Dystopi og visuel skønhed i to af årets afgangsforestillinger

Nye scenekunstnere springer ud i løbet af foråret, der derfor også byder på afgangsforestillinger fra uddannelserne på blandt andet Den Danske Scenekunstskole. ISCENE lagde vejen forbi #Jeanne med skuespillereleverne fra Aarhus Teater og Resten kender du fra film fra Odense Teater.

Både #Jeanne og Resten kender du fra film er baseret på mindre kendte tekster, hvilket er et udmærket valg, når man skal præsentere nye spillere på scenen. Begge tekster er også nyfortolkninger af dels en myte, dels et klassisk skuespil, og de taler med deres afsæt i kriser og kaos direkte ind i samtiden.

I #Jeanne er verden tiltet. Uligheden i samfundet kan simpelthen ses visuelt i det mareridtsagtigt skæve univers. På den ene side af den frosne sø bor lille Jeanne med sin familie i højhuset i det sociale, gentrificerede boligkompleks, hvor alt er gået i stå. Engang var man måske stolte arbejdere, men nu sidder man sløvt foran skærmene. Fra den anden side af søen skimtes nemlig det gyldne lys fra de riges boliger, som måske er det pureste guld.

Lille Jeanne rejser sig som sin navnesøster til dåd og drager over søen for at rette op på uretfærdigheden. Hendes kamp er mod neo-liberalismen, der efterlader de svage på perronen. Men den er også et opråb til de voksne, der har givet op og ikke kæmper for deres børns fremtid. Så lidt Greta er der også i den asketiske Jeanne-karakter, der retter en anklagende finger mod de voksne.

Krystalliseret smerte

Kroatiske Ivana Sajkos tekst fra 2023 er moderne kapitalismekritik. Der er mange ord og Camille Sieling Langdal vælger i sin iscenesættelse at gå med et stiliseret udtryk, der fremmer oplevelsen af de voksnes næsten zombieagtige apat og dystopiens uafvendelighed. Det kræver noget af spillerne, der for fleres vedkommende også skal spille væsentligt ældre karakterer, end de selv er.

Alberte Riis Alexis Ibsen, Alvilda Lyneborg Lassen, Andreas Bruun Pedersen, Katinka Launbjerg, Kevan Soliman og Rasmus Grarup Elbo honorerer opgaven på bedste vis og formår at give figurer, der netop ikke er naturalistiske, men levende krystalliseringer af smerte, desperation og små glimt af håb. Det er samtidig et musikalsk hold, der jævnligt giver sorgen frit løb i sange.

“Man må tro på noget,” siger Jeanne. Men hun vender aldrig tilbage til højhuset, og spørgsmålet er, om den ældre generation overhovedet kan rejse sig fra sofaen og gå til kamp. Der er ikke meget håb i værket, hvis univers forlænges i Katrine Krohns suggerende, gustengule scenografi. Håb er der til gengæld for de seks unge spillere, der alle forløser den forkrampede spillestil, så man får lyst til at se mere.

Stilren tragedie med subtile dybder

Afgangsholdet fra Odense har også valgt en kompliceret tekst, nemlig Resten kender du fra film, Martin Crimps nyfortolkning af Euripides’ Fønikerinderne. Titlens kvinder er i holdets version blevet til skræmmende, androgyne tegneseriefigurer, der som en klon af Disney og emojis rummer subtile dybder.

Udover de syv på scenen er også det kunstneriske hold næsten udelukkende afgangselever og instruktør Magnus Emil Høgsbro-Nielsen, scenograf Veronica Fabon og lysdesigner Jakob Juul lykkedes imponerende godt med deres grusomme, stilrene univers.

Crimps tekst er tro mod stoffet fra Euripides, hvor Iokaste spændes ud mellem sine sønner Eteokles og Polyneikes, der kæmper om magten i Theben. Hendes bror Kreon blander sig med endog mere tragedie til følge, da Iokastes datter Antigones principper ikke lader sig bøje. Det er genkendelige temaer trukket til det ekstreme og forsiret ind i den fremagende tekst løber også samtidens konflikter og oplevelse af kaos.

En rystende forestilling

Amalie Bergholdt Hansen, Christopher Foeyoh Nallo, Frederikke Thomassen, Laurids Skovgaard Andersen, Malte Conradsen, Mia Plantin og Oskar Bjarke Windfeld smelter ind og ud af navngivne roller og de intimiderende dyre-fønikerinder, der smyger sig om dem og leder dem længere ud i fortabelse som en tydelig pendant til tidens umættelige behov for at underholde sig med medierede, udstillede menneskeskæbner trods den stadigt mere dystre realitet, vi befinder os i.

Det visuelle univers er dragende i sit spil mellem hvidt, sort og pangfarver. Et relief glider op, en dør klapper i, på en bagtrappe hænger våben klar til brug i det gyselige drama af magt og jalousi – og et skarpt fokus på Antigone-figuren som et barn, der ser for meget for tidligt. Det er en rystende forestilling, der ikke sætter en fod forkert i en samlet kunstnerisk vision, der giver flot plads til de enkelte spillere.

Både Aarhus og Odense byder atter ind med nye, stærke spillere, der nu skal ud og virke på landets scener. dejligt er det også, at de øvrige discipliner fra Den Danske Scenekunstskole også præsenteres, så de unge kunstnere får mulighed for at vise talenterne frem til et større publikum.