikke har et sted at være? Man bygger en lille fremtidsby på en uge for dem, der har lyst til at være med og skabe nye måder at leve sammen på med plads til natur, kunst, politiske og sociale agendaer. Alt er performance. Imponerende og gennemført kurateret, uanset om det er mad, performance eller strøm.
Tårnbys borgmester, Allan Andersen, holder åbningstale og minder om, at det er syvende år, festivalen afholdes. Han er glad for den forankring, det skaber i lokalsamfundet med inddragende kultur, debatter og aktiviteter for alle.
”Økocity er en fremtidsby, hvor der kan drømmes og tænkes nye idéer til samfundet i dag og fremover om, hvordan vi skal bo og leve. Et rum for vigtige for samtaler,” siger han.
LÆS OGSÅ: Tårnby Park Performance Festival: “I går skrev nogen på et af vores skilte: Fuck Øko”
Dialog med lokalsamfundet er netop det, Andreas Liebmann, arbejder for. Han er schweizisk performancekunstner, forfatter og forsker, der nu er bosat i Tårnby. En forbipasserende skriver på en palle, som er byggeelement for hele den midlertidige fremtidsby: ”Fuck øko! Klimakrisen eksisterer ikke. Det er bare en måde at overtage jorden på.” Og dermed er debatten skudt i gang.
Opbygning af en bæredygtig by
Økocity 2.0. bygges af genbrugspaller under ledelse af arkitekt og kunstner Tom Silbiger. En bar fra en nedlagt café er samlingspunkt. Når det hele er slut, kan det sælges igen og indgå i materialekredsløbet. Byen har egen lille vindmølle, der skaber strøm til højtalere og mikrofoner. Der er højt til himlen her på græsarealet oven på Øresundsmotorvejen, men Andreas Liebmann fortæller, at Tårnby ikke er en by med tradition for at interagere med folk, man ikke kender:
”Folk holder sig meget for sig selv, og derfor er vores intension at skabe en tilstedeværelse i to uger, der ikke er til at overse. Det er en performance i sig selv. Den æstetiske strategi er desuden at skabe mangfoldighed og få folk inddraget i forskellige ting, men det kommer til at tage rigtig lang tid at få gjort folk nysgerrige og åbne.”
Stedet har en helt unik, imødekommende atmosfære. Andreas Liebmann fortæller, at det at skabe en offentlig installation netop også indebærer at arbejde med stedets energi.
”Det er meget vigtigt, hvordan vi samarbejder og respekterer hinanden på holdet. Hvis vi stresser hinanden, vil det ikke fungere. Det, der sker bagom, er dermed lige så vigtigt, som det vi præsenterer, så vi arbejder på, at holdet er så selvkørende som muligt.”
De mennesker, der bevæger sig ind i byen, føler sig ret hurtigt trygge ved at deltage. Fx i et indvielsesritual med en tangskulptur, der kan spilles på, skabt af Greta Eacott og Anne Hollænder Schmidt. De har opsamlet og tørret tang fra lokale strande på Amager og omdannet dem til bionedbrydelige musikinstrumenter, som hænger sammen i én lang snor, alle kan holde i. Naturinstrumenterne overdøver næsten motorvejens biler, der suser forbi under os.
Kunstneriske forhold under pres
Tårnby Park Studio har fået adgang til lokaler mod at give noget tilbage til kommunen i form af kulturevents. På grund af regn afholdes symposiet, der er produceret af Joana Öhlschläger og Andreas Liebmann, indenfor med deltagelse af omkring 40 kunstnere og andre fra branchen. Cecilie Ullerup Schmidt, lektor i performance studier på Københavns Universitet, er moderator for et panel, der diskuterer presserende emner for kunstnerdrevne performanceinstitutioner.
Det debatteres, hvordan samfundets politiske og økonomiske forhold præger den kunstneriske dagsorden på tværs af Europa. Marijana Cvetković, der er bosat i Beograd, kalder sig ”contexter” og er medstifter af ”Station Service for Contemporary Dance” og ”Nomad Dance Academy”. Platforme, der er dedikeret til udviklingen af moderne dans og scenekunst på Balkan.
Med en baggrund fra Jugoslavien taler hun om et traumatiseret land, der forsvinder og tvinges til at være noget andet: ”Vi er nødt til at selv-organisere. Gruppe efter gruppe, problem efter problem. Det er det, der giver os håb og styrke og viser vej.” I 2018 modtog hun Jelena Šantić-prisen for aktivisme i kultur.
Annett Hardegen er freelance dramaturg bosat i Berlin. Hun er opvokset i et socialistisk samfund, indtil muren faldt. Hun er – sammen med Dirk Cieslak – kunstnerisk leder af ”Vierte Welt”, der er et studie i en lejlighed, hvor frie kunstnere kan arbejde og udfolde diskussioner, oplæsninger og visninger. Den politiske højredrejning i Tyskland mærkes i form af nedskæringer og ringere vilkår.
Boglancering – ”Phantoms of Stability”
Storm Møller Madsen er ph.d.-studerende ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Sektion for Teater- og Performance Studier ved Københavns Universitet. De beskriver sig selv som en politisk parasit, der ser på samfundet med stor kritik og skepsis og insisterer på at indsamle viden gennem forskellige samarbejder.
Panelet har haft otte zoom-møder, hvor de sammen har overvejet, hvad der er det mest presserende i performancekunsten lige nu. Er det infrastrukturen, nedskæringerne eller politikkerne? Det er svært at finde et sted at være som fri performer, så hvordan kan man skabe større stabilitet for den enkelte kunstner?
Andreas Liebmanns tidligere forskningspublikation, Imaginations for a Space, beskriver de sammenkoblede processer, der førte til Tårnby Park Studio. Phantoms of Stability er Andreas Liebmanns nuværende, kunstneriske forskningsprojekt ved Den Danske Scenekunstskole, som lanceres i bogform på symposiet.
Nok er der udfordringer i det frie performancefelt, men kreativiteten vokser som planter gennem beton at dømme efter det bredt favnende program, festivalen kan byde på.
Migration og diaspora
Græder ved havet af The Post-Cultural Body inviterer publikum til at læse manuskripter højt sammen linje for linje i solen rundt om en optager. Teksterne er skabt på en række skriveworkshops i Danmark og Tunesien. De berører sorg relateret til socioøkonomisk migration. Alle kan deltage via hjemmesiden: theatrebuilding.com som open source.
Inddragelsesstudier – eller performance for englænderne at se af Marina Dubia er en performance om at leve langt væk fra sit land – i dette tilfælde Brasilien. Vi sidder bænket om en blok hængt op på en palle, mens kunstneren river og kradser billeder af, der lag for lag afdækker hendes families historie fyldt med referencer til migration, kolonisering og slavehandel. Gennem billedernes og kroppens udtryk formidles et stærkt og komplekst opråb om alles ansvar for verdens lidelser.
Jon Bonnici opfører sit værk Currents for børn fra 4-8 år sammen med Sophia Mage på Tårnby hovedbibliotek. Værket passer som hånd i handske til festivalens regenerative tema med deres brug af naturmaterialer og undersøgelser af forvandlingens magi. De er rutinerede omkring børnene, der først skal inviteres med på scenen, men senere selv tager initiativ til at hjælpe med at feje rosenblade og danse med.
Performances, der bryder grænser
Denise Lim er singaporiansk danser og koreograf bosat i Berlin. Lost Highway er et forskningsprojekt med intenst lyddesign i samarbejde med madam data soundlabs (mdsl). Hun udfordrer sig selv koreografisk med elektronisk musik inspireret af punk- og DIY-kulturer og en selvbygget analog synthesizer. Denise Lim bevæger sig som på kanten af virkeligheden i næsten udefinerbare bevægelser, der bryder grænser ned for eksistens og væren.
Magali Camps deler sit residency-projekt Doubble You Single View, en koreografisk solo med både krop og stemme. Der er gentagelser af krydsende skridt over græsscenen, sang i repeterende mønstre i følelsen af velvære og tale koblet med bevægelser af tvivl og frygt. Krop, stemme og intonation på grænsen mellem velvære og fortvivlelse rummer kroppens minder og måder at takle dem på.
Hungry Eyes ved Ida Østman, Dina Viksten Abrahamson, Olivia Klang og Mie Kristensen viser Pompeji baseret på Maja Lundgrens roman Pompeji (2001). Det er en humoristisk guidet tour gennem byen Pompeji som en ”En kærlighedserklæring til alle mennesker i alle tider.” Guiderne beskriver jordskælv, vulkaner og guder i ironiske optrin undervejs gennem Økocitys natursceneri, hvor vi møder fascinerende karakterer på grænsen mellem teater og virkelighed.
Naturens talerør
A garden For Now skaber en have i Økobyen ved at fremhæve planter, der allerede findes, og designe midlertidige stier. Der skabes plads til samtaler og fælles arbejde efter devisen: ”A garden is always in a relation with a human.”
Punctures, der er et langsigtet projekt mellem kunst og økologi for at fremme biodiversitet, er startet i 2022 i Cavallermaggiore, Italien. De tre kunstnere har alle rod i dansen: Micaela Kühn, Maxwell McCarthy, og Alfredo Zinola.
Vild mad med vilje kunne man kalde hele den unikke madkunst, der var en performance i sig selv under festivalen. Vilde Krydderier stod for maden på festivalpladsen og til symposiet, hvor Johannes Ruggard og Julie Swane svedte i varmen for at skabe mad med eksplosioner af smagsoplevelser fra planter plukket i lokalområdet.
Økocity 2.0 og Tårnby Park Performance Festival har så imponerende et program, at det ikke er muligt at se alt. Der er fx også Water Readings af Madee Cole og Aleksandra Lewoń om vandøkologier og hydro-feminisme. Muscle Club er en ”sportsdans” af børn og unge sportsudøvere fra Tårnby, der har arbejdet med koreograf Inge Agnete Tarpgaard.
Fra ord til handling
Andreas Liebmann har med Tårnby Park Performance Festival og sit dedikerede hold bag Tårnby Park Studio i den grad sat handling bag ordene. De ved, det tager tid at få skabt den bevidsthed og relation med lokalbefolkningen, der skal til, for at de også kommer og bakker op om alle aktiviteterne. I mellemtiden er opbakningen stor kunstnerne imellem samt med den række af eksperter, der deler deres viden.
Dialogen er central, uanset om det er en borger, der skriver ”fuck øko” på en palle, åben ”øko-mic,” samtaler om den grønne omstilling eller et ekspertpanel. For Andreas Liebmann er det en pointe: ”Folk kommer forbi 10 gange, og den 11. gang stopper de og spørger, hvad vi laver.” Synligheden er det vigtigste for det involverende arbejde, der foregår over den lange bane.
Tårnby Park Performance Festival er slut for denne gang. Herefter vil fremtidsbyen, Økocity 2.0 atter forsvinde og efterlade den grønne plet over motorvejen, som de fandt den to uger tidligere.
Du kan læse meget mere om festivalens program her.
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Tårnby Park Studio med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
