★★★★★★ Noter om Blanche – årets monolog

Nanna Cecilie Bang leverer en pragtpræstation af de helt sjældne i sin egen Noter om Blanche, der forløses intenst af Husets Teaters chef Liv Helm. De rækker ud efter det smukke og strejfer det i en monolog, der konstant leger kispus med virkeligheden og alligevel formår at skære rent til det eksistentielle ben.

Nanna fortæller ikke sandheden, men det, der burde være det. Blanche vil ikke have virkelighed, men magi. Ikke sært, at den første spejler sig i den anden, men samtidig også rædselsvækkende, når man ved, hvordan Blanche endte med at blive kørt på “sindssygehospitalet”.

Smil gennem tårer

Det var selvfølgelig i Tennessee Williams drama Omstigning til Paradis. Nannas crush er på filmudgaven med Vivien Leigh som den virkelighedsflygtende Blanche. Og med Marlon, oh Marlon Brando som Stanley, der står så voldeligt smuk i den sort/hvide filmregn og råber “Stella”. Nanna maler billedet op og tænker “Gå ned til ham”, selvom hun da godt ved, at “det skal man ikke tænke”.

Men det er først, da hun har suget os ind i sit helt særlige univers af stakåndet nervøsitet, speedkække bemærkninger og metareferencer ad libitum. I den menneskelige labyrint, hvor man “altid er ved at gå i stykker”, og derfor må smile glad. Hvor man tit er glad og “vil dog gerne græde”. Her kan vi mærke trangen til at gå efter Stanley, efter den smukke ødelæggelse.

Ind til smerten

Nanna har det lidt svært med stilhed og må fylde selv pauserne ud med den evige plaprende søgen efter en virkelighed, hun kan være i. Den begavede, humoristiske talestrøm, der kredser og kredser og som et varmesøgende missil med usvigelig sikkerhed skærer igennem til smertepunkterne.

For hvordan kan man elske en, der er uddannet til at lyve? Hvordan ser man ud, når lyset bliver tændt og magien fordamper? “Man må ikke afsløre folk, der lyver”, insisterer hun, for “I mit hjerte løj jeg ikke.” Vi skal med ind til smerten og ydmygelsen. Til “den totale ødelæggelse”. Det sted, hvor alt er nøgent, men man alligevel ikke ved, om det er sandt, hvad man fortæller. Hvor ingen tror, hvad man siger. Hvor man måske har fundet på det hele.

Det er en rasende god tekst, der konstant leger kispus med virkeligheden, og alligevel formår at skære rent til det eksistentielle ben. Vi er lige her og nu, men konstant åbner gulvet sig under os i et frit fald gennem det medierede og oplevede kaos, der ikke kan filtres fra hinanden, men som i blodige præcisionssnit blotlægger definerende øjeblikke, der atter flås op og hvirvles med videre i kampen for at fange virkeligheden.

En pragtpræstation af de sjældne

Det er også en rasende god iscenesættelse af Liv Helm, der får niveauer, stemninger og illusionsbrud til at balancere med dirrende, insisterende effekt og kropslighed i al metastormen. Nanna taler til os hele tiden, i få øjeblikke mest lavmælt til sig selv. Som musik bølger hendes stemme i toner af manisk higen, indsmigrende flirt, nøgtern registrering, selvironi, demaskeret smerte og nøgen resignation.

Hun beder os om penge og tre tilskuere bliver tildelt roller, men “please, kom ikke herop”. Nærhed og fravær. Drøm og brat opvågnen. Magi brydes af praktik, når backstage kommer frontstage og flytter rundt på ting og hundser med Nanna.

“Ku’ vi lave en Houdini og bare forsvinde herfra”, synger Marie Key melankolsk til sidst. Men livet kan man ikke forsvinde fra, og selvom klumpen i halsen presser på, har man faktisk heller ikke lyst til at forlade Nanna og og hendes noter om Blanche. Halvanden time er langt for en monolog, men jeg levede med i hvert eneste sekund, for her er trods masker og magi meget på spil. Nanna Cecilie Bang leverer en pragtpræstation af de helt sjældne i samarbejdet med en instruktør, der kan holde intensiteten flydende mellem isnende skarp og hjerteblødende ren.

De rækker ud efter det smukke og strejfer det i en monolog, der er helt moderne og samtidig uden for tiden i sin kompromisløse omgang med det menneskelige.