Direktør i WILDTOPIA Karen Toftegaard, der rådgiver kreative organisationer og personer i Danmark og globalt om strategi, reflekterer over sin tid som fellow i ISPA – International Society of Performing Arts i USA, og sætter fokus på de omvæltninger, den amerikanske kulturbranche går igennem netop nu, og hvordan den vil have effekt på det internationale samarbejde.
I januar 2022 stod jeg på et tomt Times Square – uden biler, uden mennesker. For New York var ramt af Covid. Byens januar-festivaler havde alle aflyst et par uger forinden min rejse – primært på grund af, at deres medarbejdere og kunstnere var ramt af Covid. De eneste, der havde en forestilling i New York var de sejlivede irere på The Irish Institute of New York – meget passende forestillingen Hard to Be Soft – a Belfast Prayer af koreografen Oona Doherty.
Den irsk-amerikanske befolkning i USA er syv gange større end i Irland. Man kan ikke dykke ned i kulturlivet i New York uden straks at mærke det USA, der er baseret på immigranter fra forskellige verdensdele, som tog til USA gennem flere århundreder for at få de muligheder, som deres hjemlande ikke kunne give dem. Langt de fleste har slægtninge, der tog rejsen over Atlanten til USA. Min oldefars bror immigrerede. Min fars kusine giftede sig med en ranch-ejer i USA.
Den amerikanske ånd
Jeg reflekterer her over årene som dansk fellow i fellowprogrammet for ledere midt i deres karriere i den amerikanske organisation ISPA – International Society of Performing Arts 2021 – 2025. Jeg har lært af den amerikanske ånd – at tænke større og stoppe med at spille lille. ”We’re in the U.S., you’re allowed to speak highly of yourself”.
Den personlige power og entreprenørskabsånd giver respekt i den amerikanske kultur. Selvpromovering og selvtillid er opmuntret her i modsætning til den danske kultur, hvor Janteloven holder dig på plads. Jeg er stolt tilhænger af det danske velfærdssystem, hvor de stærke hjælper dem, der har brug for det. Samtidigt vil jeg også gerne have højere til loftet – selvom det lige nu set udefra virker, som om det kun er en lille del af det amerikanske samfund, der har mulighed for det.
LÆS mere om ISPA’s fellowshipprogram her
Vi befinder os i en krise
USA’s kulturbranche står i en krise, hvor der sker en værdiunderminering, idet Trump forkaster en række moralske værdier, som er essentielle for, at et samfund kan fungere. Hvilke strategier vælger USA’s scenekunstbranche (og de andre kulturbrancher) for at navigere i den krise? Hvordan påvirker det de relationer, som jeg selv og andre kulturprofessionelle fra verden over har opbygget med USA gennem årene? Hvordan opretholder man kulturen i modgang og konflikter?
Jeg deltog i en rundbordssamtale om netop det spørgsmål hos ISPA her i januar. Et af perspektiverne ved bordet var, at kunsten nemt bliver skubbet over i at være enten sort eller hvid, men at kunstens opgave netop også er at kunne give plads til det grå – det ubehagelige.
Ahmed El Attar, leder af den egyptiske festival D-CAF, gjorde, som repræsentant fra det arabiske del af verden opmærksom på, at en stor del af problemet ofte var ”Western moral superiority”, dvs. at vesterlændinge ser sig selv som moralsk overlegne, og at den indstilling ødelægger meget. Hvis man altid tror at man har ret, er det svært at lytte oprigtigt til andres perspektiver. Den betragtning bliver ved med at dukke op i mine tanker, for hvis man virkelig går med den, hvordan ser verden så ud, hvis man reelt lytter til de andres perspektiver? Altså sådan rigtigt, uden antagelser eller selvretfærdighed?
Stay in the conversation
Måske skal vi i Danmark også til at vælge en mere proaktiv kulturpolitisk strategi, der fokuserer på relevans og synlighed? Og et langt mere anerkendende samarbejde med Grønland og Færøerne. Måske skal vi se på nogle af de stærke kulturdiplomatiske aktører, som formår at skabe internationale relationer og gøre opmærksom på deres egen identitet, som det franske mindretal i Canada – Quebec og Taiwan – det smukke land med en serie-koloniseret historie, domineret af både Kina og Japan.
Og når jeg tænker på, om det måske også bliver tid til at foretage et brud med USA som en konsekvens af Trumps aggressive fremfærd og strategiske konsolidering af sin magt, så husker jeg på et møde, jeg havde med en erfaren British Council-direktør for de Nordiske lande, lige da Rusland havde invaderet Ukraine.
Jeg havde arbejdet kulturdiplomatisk med en åben, dialog-baseret tilgang, og nu oplevede jeg baltiske samarbejdspartnere og en dansk kulturminister, som var imod al form for samarbejde. Det ville jeg selvfølgelig respektere. Men jeg ville også gerne respektere de russiske aktører, som ikke arbejdede pro-Putin, men som arbejdede for at skabe kunst og kultur i et land, der havde brug for det. Så jeg spurgte ham om et råd til at håndtere den situation. Han svarede, at British Council altid har sagt: ”Stay in the conversation”.
Dét råd har jeg taget med mig i det kulturdiplomatiske arbejde. Man kan fortsætte en respektfuld dialog, selvom man af politiske årsager ikke kan have et konkret samarbejde. Spørgsmålet, der bliver hængende hos mig, er, hvordan vi stiller os i Danmark – ikke bare forsvarsmæssigt, men også kulturmæssigt?
Kommentaren er udtryk for skribenternes egen holdning.
