★★★★☆☆ Det magiske klippekort – kærlig, musikmagisk fortælling om sorgen

Signe Kærup Dahl og ZeBUs fine Det magiske klippekort inspirerer med et drys af magisk eventyrlighed til at tale ukompliceret om komplicerede følelser i sin fortælling om Gerda, der mister sin elskede morfar, og hendes vej tilbage gennem fantasien med hunden Santana ved sin side.

“Der var engang en pige, der hed Gerda, og hun var noget helt særligt”. Sådan begynder historien om Gerda og morfar, der med et drys af magisk eventyrlighed taler om sorgen, når man mister sine kære, til børn i 6-11 års alderen.

Solsikker og bare tæer

Først er alt lys og lykke. Solsikker og bare tæer. Hos morfar i det lille skæve hus med klare, glade farver og solsikken som emblem. Gerda kommer med bussen, hvor hendes hund, Santana, har lavet ravage. Santana er opkaldt efter en af morfars guitarhelte, og han sidder da også selv og komponerer, da Gerda dukker op.

Hun kaster sig ind i digtningen af en årstidssang, gennemstrømmet af glæde over det musikalske fællesskab. Sangen ender med et rim på “efterår” og “tiden, der går og går”, og varsler dermed stilfærdigt, at alt ikke varer evigt.

En dag blev der stille

Men lige nu er der gode snakke om det mystiske i, at man begraves i jorden, men ender i himlen. Gerda forstår det ikke helt, men måske er det, fordi “alt er som her bare omvendt”, når man er død. Santana, som føres med charmerende hundenærvær af Astrid Kjær Jensen, gør kunster, før morfar hiver det magiske klippekort frem. “Et klip, en tur”, og så er de på vej ude på savannen på fantasiens fælles vinger.

Det magiske klippekort tager os således med ind i hjertet af Gerda og morfars nære forhold, som vi skal mærke for at kunne forstå tragedien, da det en dag bliver stille, og morfars stol pludselig er tom. Kun hans jakke med solsikken i knaphullet er tilbage, og den kryber Gerda ind i, mens hun hjerteknusende enkelt siger: “Jeg blev så ked af det, at jeg ikke kunne trække vejret.”

Ikke engang Santana kan trænge igennem til den sorgbetyngede pige. Og dog, for hvad er nu det i lommen? Klippekortet, der nu kan bruges til at møde morfar i mindet.

Solen og den grå sorg får krop

Erkendelsen af, at han findes der, men ikke kan komme med tilbage, spilles smertefuldt kropsligt frem af Nanna Eide, der i det hele taget får placeret sin Gerda, så vi både kan le og frydes og mærke sorgen med hende. Jonas Munck Hansen går fint ud og ind af rollen som morfar, som musiker og som fortæller.

Det magiske klippekort rummer både solen og den grå sorg i et univers, hvor glæden kan genfindes i nye venskaber og i det lille skrin i hjertet, hvor mindet bor. Det svære tema får en enkel form med genkendelige relationer og følelser, der får en ekstra lille accent med Santanas let afkodelige hundesprog. Forestillingen rammer måske især den yngste del af sin målgruppe, men inspirerer kærligt alle – store som små – til at tale ukompliceret om det komplicerede i livet.

Forestillingstrailer