★★★☆☆☆ Fugl Falder – hårdtslående dommedagsballade

Bådteatret viser Danmarkspremieren på gæstespillet Fugl Falder af Andrea Lindeneg og Ragni Halle. Det er en intim, tværæstetisk musikforestilling, hvor himlens sidste fugl synger monologisk om sin arts udryddelse. Det er tænkt som en tragikomisk undersøgelse til refleksion, men stivner lidt i sine dystopiske budskaber.

På scenen i Bådteatret står en meget lille bar med navnet Den sidste dråbe, som musiker Tom Irvine betjener. Han er iført astronautdragt – af og til med hovedbeklædning. Og nu lander også den sidste fugl fra himmelrummet. Den synger aktivistisk fortællingen om sine arters uddøen ved hjælp af det affald, den slæber rundt på – der blandt andet bliver til dukker, der lever livet farligt i forestillingen.

Udgangspunktet er et uforklarligt naturfænomen. I 2011 faldt tusindvis af fugle ned fra himlen i Arkansas. I omtalen forstår vi, at forestillingen er inspireret af Ragni Halles omfattende forskning i artikler, videoer og vidneudsagn om pludselig fugledød. Materialet er omsat til en én lang musikalsk elegi – en gammel lyrisk digtart. Hun beskriver hændelserne grundigt i sine digte og synger og spiller selv fuglen.

Nordisk fortælleunivers

Da døren går op bag publikum og lukker lys og fugl ind med et højt skræp og raslende støj, ligner den i høj grad de sørgelige rester af sin art. Iført hvid dragt fra top til tå, en uhyggelig næbformet kraniemaske og et ekstra vatteret lag, der måske er fuglens exoskelet. De lange, lasede vinger fra armene ser ikke ud til at være luftbærende, men er fyldt med affald som dåser, kaffekopper, plastik og grene. Rekvisitterne er klar.

Andrea Lindeneg har holdt scenografi og kostumer helt i hvidt inklusive gulvet, der fortsætter op ad bagvæggen, hvor det danner en bue, som en horisont eller dystopisk jordklode. Sebastian Justs lysdesign spiller derfor en afgørende rolle. Med stærke farver oplyses horisonten som et virkningsfuldt stemningsbarometer. “Fugl flyver… fugl æder…fugl…Jeg er den sidste fugl nu,” proklamerer Ragni Halle eftertænksomt og får en selvlysende sidste drink i baren.

Sxip Shireys komposition er en velklingende ørehænger i nordisk folkevisestil med mange vers. Formen vækker minder om sagn og fortællinger sunget til kædedanse. Tom Irvine akkompagnerer smukt på el-klaver, mundharmonika og guitar og skaber en fint afdæmpet lydside, der drysser lidt poetisk magi over de mange fakta i teksten. Instruktør Heiki Eero Riipinen er på en svær opgave med at balancere kunst og formidling omkring tekstens faktuelle egenart.

Fuglen er vred

Ragni Halle synger om sine mange indsamlede data iblandet lidt ironisk distance, der får den dystopiske grundfølelse til at glide lidt lettere ned. Fuglen gengiver folks mange forklaringer på, hvorfor dens artsfæller faldt ned – fra røde bær og nytårsraketter til lastbiler og dommedag. Det er smukt sunget og ekstra imponerende at kunne levere så mange stavelser i fortællertraditionens mere frie versefødder. Den norsk-danske udtale føjer ekstra mystik til den særegne fugl.

Den er ikke bare skuffet over menneskeheden – den er morderisk vred. En papkop med en pind fra vingen spiller et barn, der engang fik en and i hovedet og fik fire sting til stor forargelse. Men når tusindvis af fugle falder ned, sker der ikke noget – hvad hvis det var mennesker? Fuglen kvaser rasende koppen. Et stykke plastik vil forklare sig, men udraderes med et smæld, mens en viskestykke-dukke får vredet halsen om.

Et podie pakket ind i hvidt med frynser på siderne er både fuglens talerstol og rede for det sidste æg, som den lægger sig over. En paptallerken bliver til en form for ufo med farvet lys, der stjæler fuglens æg, mens astronauten stolt viser sin ægsamling frem. Selvfølgelig går det galt, og lyset, der er gået fra klart hvidt over blødt gult, grønt og orange ender i blodrødt. Aktivist-fuglen fik det sidste ord.

Lidt stift format

Fuglen forsvarer sig med, at dens art var de første og også skal være de sidste: “Jeg svævede, mens I kravlede. I vender jorden på vrangen med maskiner. I skider i egen rede.” Publikum reagerer med udbrud af overraskelse blandet med latter undervejs i selskab med den vrede fugl. Uforudsigeligheden holder os til. Fra vers og fortællinger til lang stilhed, korte humoristiske replikker og fatale udfald i næsten successiv orden.

Som tragikomisk mordballade er der potentiale – tilført lidt flere nuancer. Figurteater lavet af affald, som en fugl selv ville kunne finde, er en sjov ide, og Ragni Halle kan puste liv i alt. Men vi når knap at opleve karaktererne, før de dør igen. Dramaet drives frem mellem liv og død, farver og hvidt, en ignorant menneskehed over for fuglens forargelse og vrede. Farver, håb og eftertanke lever mest i musik og lys.

Fuglen bevæger sig overvejende på de samme to kvadratmeter, hvilket understreger den stramme form. Det fantasifulde univers, set fra fuglens perspektiv, er under alle omstændigheder et interessant udgangspunkt, der er oppe i tiden som modsvar til en antropocæn tidsalder. Men Fugl Falder går med vreden og forargelsen for at placere skyld – og retter dermed primært søgelyset på mennesket.