★★★★☆☆ Rend mig i traditionerne – aktuel klassikeradaption rammer rent

Det er godt set af Teater Vestvolden, at Leif Panduros satiriske ungdomsoprørsroman Rend mig i traditionerne taler lige ind i nutidens trivselskrise. Wahid Sui Mahmoud viser atter talentet frem som ene mand på scenen i den groteske fortælling om David, der er fanget i omverdens konforme krav og præstationspres.

Cirkusmusikken buldrer løs og Wahid Sui Mahmoud tager jovialt imod os sminket som klovn og får os som en god vært placeret i salen. Men bum, så sidder hans lange slips fast, og vi er i gang med fortællingen om David, der proklamerer, at “det hele er noget lort”.

Slipset i automaten

David har på mere end én måde har fået slipset i automaten i Leif Panduros Rend mig i traditionerne (1958), som Thomas Markmann har dramatiseret til scenen med god balance mellem originalens og nutidens tone.

Romanen er en samfundskritik i tråd med de antipsykiatriske tanker, R.D. Laing gjorde manistream i 60’erne, hvor han firkantet sagt argumenterede for, at psykisk sygdom er den sundes reaktion på et sygt samfund og dysfunktionelle familiestrukturer.

Utilpasset ungdom har vi også i dag, og det er godt set af Teater Vestvolden, at Panduros 50’ere har mere med nutiden at gøre end de frihedsexcellerende årtier, der fulgte, og som vi i dag tager afstand fra for igen at individualisere reaktioner på præstationssamfundets stramme normalitetsbegreb som afvigelse og sygdom.

En snert af farlighed

David har svært ved at navigere i livet efter farens død, morens mentale fravær og storebror Hugos stramme direktiver. Ikke engang forelskelsen i pigen Lis kan han forløse, da han symptomatisk banker på hendes forældres soveværelsesvindue i stedet for hendes. “Du kunne jo bare have ringet på,” siger Lis, men David får i sin livssmerte kompliceret alt.

Da han begynder at bide folk i benet, ender han på hospitalet, hvor det ikke så meget er terapien, men omgangen med de andre patienter, der former hans videre vej. Den direkte læserhenvendelse i romanen bliver i Johan Sarauws hæsblæsende instruktion til en løbende dialog med første række, der også her fungerer rigtig godt som en appel om at engagere sig i hinanden.

Ellers er Wahid Sui Mahmoud alene på scenen og viser flere nuancer af sit talent end i sin selvskrevne monolog Dobbelt V, der handlede om utilpassethed i en helt anden livssituation. Hans David er elskeligt sårbar i sin genkendelige ungdomsrådvildhed, sød i forelskelsen og satirisk sjov som de øvrige karakterer, men rummer også en snert af farlighed og vanvid, der kunne koble ham helt af samfundet.

Stil de store spørgsmål

Men verden er stor, som skærmscenografien bag David minder os om, og han erkender, at han ikke som patientvennen hr. Traubert har “en bombemand i sig” og har lyst til at sprænge alt i stykker – konkret som billedligt talt. David finder en vej tilbage til Lis’ hoveddør i erkendelsen af, at behandlingen aldrig bliver færdig, og at han med den viden kan bevare sin integritet i omverdenens storm af pålagte normer.

Rend mig i traditionerne er en fin påmindelse om, at vi livet igennem skal give os selv lov til at stille de store spørgsmål – og at vi måske i særlig grad skal skabe bedre rum omkring de unge og give dem andet at leve for end en uddannelsesplan. Tekstens rablen og iscenesættelsens integrerende cirkusgreb forstørrer blot problematikkerne i en gennemført forestilling, som vil tale til både de unge og deres voksne.