★★★★★☆ Energi – Atomkraftteater med vaniljekranseteori

Parkteatrets forestilling Energi er blevet en vellykket og illustrativ forestilling om dengang i 1980’erne, hvor atomkraften skabte debat i Danmark. Til nysgerrige teenagere og til nostalgiske voksne.

Timingen er interessant. For teaterforestillingen Energi på Parkteatret i Frederikssund dukker op her midt i den globale krigsoprustning, hvor atomvåbenfrygten har fået et sørgeligt opsving. Stykket handler om årene frem mod 1985, hvor Danmark besluttede sig for IKKE at indføre atomkraft. Beskrevet gennem en lokal historie om en ingeniør, der arbejder på Kyndbyværket, der med sin beliggenhed ud mod Isefjorden en overgang var med i planerne om omlægning til atomkraft.

Dramatikeren Anna Skov har skrevet et engageret og informativt stykke om fascinationen af atomkraftens muligheder over for det globale dilemma omkring dens risici. Debatten er skrevet ind i en konkret kærlighedshistorie om den unge, håbefulde ingeniør og hans kone, der så brændende ønsker sig en baby til deres liv i Kyndby Huse. Men også en historie om tidens atomkraftmodstandere, tilsat dokumentarstrejf fra den store verden og ikke mindst den foruroligende ulykke på Tremileøen i Pennsylvania i 1979.

Naturlig fremdrift

Energi er et velskrevet stykke. Scenerne veksler dynamisk, og replikkerne er godt skåret. Som det lyder fra ingeniørens kone: “Niels, du har aldrig været en god løgner!” 

Realisme veksler med mere symbolske scener. Og i forestillingens energiske iscenesættelse af Johan Sarauw er der samtidig en naturlig fremdrift, der får forestillingen til at udvikle sig, så tiden flyver af sted. 

Naturvidenskabeligt set peaker forestillingen i en scene, hvor ingeniøren forsøger at forklare sin småkagespisende kæreste, hvad atomkraft egentlig går ud på. En vaniljekrans får rollen som en atomkerne. Når vaniljekransen knækker, svarer det til atomet, der spaltes – og frigør energi. Det er ret uskyldigt, og det virker bevidst tåbeligt med denne vaniljekranseteori. Og så er det sjovt.

Letaflæselige kostumer

Scenografien af Mikkel Magnus Olsen er en resolut skabt cirkelskulptur af jern midt på scenen som et advarselssymbol på det farlige, som al debatten handler om. Inde på skulpturens hvide cirkel projiceres spændende tegninger af illustratoren Nina Arrocha Vind. En streg fra en usynlig hånd kradser løs, og pludselig bliver stregen til et hus eller et kraftværk – eller en pakke Ota Solgryn. Tegningerne er enkle og effektfulde, næsten som et barns tegninger. Men de har tydeligvis en dyster voksenviden bagved – som et billede-i-billedet.

Nogle lodretstående lysstave, med symbolsk form som brændselsstave i en reaktor, klarer resten. Sammen med nogle letaflæselige kostumer, lige fra en gul refleksjakke hos værkarbejderen til regnfrakken hos konsulenten. Og det 1980’er-brune jakkesæt hos ingeniøren, der forsøger at forklare atomkraftens velsignelser ved et broget borgermøde. 

Lydene er også gavmilde. Når det er regnstorm ved Kyndbyværket i denne forestilling, så stormer det vitterlig så heftigt, at også taget over hovedet på publikum på Parkteatret er ved at blæse af i Simon Brincks voldsomme lyddesign.

Præcision og charme

Men det er skuespillertrioen, der gør Energi til så medrivende en oplevelse. Her opstår et jævnbyrdigt samspil og en vekselvirkning, så man aldrig helt kan forudse, hvem der tager næste skridt. Niels Anders Manley spiller loyalt ingeniøren med det logiske sind, der ikke kan forstå, hvordan omverdenen kan lade sig lede af følelser. Hans udvikling fra selvsikker karrieremand til desillusioneret menneske uden livsprojekt er dybt bevægende.

Ludmilla Faber Striim har en flot præcision i sit spil, så man tror på hendes forundring over mandens nyvundne begejstring over atomkraften. Men hun udstråler også en omsorgsfuldhed og en tvivl, så man kan mærke hendes dragning af atomkraftprotesten. Hendes spil følger hendes kostumer: Af og på med pandebåndet – og straks skifter hun udtryk. 

Clint Ruben spiller rollerne som de personer, der påvirker parret, og som kommer til at ændre deres liv for altid: Den omstillingsparate chef på værket, men også den gamle værkpasser, der evigt plages af dårlig samvittighed. Og den ukuelige idealist, der arrangerer demonstrationer mod atomkraft iført islandsk sweater og forelskede øjne. Clint Ruben kan spille det hele. Med masser af charme.

Øjenåbner

Målgruppen for Energi er sat til 14 år +. Der er dog ikke noget opsigtsvækkende ’ungt’ over forestillingen, udover det forenklede i fortællingen. For de unge i dag vil Energi antagelig være en øjenåbner, fordi de aldrig selv som generation reelt har skullet tage stilling til atomkraften.

For de unges forældre eller bedsteforældre vil forestillingen være et gensyn med en svunden tid – dengang det nyttede at drage ind på Christiansborg for at demonstrere mod urimelighed, med eller uden islandsk sweater. Sammen med en påmindelse om, at det meste i livet handler om timingen.