Skuespiller Jesper Asholt fejrer 40års jubilæum med forestillingen Næste år bliver øllet bedre på Folketeatret. ISCENE tog en snak med ham om glæder, udfordringer, inspiration og fortrydelse i en omfattende scenekunstnerisk karriere.
Jesper Asholt har gennem alle 40 år konsekvent vekslet mellem at lave teater, film, tv, dubbing af tegnefilm og musikalske shows. Hans sidste nybrud rent kunstnerisk er mødet med kabaretformen, fortæller han:
”Jeg havde siden min elevskoletid drømt om at dele min store kærlighed til Halfdan Rasmussens univers med et publikum, og efter en snak med Jacob Morild på Cafe Liva gik jeg under corona-nedlukningen i gang med at skabe den ultimative Halfdan-cabaret. Livet er en Morgengave spillede jeg sammen med to musikere både på Liva og på turné, og den forestilling er for mig det smukkeste og kunstnerisk mest tilfredsstillende jeg endnu har lavet”.
Sproget er vores vigtigste værktøj
Hvordan har du gennem årene været med til at udvikle branchen?
“Jeg må bare erkende, at jeg ikke har påvirket udviklingen i branchen på anden måde, end at jeg på mange produktioner har påtaget mig rollen som tillidsmand, og i en periode har taget min tjans i DSF’s (Dansk Skuespillerforbund, red.) bestyrelse som menigt medlem og en kort periode som næstformand. Jeg har selvfølgelig været en del af Dogmebølgen, og den afsmitning den har haft på filmbranchen, men jeg har ikke været initiativtager til nogen udvikling som sådan.”
Hvilken udvikling har du gennem årene været ærgerlig over at se i branchen?
“Jeg har som de fleste andre mennesker været irriteret over, at man i en lang periode ikke kunne høre og forstå, hvad mange skuespillere sagde på film og tv. Men det er mit indtryk, at den udvikling er vendt til det bedre. Sproget er trods alt et af vores vigtigste værktøjer, som kræver intens træning og mod til at bruge det.”
Teatrets magi
Hvilken forestilling har været helt særlig for din kunstneriske udvikling – både på godt og ondt?
“Samuel Becketts Mens vi venter på Godot har betydet virkelig meget for mig og for den måde, jeg tilgår manuskripter og roller. Det var arbejdet med netop den tekst, som overbeviste mig om, at der i rigtig god dramatik ligger nøgler til forståelsen af karaktererne, nøgler som man skal finde og lære at bruge. Mange har en tendens til at stryge og redigere i et manuskript på så tidligt et tidspunkt i processen, at man ikke har haft tid til faktisk at forstå den dybere grund til, at en karakter udtrykker eller opfører sig som han gør.
Mens vi venter på Godot er et partitur og skal behandles som et sådant
Mens vi venter på Godot er et partitur og skal behandles som et sådant, hvis man vil forstå og rigtig mærke, hvad Samuel Beckett har villet med det. Noget så unikt som at mærke, hvor forskellig kvaliteten af en pause, en tavshed og en stilhed føles sammen med et publikum. Det er teatrets magi, og kan gøre mig helt lykkelig.”
Roller, der kræver det ypperste
Hvilken oplevelse/forestilling har været så skidt, at den bragte dig i en ny retning?
“Jeg fortryder, at jeg lod mig overtale til at spille far i to Far til Fire-film. Det var et kommercielt valg, som sandsynligvis betød en mængde brændte broer til film- og Tv-produktioner af mere kunstnerisk karakter, som er det, jeg altid har brændt for.”
Det ville være smukt med flere ture med Beckett og med Halfdan
Hvad glæder du dig til nu i din karriere?
“Jeg håber da, at der kommer roller, som vil kræve det ypperste af mig som skuespiller. Helst med dygtige erfarne instruktører, som kan udfordre og rykke mig hen, hvor jeg ikke har været før. I opsætninger, hvor formen ikke overdøver indholdet. Det ville være smukt med flere ture med Beckett og med Halfdan.”
Fra Teater Vestvolden til dogmefilm
Hvilke personer har været afgørende for din karriere?
“Først og fremmest vil jeg nævne Birgit Gad, der som leder af Egnsteatret Vestvolden så et spirende talent i en ung fyr fra Jylland. Birgit Gad anbefalede mig derpå til Maria Stenz, som instruerede min første professionelle forestilling Den Lille Prins på netop Teater Vestvolden i 1984.
Først og fremmest vil jeg nævne Birgit Gad, der som leder af Egnsteatret Vestvolden så et spirende talent i en ung fyr fra Jylland
Jeg skylder filminstruktør Henrik Ruben Genz en stor tak, fordi han castede mig sammen med Henrik Lykkegaard til sin afgangsfilm Omveje, som åbnede andre instruktørers øjne for mine evner på lærredet. Og som var grunden til, at Søren Kragh Jacobsen valgte mig til rollen som RUD i filmen Mifunes sidste sang, som gav mig afsættet til rigtig mange spændende oplevelser i film- og Tv-sammenhæng. Mere end 50 er det blevet til siden 1995.
Jeg er her også nødt til at fremhæve Peter Schønau Fog, som valgte at give mig en kæmpegave og udfordring i form af hovedrollen som Mælkemanden Johannesen i filmen Kunsten at græde i kor.”
Verdens bedste teaterstykke
Hvilken forestilling vil du særligt fremhæve som betydningsfuld?
“Jeg vil fremhæve mit møde med Samuel Beckets Mens vi venter på Godot som et af højdepunkterne i min karriere, dels fordi det er verdens bedste teaterstykke, dels fordi jeg foreløbig har fået lov at spille det to gange, først i 1995 og sidste gang i 2013 med vores hjemlige Becket-ekspert Morten Grunwald som instruktør. Og drømmer om at spille det igen til mit 50-års jubilæum.”
pludselig havde jeg rollen som Cogsworth i Beauty and the Beast på Det Ny Teater
Hvad betyder musikken for din karriere?
“Musikken fik sneget sig ind på et tidspunkt, hvor jeg havde spillet en del tunge roller, som f.eks. Olle i Drengene i skyggen på Odense Teater, for pludselig havde jeg rollen som Cogsworth i Beauty and the Beast på Det ny Teater, og kort efter var jeg blevet en del af kvartetten More Jacks, hvor jeg nu på femtende år og med fire forskellige shows i bagagen optræder sammen med Stig Rossen, Keld Heick og Jesper Lohmann.”
