★★★★☆☆ Kammerat Napoleon – helstøbt ensembleforestilling

Odense Teater byder velkommen på Grevegården i Kristoffer Lundbergs dramatisering og iscenesættelse af George Orwells klassiske roman Kammerat Napoleon. I en flot, gennemført forestilling bliver revolutionsromantikken sat under lup, og vi får en dyster påmindelse om, hvad magt gør ved selv de bedste intentioner.

På Grevegården har dyrene fået nok! De er trætte af menneskenes dovne tyranni, og under ledelse af grisene gør de oprør mod deres herskere. De trækker sig sejrrigt ud af revolutionen, og nu venter en ny verdensorden for gårdens dyr, befriet for menneskenes åg. En verden, hvor alle dyr er lige, men – skal det hurtigt vise sig – nogle dyr er lidt mere lige end andre.

Visuelt betagende

Katrine Krohn og Reumertvinder Frederikke Dalum har skabt kostumerne, der mimer de forskellige dyr. Flere af spillerne, herunder Napoleon og de andre grise, er derfor maskerede med elefanthuer under hele forestillingen. Det er unægtelig lidt af et benspænd for spillerne, men valget er konsekvent og gennemført.

Krohn og Dalums scenografi er yderst vellykket. Det store, tomme, hvide rum med et naivistisk gårdtableau centreret på en flittigt anvendt drejescene ligner en krydsning mellem en snekugle og en petriskål. Som et fint billede på revolutionens blanke lærred og dens troskyldige natur er rummet både visuelt betagende og bidrager betydningsskabende til den samlede oplevelse.

Også komponist og lyddesigner Emil Assing Høyer fortjener anerkendelse for både detaljerigdommen og finessen i det omfattende lydunivers, som understreger en stor del af forestillingen. Rammerne omkring Kammerat Napoleon er med andre ord en fornøjelse.

Ensemblet i centrum

Kammerat Napoleons brede karaktergalleri er en god anledning til at rulle ensemblet ud, og de elleve på scenen klæder hinanden. Det er vanskeligt at fremhæve individuelle præstationer, for der er tale om en meget velorkestreret enhed, harmonisk sammensat af forskellige temperamenter og fremtoninger.

I store dele af forestillingen er næsten samtlige spillere på scenen samtidig, og i de sirligt koreograferede sekvenser har instruktør, spillere og koreograf Julie Kunz skabt et udtryk, som virkelig giver fornemmelse af et leben på gården, som udfoldes i en lækker, panoramisk stil. Øjnene keder sig aldrig.

Metalaget forstyrrer

Instruktør Kristoffer Lundberg står også bag dramatiseringen af Orwells klassiske allegori over Sovjetunionens fødsel og fordærv. Det er fornemt løst, og især ét element af omskrivningen bør fremhæves, nemlig karakteren Fugleskræmsel, som spilles af Benjamin Kitter. Replikkerne er velskrevne og fra sin position på staffagens kors agerer Kitter fortællingens charmerende straight man. Skøn rolle. Skøn præstation.

Nyfortolkningen af Kammerat Napoleon rummer dog også elementer, som fungerer mindre godt. Særligt virker det søgt at aktualisere fortællingen gennem et metalag om dansk landbrugspolitik, og til trods for, at pointerne så afgjort kan have deres validitet, virker de mere forstyrrende end perspektiverende i sammenhængen.

Men selvom det forekommer påklistret, når forestillingen insisterer på at tale direkte ind i en aktuel samfundsdebat, forstyrrer det ikke mere, end at Kammerat Napoleon alligevel fremstår som en god, gedigen helhedsoplevelse.

Forestillingstrailer