★★★★★☆ Alle er mod alle i Marthalers dirrende remix af Poppeas kroning

I Christoph Marthalers iscenesættelse på Det Kongelige Teater bliver Claudio Monteverdis barokopera Poppeas kroning et køligt magtspil uden guder – hvor begær, opportunisme og politisk vold spejler en urovækkende nutid.

Det er svært at fatte, at den Poppeas kroning, som spiller på Gamle Scene, faktisk er en af verdens ældste operaer. Ikke kun fordi opsætningen forskyder handlingen fra det antikke Rom til 1930’ernes fascistiske Italien. Eller fordi operaen hjemsøges af værkfremmede indslag – heriblandt 12-tonemusik og mikroforstærket Serge Gainsbourg fra en fjern fremtid.

Det er, som om Claudio Monteverdis eneste historiske opera om Poppeas vej til magten i kejser Neros Romerrige nægter at sidde fast i fortiden. I stedet peger den på noget gruopvækkende almenmenneskeligt på tværs af alle epoker: hvordan magtbegær kan overskygge selv den mest indlysende fornuft.

I teaterikonet Christoph Marthalers kondenserede, dirrende iscenesættelse bliver det klart: diktaturer hører ikke kun fortiden til – de opstår, mens vi ser på.

Frodig barok i en kold arkitektur

Fra første tone mærker jeg en befrielse. Det Kongelige Kapel er erstattet af barokorkestret Concerto Copenhagen – et kærkomment afbræk fra det klassisk-romantiske repertoire, der ellers dominerer på Det Kongelige Teater. Den varme, farverige klang breder sig fra orkestergraven som en appetitvækkende duft fra et indbydende, fyrsteligt måltid.

Skrupsulten kaster jeg mig over Lars Ulrik Mortensens eminente orkestrering, smukt farvet især med tilføjelserne af den enigmatiske lirone og de to fløjlsbløde zinker. Men bag ved scenetæppet gemmer sig en kynisk verden, der ubarmhjertigt bryder ind i den venlige orkesterklang med Anna Viebrocks kliniske scenografi. 

Vi befinder os i en efterligning af Casa del Fascio, fremgår det af programhæftet – Mussolinis hovedkvarter i den norditalienske by Como. Arkitekturen er skarpt optegnet, rektangulær og komplet renset for pynt. I skarp kontrast til barokmusikkens frodige ornamenteringer, som slynger sig om den glatte facade som musikalsk efeu.

Alle mod alle

Væk er den prolog, hvor guderne strides om hvem, der har størst magt over menneskene, som traditionelt indleder operaen. Et sønderskudt lig bliver trukket over scenen, han bærer Amors bue og pil. Her bestemmer ingen gud: enhver er sin egen hersker og man må gribe magten, når den tilbyder sig. 

Poppea – sunget af Kerstin Avemo, der overlegent skifter mellem barok-recitativer og schönbergsk ekspressionisme – bliver skildret som ukuelig opportunist, som lokker den impulsstyrede kejser Nero i fordærv med sin berusende stemme.

“Jeg frygter ikke modgang”, gentager hun stålsat, selvom hendes amme Arnalta – tenoren Stuart Jackson i nederdel – advarer hende mod at indlede en affære med en mand som Nero. Senere brillerer Jackson i den berømte vuggevise, leveret med en lindrende, inderlig ro. Men selv Arnaltas omsorg er fordækt: også hun hungrer efter at stige i hierarkiet, viser det sig. I denne verden er det alle mod alle.

Hvem sagde Trump?

Marthaler åbner operaen op og lader moderne referencer strømme ind. Det kan han tillade sig, fordi værket – som så meget tidlig opera – er overleveret med sparsom information om, hvordan det skal opføres. De mange tilføjelser understreger den tidsløshed som i forvejen præger tematikken.

Mest højtråbende er rollen Edda – Mussolinis datter – portrætteret af skuespilleren Liliana Benini som en rødglødende og folkeforførende agitator. Man ser hende konstant ligge på lur et sted i scenografien, parat til at infiltrere operaen med sin dundertale, så snart der opstår et tomrum.

“Love er for undersåtter – jeg kan ændre dem, hvis jeg vil”, proklamerer Nero. Som en anden Ikaros nærmer kontratenoren Kangmin Justin Kim sig kontroltabet i sin skinnende vokal, som bruser af dionysisk vildskab. Han har intet tilovers for filosoffen Senecas formaninger – fornuftens stemme, båret af Kyungil Kos kapable bas.

Men det er ikke kun jura og menneskerettigheder, der er sat ud af kraft i det totalitære styre – også videnskaben kan bøjes. Marthaler siger det ikke højt, men parallellen til nutidens forfaldne Romerrige, USA, er svær at overse: en gruopvækkende, hedonistisk og voldsparat trumpisme gennemsyrer hele opsætningen.

Dø ikke, Seneca.

Ud over den overraskende slutscene kulminerer Marthalers intenst stiliserede og gestisk absurde greb i Senecas dødsscene – brutalt kløvet af pausen, med en genial komisk effekt. Med tanketomme blikke og påklistrede smil står korensemblet i en halvcirkel om Seneca, der forbereder sig på døden. Som slangen i paradis lister Edda rundt og drypper gift i små skåle, som de står og slynger.

“Non morir, Seneca”, synger de i en ophobende harmonisk spænding, der løber koldt ned af ryggen – dø ikke, Seneca. Alligevel rækker de ham giften. I virkeligheden er ingen interesseret i at holde fornuften i live – alle venter bare på deres mulighed for at erobre verden. Her smelter Marthalers stil sammen med Monteverdis opera: mennesket gentager sig selv i det uendelige, og diktaturer opstår igen og igen – selvom vi ved, at de er dødbringende.