★★★★☆☆ Amager Revyen 2025 – underholdende, amagerkansk twist i nye rammer

Amager Revyen 2025 med undertitlen Et råb om håb sætter skarpt fokus på klimakrisen i stærk formation og nye, større lokaler. Tekstmaterialet er ikke helt på niveau med de seneste års, men revyen er konstant underholdende med sit spillemæssige overskud, den gode ensemblekemi og det moderne, amagerkanske strejf, der gør den til noget helt særligt.

Amager Revyen “håber i vilden sky” og “så højt vi kan” i 2025-versionen, der er rykket til nye, større lokaler, men stadig når flot ud over rampen med sit særlige miks af udsyn til tidens temaer og umiskendelig kærlighed til det amagerkanske. Der er brug for håb i en tid, hvor forvirring og dramatiske ændringer hersker.

Der er brug for håb for fremtiden i en klimakrisetid og der er brug for de unge håb, der nu igen skal gennem en skolereform. “Man kunne spørge ham Tesfaye / blir’ der tid til at leg’?”, lyder det i Frida Sigurths fine vise.

Stærkt klimatema

Klimakrisen står stærkt frem som tema og bliver flere gange pakket ind i revytraditionens toner, som i år også må forventes at fylde en del, da revygenren har 175årsjubilæum. Dorte Munksgaard vil med flamboyant genbrugspels leve og dø på “min skønne Amar-ø…så kan københavnerne sejle deres egen sø” i sin egen gendigtning af Arvid Müllers klassiker. Frida Sigurth bekæmper madsplid i sin egen Mad med omtanke, og giver stemme til “de mange”, der med glæde vil spise hendes “burhøns i asparges”. Enkel idé, der leveres med veltimet aggressiv retorik.

Mille Berg forenes med de to øvrige kvinder i ko-trioen, der i Mette Soldans inciterende trin er på samme spor. “”Skal vi virkelig heppe på Inger / så vores vilkår ikke blir’ ringer?”, synger de pruttende køer med en afsluttende direkte appel om at få fingeren ud.

Absolut stærkest i klima-temaet står dog Simon Nøiers stilsikre levering af Anders Anderskovs skarpe gendigtning af Poul M. Jørgensen vise fra 1944, der med et lille, men afgørende twist her hedder Vi ender snart alle i samme båd. Her er nemlig både “bilsælgere, der heiler” og “is, der burde være kold”. Ja, her er “alle og enhver / på nær en EU-hær”. Nummeret ligger næstsidst og sender os ud på toppen med helt aktuel satire og et kip med rumsterestangen til traditionen.

Danmark skal styres fra Amager

Simon Nøiers og Anders Aamodt, der begge er nye i Amager-regi, er ubetaleligt morsomme i Aamodts og Mikkel Reenbergs Monty Python-agtige De-sidste sciple, hvor de er alene tilbage i gruppechatten, mens Jesus jagter nye følgere og de øvrige disciple er gået andre veje. En herligt sproglegende tekst, der leveres med usandsynlig bedårende salvelsesfuld alvor.

Amager kommer på landkortet med det fine medley Amar’-pot, der kærligt når fra Carl Emil Pedersen Amager Forbrænding over Gasolins Langebro (tilbage) til Johanne Luise Heibergs I Kongelunden skal brylluppet stå. Sødt leveret og koreograferet lokal optakt på anden del. Ønskeøens stolte søn, der jo som bekendt er landets justitsminister, får sin egen ode i Blomstre som en Hummelgaard. Ganske vist har han det selv lidt svært med at overholde loven, men “der er ingen tvivl om, at Danmark skal styres fra Amar”.

Øen er repræsenteret med Vor Frelser Kirkes lettere tjaldomtågede spir i Per Kurtzhals og Dan Ejlersens skønne Tagforeningen. Byens tårne er samlet – undtagen Børsen “den dramaqueen”. Tårnene afviser Tårnbys årlige ansøgning om at blive optaget i foreningen, mens de drikker longdrinks for “2 spir”, fatshamer Rundetårn, der er “lidt rund i det”, og får kvalme af deres egne klokkespil, når de “glemmer at sætte dem på lydløs”. Skønt og skævt.

Ensemblet giver også fælles gas i Frida Sigurths Alice i TEMU-land, der som et større udstyrsstykke er placeret lige før pausen. Ideen er måske lidt tynd, men teksten får sammen med gale hattemagere og røde dronninger aka Mette Frederiksen sat velplacerede satirehug ind på materialisme, børnearbejde og butiksdød.

Udvider sin hyacint

Mille Bergs elskelige karakter Ole Sprogøre, som hun fik prisen Årets Revyforfatter for sidste år, er tilbage i lidt mere ydmyg stil. Han er nemlig blevet arbejdsløs og “udvider sin hyacint” på jobcentret, hvor han bruger “arty-farty intelligence” til at skrive sit “spin-culum vitae”. Ole Sprogøre er altid en velkommen gæst, der lader til at have flere sæsoner gemt i sit lurendrejerblik.

Kapelmester Christian Dahlberg og guitarist Peter Ravn er centralt placeret på den nye brede scene og lægger et solidt swingende score under revyens mange sange, der i år ligger på et højere sangmæssigt niveau end tidligere år.

Instruktør Mikkel Reenberg har atter skabt en flot kurve gennem en revy, der i år nok har lidt for mange halvsvage tekster til at kommer helt op på Amar-himlen, men som fortsat har det spillemæssige overskud, den gode ensemblekemi og det moderne, amagerkanske strejf, vi kender. Amager Revyen 2025 er konstant underholdende og klarer transitionen til det langt større scenerum med stil, der lover godt for de kommende sæsoner.