★★★★★☆ Quarterlife: CREST er en befriende konfrontation med livets vendepunkter

I en sanselig og forløsende tværæstetisk co-produktion har Nordisk Teaterlaboratorium og mellem to skabt Quarterlife: CREST – en befriende visuel performance om kvartlivskrisen.

I Quarterlife: CREST konfronteres publikum med kvartlivskrisens valg og værdibrud – både verbalt, kropsligt og æstetisk. Forestillingen indledes med en video på det store stykke stof, der udelukkende giver plads til tre stole, tre mikrofoner og tre lysende, ukurante cirkler på gulvet. Yuma Kumagai og Chisato Haras videomateriale indeholder først en kort, faktuel introduktion og overtages derefter af kaotiske klip: en redigering med korte sekvenser og skæve vinkler af kroppe, der bevæger sig i noget, der minder om affald.

Lyd og volumen sætter sig i kroppen

Mens klippene spiller, befinder musikerne Kristoffer Kisling og Tatsumi Ryusui sig på hver sin side af scenen. Her understreger de videoens kaos med et lydtæppe, der både er smukt, svært at tyde og uoverskueligt. Lydene og volumen sætter sig fysisk i kroppen, og både bænk og krop vibrerer. Kislings live-videoarbejde af performerne vises løbende på det hvide stof og understreger det uforklarlige.

Lyd, video og performance skærpes af Nicolás San Martins lysdesign, der konstant er med til at forandre rummet som et både rammesættende og guidende element.

Langsomt fornemmes seks skikkelser bag tæppet. Performerne Ain Tominaga, Christina Dyekjær og Keisuke Sugawara guider os gennem resten af forestillingen uden ord. Keisuke Sugawaras koreografi virker både organisk og improviseret, mens performerne – herunder også Sugawara selv – tilbyder smukke konstellationer, både i den enkeltes bevægelser og i det samlede billede.

En god lang terapitime

De tre frivillige og primært lokale statister, Line Præstegaard, Kirsten Agerbo og Hans-Olof Tani, blandes indledningsvis med performerne. Én for én bryder de ud fra tæppet, sætter sig på en klapstol med ryggen til publikum, tager en indånding og fortæller om stærke og personlige vendepunkter i hver deres kvartlivskrise.

I programteksten mindes publikum om, at værket ikke kommer til at være en lineær fortælling: Formålet er ikke, at vi skal forstå det hele, men blot mærke forandringerne i vores egen perception.

Det er svært at komme tæt på en mere præcis beskrivelse af, hvad det er, der gør Quarterlife: CREST til noget særligt. Det er skiftene i forestillingen, publikums individuelle oplevelse og performernes tydelige tilstedeværelse i rummet. Det er også en forløsning, der sidder i kroppen, når rummet forlades – som en god, lang terapitime.

Skift, afbrydelser og den åbne slutning

Forestillingens største styrke ligger i dens skift: her findes ikke forklaringer, men afbrydelser. Netop som man begynder at give sig hen til lyd, billede og bevægelse uden at afkode eller søge forklaring, ændres rummet markant. Tæppet rives ned, og scenen åbner sig. Sand begynder at falde fra loftet, mens en lille brise når publikum. Og så: den markante stilhed efter et overvældende lydbillede. Det er i de brud, værket insisterer på nærvær.

Måske er det også derfor, at værkets afslutning kan føles for konsekvent åben: næsten som endnu et skift snarere end en afrunding. Jeg savner, at sandet løber ud, og minder os om, at livet er nu – eller at lyset slukkes, eller at et andet tydeligt afsluttende greb markerer slutningen. I stedet fortsætter sandet med at løbe på en mennesketom scene. Det er let at give sig hen til som en pause frem for en påmindelse om, at livets timeglas stadig løber – også på den anden side af krisen.