Ti år med SHAKES og stadig forelsket i konceptet

I ti år har man hver sommer kunnet møde SHAKES crazy-musikalske fortolkninger af Shakespeares forestillinger i Ørstedsparken. I år har to af de fire initiativtagere til konceptet instrueret forestillingen for første gang. ISCENE mødte dem til en snak om anarki, passion og faren for at blive en institution.

Et tiårsjubilæum får ofte en til at kigge tilbage på minderne, men åbner også spørgsmål om, hvad de næste ti år skal bringe. En stille Grundlovsdag mødte jeg Karin Bang Heinemeier og Mads Riisom i kælderen under Folketeatret til en snak om jubilæet og om der er behov for at tænke nyt.

Der var ingen tiårsplan

”Om ti år er vi næsten 60,” siger Mads Riisom tankefuldt, da vi vender blikket mod fremtiden derude. De to skuespillere, der sammen med dramatiker Thomas Markmann og scenograf Julie Forchhammer udgør kollektivet bag Shakes-konceptet, lagde da heller ikke en tiårsplan, da de gik i gang.

”Vi har bare taget en forestilling ad gangen, og vi har også brystet os lidt af at det med at være nybegyndere. Vi har haft en form for respektløshed overfor processen, fordi det har været så spontant,” fortsætter Mads. Den nonchalante tilgang til planlægning flugter også godt med konceptets generelt iboende anarkisme, som de begge hylder som drivkraft i arbejdet.

”Det har været vores fordel i forhold til teksterne, at vi både tager dem alvorligt og ikke alvorligt,” siger Mads. Og Karin vender tilbage til starten på det hele: ”Vi havde en ambition om at spille Shakespeare for dem, der ikke troede, at teater var noget for dem. Så vi forkorter og forenkler meget og skruer max op for de store følelser hos Shakespeare.”

Mads tager tråden op: ”Det startede som et frirum, som var mindre forpligtende, end det vi ellers lavede som skuespillere. Vi kunne putte noget af Meat Loaf ind, bare fordi vi synes, det var en fed sang. Vi ville gerne tilbage til dengang, teatret bare var at stille sig op på en kasse. Vi ville skrælle alle virkemidlerne væk med en simpel intention om at komme tæt på publikum og sørge for, at de ikke gik derfra og følte, at de ikke havde forstået forestillingen.”

Mødet i parkens åbne rum

Ønsket om at nedbryde skellet mellem scene og sal gik i første omgang ud på at opsøge publikum, hvor de var: ”Vores første forestilling var i skaterhallen Game på Vesterbro, hvor der i forvejen var en masse unge. Kasper Wilton og Lotte Undén fra Folketeatret så os der og spurgte, om vi vil samarbejde med dem,” fortæller Karin. Hun fortsætter:

”Så har vi spillet her i Ørstedsparken lige siden, og det har vist sig at være et utroligt dejligt spillested, hvor folk kommer forbi under prøverne og spørger, hvad vi laver. Til forpremieren i år var der en flok pivstive teenagere, der tilfældigt kom forbi og var helt med. Næste dag kom de igen, og da var de blevet ædru. Vi måtte lige sige til dem, at de godt måtte snakke lidt mindre, men det er da sjovt, at de bliver fanget ind og digter med. Det er det, det åbne rum i parken kan”.

Mads nikker og peger på, at samarbejdet med Folketeatret gav en god ramme: ”Vi ville så meget i starten, vi havde gigantiske ambitioner, og så kom de med et enkelt koncept, der bare fungerede og stadig gør det. Det er meget smukt og også afklarende som skuespiller, at det eneste, vi har, er publikum,” siger han og Karin supplerer: ”Det er så generøst det rum. Folk kan virkelig se, hvordan vi står og sveder og pruster som skuespillere. Det er verdens pæneste scenografi med den lille sø bagved, men ellers er der ikke andet end publikum og os og de crazy kostumer.”

Intentionen med at tiltrække ikke-teatervant publikum er lykkedes: ”Der kommer rigtig mange, der ikke har set teater før og opdager, at de sagtens kan relatere til det. Som skuespiller er vi tvunget til at spille som skudt ud af en kanon. Det skal være meget ekspressivt, og det er lidt et sats, om det bliver for meget, men jeg har lært meget om mig selv som skuespiller ved at få fat i den der ur-ting,” fortæller Mads.

At se andre blomstre

Hverken Mads eller Karin havde forventet at skulle arbejde med Shakes i ti år: ”Men det valgte sig selv, fordi publikum kunne lide det. Vi startede med, at der sad 50 og så pludselig sad der 500 på en aften og klappede, før vi overhovedet var gået i gang. Da vi spillede Romeo og Julie det tredje år, havde vi en følelse af at blive blæst bagover. Det var magisk at mærke den hype, at mærke at publikum var på og råbte og skreg og kastede med mad, som vi havde drømt om,” ler Mads og tager et par svømmetag i det imaginære publikumshav.

”Publikum kommer op efter forestillingen og siger tak. Nogle af dem er helt færdige af grin og andre er meget rørte. Det er en meget konkret oplevelse af, at skellet mellem scene og publikum er væk,” fortsætter Karin, mens Mads flere gange vender tilbage til, at det hele startede som et kærlighedsprojekt:

”Vi startede, lige da Trump kom til i 2016, og vi snakkede for nylig om, at SHAKES var godt til tiden. Jeg synes ikke, det er banalt, det vi laver, men det taler meget til kærlighed, til glæde, fantasi og eventyr som en teaterfest. Og det har været enormt rørende at mærke den kraft strømme tilbage fra publikum. Det har været spændende at udvikle sig i som skuespiller og at se andre skuespillere komme ind og blomstre i det.”

Fedt at skabe jobs

Karin griber bolden og peger på, at SHAKES også er blevet en måde at skabe jobs på: ”Det er så fedt at kunne give andre et job. Lige efter corona ansatte vi kun nyuddannede. Men det handler selvfølgelig om at finde nogle spillere, der fungerer i formatet. Man kan ikke være så forfængelig, og man skal have en vis ekspressivitet. Ofte spørger de nye, hvordan man gør SHAKES, men det er jo hvert år de fem spillere, der er der, der gør det sammen,” smiler hun.

Netop elementet af improvisation er vigtigt for Karin, både i forhold til at udvikle teksten, og når man som spiller får en gave, hvis der pludselig kommer en hundelufter hen over scenen.

”I dag er faggrænserne ikke så hårde mere, og jeg oplever i mange sammenhænge, at vi improviserer en del af teksten frem, som vi har gjort med SHAKES fra starten. I år har vi været meget inde over tekstbearbejdningen, fordi vi er instruktører. Det har været vildt lærerigt,” siger hun. Og rollen bag scenen er også en måde at holde konceptet levende på. Det må nemlig ikke blive for ordentligt med faste aftaler, hverken på eller bag scenen. Improvisation er nerven.

Kollektivet og lederskabet

De fire initiativtagere deles således om opgaverne, men kan også tage et år fri af og til: ”Vi har penge til én forestilling om året, men der er en masse arbejde før prøveperioden, og det er dejligt at være fælles om det,” siger Karin, mens Mads nikker: ”Det er et con amore-projekt, hvor vi kender hinanden virkelig godt. Det er en god kontrast til de andre ting, vi laver, og netop det kollektive giver noget til det, vi skaber.”  

”Vi er ikke lederuddannede, og det kan jeg godt mærke en gang imellem, når der er mange opgaver. Dybest set er jeg ikke så optaget af den del,” siger Karin, mens Mads peger på, at de har lavet masser af fejl undervejs: ”Det har været en proces at lære, og vi er bare fire mennesker med hver sin karriere ved siden af, så det er da en udfordring i takt med, at tingene er blevet større. Så sidder man der i en nattetime og finder logoer frem og svarer mails,” sukker han

Af og til kunne de godt ønske sig en producent, men hvor de tidligere har haft berigende samarbejder med instruktører som Thomas Hwan og Petrea Søe, der ledede produktionen, har de selv påtaget sig opgaven i år: ”Det var for at prøve noget andet, og det har været vildt inspirerende at stå et andet sted. Jeg var så glad til premieren, fordi jeg kunne se, at alt det, vi har bedt skuespillerne om, virkede,” stråler Karin.

Køn og kærlighed

Hun var nervøs på en ny måde til premieren: ”Normalt ved man, at man skal ind og fyre den af på scenen, men nu måtte jeg bare læne mig tilbage og give min energi til dem,” siger hun.

SHAKES spiller Helligtrekongersaften i år og sætter dermed atter kærligheden i fokus: ”Vi har prøvet at gå tilbage og gøre det så skrabet som muligt. At stå ved, at det bare er en kærlighedshistorie. Det er en af Shakespeares bedste komedier, og en man kan gøre ret enkel i forhold til mange andre af hans dramaer. De handler om mange ting og har tit mange plots, men denne tekst handler virkelig om kærlighed, om forelskelse og maskefald. Og vi er gået efter at lave en forestilling, som man går forelsket fra,” fortæller Mads, og Karin bryder ind:

”Jeg synes, det var så dejligt, da jeg gik hjem fra premieren og tænkte på, at man kunne mærke alle de forskellige former for kærlighed. Når det går galt, når det bliver gengældt, når man bliver afvist eller misforstår hinanden. Vi har mere af Shakespeares tekst med, end vi plejer, og det er jeg stolt af. Jeg glæder mig til at se, om publikum tør omfavne det.”

Iscenesættelsen spiller på køn, men alder har også betydet noget i castingen: ”Vi har castet med modsat køn hele vejen igennem, og så har vi Tina Gylling Mortensen i rollen som den unge Viola. Vi synes, det var spændende med en mere moden skuespiller i den rolle. Så hun kan fungere mere som en katalysator, der kan ændre noget som i et drømmespil,” forklarer Mads, mens Karin atter glæder sig over, at det er lykkedes at opløse kønnet på forskellige måder i forestillingen.  

Vi kan ikke blive en institution

Vi har flere gange undervejs i samtalen strejfet risikoen for at stivne i en rutine. Men de to tror på, at konceptets anarkistiske grundtone vil forhindre den skæbne, som andre kunne se som en mulighed for fast arbejde resten af livet:

”Det er en lille fare for det, og vi spørger også hele tiden hinanden, hvordan vi kan udvikle os i det. Eller om vi skal droppe det eller måske give det til nogle andre, der kan udvikle videre på det,” reflekterer Mads, da vi mod slut atter prøver at kigge fremad: ”Vi kan jo ikke ende som en stor institution. Sådan et teaterkompagni er vi ikke, men vi har en formel, der virker, og som folk er glade for. Så hvordan fornyr man det?” spørger han retorisk og giver selv et par bud:

”Vi har lavet en film, der udfordrede os lidt og gjorde konceptet nyt, fordi vi ikke vidste, hvad det kunne,” smiler han. Et andet konkret projekt er små 20-minutters bidder af Romeo & Julie, som de to skal rundt med og måske en juleforestilling.   

Lige nu er der dog mest fokus på årets forestilling. Der bimler en SMS ind, netop som vi er ved at runde af, og arbejdsdagen bliver lidt længere for de to nyslåede instruktører, der ikke ser ud til at blive trætte af arbejdet med SHAKES lige med det første.