★★★☆☆☆ Aarhusrevyen 2026 starter godt, men kommer ikke helt i mål

Aarhus Revyen 2026 sejler flot og lokalt fra land, men selv den skønne musikalitet kan ikke redde de for mange tynde tekster, der af uransaglige årsager mest er placeret efter pausen, så revyen knækker på midten.

Meget er som tidligere i Aarhus Revyen. En enkel scenografi i flere niveauer, der får liv af spillende lys, der i år især changerer i grønne nuancer. En stærk bandopstilling, der matcher det musikalske koncept, hvor bidder af velvalgte hits kommenterende giver hvert nummer et ekstra spjæt med halen.

Og hvorfor udskifte elementer, der fungerer. Det skal revyen ikke skoses for. Til gengæld er tekstniveauet markant lavere end de seneste år og flowet lader i særligt anden del noget tilbage at ønske. Det er superærgerligt, for man mærker, at Aarhus generelt er glad for sin revy.

Aarhus-viben

Smilets By fylder da også i Smilets Revy, hvor nytilkomne Silas Holst først må bestå Kasper Gattrups finurlige Aarhus-Testen, før showet for alvor kan gå i gang. Det er jo essentielt at vide, at byens kendte mosefund også går under navnet Jacob Haugaard. Silas har styr på insider-infoen, og så er vi videre til Vase & Fuglsangs Visit Aarhus, hvor Rikke Buch og Henrik Lykkegaard øser af mere Aarhus-viden – nu med den gode, midtjyske Danglish-accent.

Vi får også en godt udført Algoritme-Hans, hvor Søren Anker Madsen har digtet nye ord til Gnags toner. Skærmafhængighed lader til at være et af årets temaer, og de tre doomscrollende herrer leverer varen i bedste Peter A.G-hoppende stil.

Mangel på p-pladser kender man også i Aarhus, og det har udviklet sig til En lille forretning for Silas Holst, der i Vase & Fuglsangs lokalkendte tekst guider Christina Astrid baglæns ad ensrettede gader og ud og ind af P-huse til sidste ledige plads ved Rådhuset. En sjov idé udført med fin timing.

Vase & Fuglsang over det hele

Første del afrundes traditionen tro med et pop-medley, der i år har afsæt i boligmarkedet. Seebach, Medina og Jokeren synger med, men guldkornene er fra Aarhus med twistet på Anne Linnet Band: “Det er ikke det / at prisen stiger / det er mere det / at vi skal bo i Trige”. Her leveres med tempo og flotte skift, som vi kender holdet i Aarhus bedst.

Tempo er der ikke meget af i Kædedans, der åbner anden del. Det er til gengæld revyens mest originale. Indledt med et rungende, ordløst kald fulgt af en kæde af færinger, der sidelæns bevæger sig over scenen. “Vi gik fra Torshavn i vinter og rammer Christiansborg i september – eller november,” messer de, der er svært bekymrede for, om Trump snart får øje på dem. Vase & Fuglsang har usandsynligt mange tekster med i årets revy – og dette er bestemt ikke den ringeste.

(Stor)politik er der ikke ellers ikke meget af i år, hvor fokus mere rettes mod intimsfæren, hvad enten det handler om en træt omgang intergenerationel TikTok-satire, tonen i debatten, problemer i parforholdet eller med rygestop.

Det er sketcher, der måske ser sjove ud på papiret, men som er svære at få op at svinge – undtagen naturligvis Christine Astrids rasende fulde ekskone. Hende har vi set et par gange – og hørt en del af teksten også – men det er så akavet, pinlig og smertelig kropskomik, at i hvert fald jeg bliver så tæt på lykkelig af at se hende give totalt gas på karakteren igen-igen, at jeg næsten tisser i bukserne.

For få tekster med bid

Mikkel Schrøder er eminent i sin egen Jens Vejmand, der med afsæt i valgkampen lægger Aakjærs tekst i munden på troubadourer fra Johnny Madsens “Det er december og udenfor sæsonen” til Marie Key, der lægger “sten tæt tæt sammen.” Enkelt og tilpas doseret. Han er også god sammen med Rikke Buch i Jacob Webles petite Pessimistisk Dating, hvor vrangvilligheden ingen grænser kender, men tiltrækning alligevel opstår.

Rikke Buch slår også til som forslået DAO-bud i Emilie Nordentofts desillusioneret-volapykkede tekst, hvor alt kan udtales som DAO. Karakteren bærer den spinkle sprogidé oppe. Sammen med Christine Astrid gentager hun Sune Gylling Æbeløs originale, jazzede Det starter ens fra 2023, og den nøgternt skrevne og leverede kommentar til vores rummelighed for det fremmede tåler bestemt et gensyn. Den er ikke blevet mindre aktuel.

Man kan undre sig over, at Silas Holst ikke har fået lov at koreografere, men til gengæld giver han blandt flere andre gode karakterer en fin og sjældent afdæmpet Alex Vanopslagh i endnu en tekst af Vase & Fuglsang, der med brod og et sandt overflødighedshorn af stoffer holder Snuden i sporet. Henrik Lykkegaard holder højt niveau hele vejen igennem, men heller ikke han kan piske liv i tekster, der aldrig skulle have nået scenen.

Der er således masser af fine enkeltnumre i Aarhus Revyen 2026, men der er simpelthen for mange tynde tekster, der ikke reddes lige godt hver gang. For mig knækkede det kort efter pausen, hvor første dels energi og Aarhus-traditioner blev afløst for meget fyld og for få tekster med bid i et sløset flow kronet med en ufokuseret finale.