★★★★★★ Jeppe på bjerget – genial klassikerupdate

Christian Lollikes fortolkning af Jeppe på bjerget på Aarhus Teater formår på én gang at være både provokerende radikal og vidunderligt tro mod Holbergs original. Det er forførende godt teater, som man bare ikke kan tage øjnene fra. Og lige præcis derfor skal vi skamme os.

Lollike viser med Jeppe på bjerget, at han er en mester i at lave teater, man på alle måder får ondt i maven af. Jeg både skraldgrinede af samfundets absurditet, smertedes ved tragediens dybde og blevt ramt af hans svirpende kritik. Men han spilder da heller ingen tid med at slå tonen an.

Allerede i forestillingens åbningsscene får vi Lollikes mesterlige sans for tragikomik. Jeppe ryger en smøg på sin altan i en grå betonblok med en halvhjertet arm rundt om datteren, imens konen sutter løs på en mandlig kunde inde i lejligheden. Nanna Bøttchers Nille forener absurd humor med voldsom brutalitet i sin hverdagslige måde at tage imod penge, for så at gå ud, læne sig ud over altanen og spytte kundens sæd ud af munden lige foran Jeppe og datteren. Så er vi ligesom i gang.

Overklassens underholdning

”Ej, nu må I kraftedemig holde op…”, siger Jeppe senere til publikum, da han efter en druktur vågner i en stor guldseng og ikke tror sine egne øjne. Han er også i 2025 blevet det mere eller mindre tilfældige offer for overklassens prank. Men på sublim samfunds- og selvkritisk vis er Baronen i denne udgave en hvid, mandlig kunster, som mangler et nyt prestigeprojekt.

Jakob Madsen Kvols og resten af ensemblet leverer en morsom karikatur af kunstnereliten, der iført selvhøjtidelige miner og gennemsigtige bluser begræder tabet af deres hvide privilegier, imens de gladeligt modtager priser og anerkendelse. I en tid, hvor verden vil have levede erfaringer, må de ty til at bruge virkelige mennesker for at få den autenticitet, de selv har mistet. Det er ikke længere nok bare at springe ud som queer, hvilket Baronen ellers har prøvet.

Den intetanende og uforbederlige Jeppe, og senere også hans pengesultne familie, kommer derfor med i konstruerede filmede scenarier, der undersøger om underprivilegerede mennesker kan forvandles, hvis deres rammer ændrer sig. Realityshow møder kunstprojekt i en sand kavalkade af megafede teatergreb, der både minder os om, hvorfor Holbergs komedier stadig lever i dag, og hvorfor teatret kan noget helt særligt.

Hvorfor drikker Jeppe? 

I stedet for at være en drukfældig bonde, som i Holbergs original, er Jeppe en drukfældig ekssoldat, der ligger paralyseret af krigstraumer på den sorte lædersofa, imens konen prostituerer sig og datteren flygter ind i en gaming-verden.

Men Jeppes flugt gennem flasken hjælper ham ikke. Selv i den dybeste rus hjemsøges han af de mennesker, han har slået ihjel. Jeppes genfærd kan mærkes helt ude på tilskuersæderne takket være et indhyllende, blodrødt lys og tre dansere fra Holstebro Dansekompagni, som er stærkt til stede med groteske positurer, zombielignende masker og hakkende bevægelser.

Med denne opdatering placerer Lollike fortællingen i en samtid, hvor den sociale taberklasse er mere parabolejere end fæstebønder. Nok er Jeppe stadig selvmedlidende og egoistisk, men han bliver også en tragisk person, som man faktisk har ondt af, ikke mindst fordi Thure Lindhardt har publikum i sin hule hånd fra start til slut. Man både væmmes ved, drages af og har sympati for den forsmåede veteran.

Pilen peger også udad

Det udsøgt lækre og meget grusomme ved hele konstruktionen er, at man som publikum er guilty as charged. Forestillingen, og dermed kulturelitens udnyttelse af Jeppe, er virkelig, virkelig underholdende. Der er ikke mange forestillinger, som sømløst kan rumme både Kringsatt av fiender, Opera, Vamos a la playa og I Danmark er jeg født. Men denne kan. For ikke at tale om filmede ekskursioner ud af teatret, en sabelsluger og en retssag, hvor alle snakker et påtaget Texas-engelsk.

Men min lyst til bare at sluge det hele råt skyldes mere end noget andet kombinationen af et utroligt velspillende cast og et virkelig helstøbt koncept, hvor lys, lyd og billeder hvirvler os rundt mellem krystalklare stemninger, hvad enten vi er på værtshuset, barokslottet eller i det vilde vesten.

Replikkerne rummer, som det øvrige æstetiske univers, mange lækre detaljer, som fx når en dommer anklager Jeppe for at have ladet som om, at han var en anden, og Jeppe kigger ud på publikum og mumler: ”Ja, hvem fanden gør ikke det?”. Alle de medvirkende viser i det hele taget forrygende komisk timing, fra Thure Lindhardts mestring af det himmelfaldne blik over Oskar Salvatores overfornøjede kammertjener til Amanda Friis Jürgensens skumrende kvindelige kunstner.

Holberg føles højaktuel

Jeppe på bjerget er ikke bare uhyre gennemført teater. Det er også komplekst tankeguf, som på én og samme tid er en selvudstillende satire over kulturelitens selvhævdende jagt på det autentiske og en rammende tragedie om de mennesker, der sidder uhjælpeligt fast i de højere klassers udnyttelse. For slet ikke at tale om den pris det den enkelte soldat betaler for at forsvare et Danmark, der i det store og hele er ligeglade med deres traumer, så længe vi kan synge fællessang.

Og samtidig er den så tro mod originalens ånd og centrale teatergreb, at hvis man aldrig rigtig har forstået, hvad vi skal med Holbergs komedie i dag, skal man bare se denne forestilling.

LÆS også ISCENEs anmeldelse af Det Kongelige Teaters Jeppe på bjerget her