★★★☆☆☆ The Blind date – Et spændende eksperiment, der ender med at sovse lidt i ingenting

Aveny-T kaster sig med The Blind Date ud i et improvisationseksperiment, når de hver aften inviterer en ny skuespiller og en ny karakter på blind date i teatrets bar. Vi griner af de genkendelige og akavede samtaler, som desværre ender med at gå lidt i ring. I dybden med karaktererne og deres fortælling kommer vi aldrig rigtigt. 

Scenekunst er altid nuets kunst. Alligevel får jeg lyst til at starte med en disclaimer i forhold til at skulle anmelde denne forestilling. Da formatet i The blind Date netop er, at intet er skrevet på forhånd. At hver aften er med en ny skuespiller og karakter, og dermed en fuldstændig anden situation, kan jeg reelt kun tale om én specifik forestilling på én specifik dag.

I dette tilfælde med spillerne Luise Skov og Nicolai Jørgensen, der mødes i dét, jeg vil kalde en meget akavet blind date med god mulighed for drama. En mulighed, der desværre aldrig helt bliver brugt.

Jeg kan ikke mærke baren

Man bliver straks ramt af stemningen af undergrundsbar i Aveny-T’s lille foyerscene. Der er jazzede toner og små lamper på små borde, hvor publikum sætter sig med en kop kaffe eller en øl. Én af bartenderne skiller sig ud med kraftig make-up, en fjerboa om halsen og et stærkt blik, der gransker rummet. Forestillingen er allerede i gang og Iben Alida har rollen som den intense bartender.

Desværre bliver der ikke rigtig fuldt op på den form for publikumsinteraktion, som der ellers er lagt op til med scenerummet, hvor publikum er placeret som medspillere aka besøgende på baren. Kun et par skønne himmelvendte øjne fra Alidas bartender til publikum, der ligesom hun er indlagt til at følge aftenens blind date, der slet ikke går, som man kunne ønske.

Hun træder op på den lille karaokescene og bryder ud i en dedikeret version af Chers Bang Bang (My Baby Shot Me Down. Efter applaus og jubel byder hun velkommen og forklarer forestillingens koncept, hvor instruktionen vil foregå løbende via mobilen. Så ankommer aftenens gæsteskuespiller, Nicolai Jørgensens Anker-karakter, som Luise Skovs karakter Anna tager imod i baren. 

”Jeg føler mig lidt som vært”, siger hun, og ja, den stemning får man lidt. Måske netop fordi følelsen af at sidde i en reel bar aldrig rigtig bliver etableret.

Karaoke som ramme

De to på date bestiller sange, de gerne vil synge i løbet af aftenen, mens Alidas bartender friskt forsyner dem med både drinks og shots. Annas sang, Miley Cyrus’ Wrecking Ball går i gang, og hun må storme op på karaokescenen, som bliver styrende for forestillingens dramaturgi. En sang pr. karakter og en afsluttende duet. Det fungerer egentlig fint at styre forestillingen på den måde, samtidig med at det er dybt underholdende og sårbart.

Når det så er sagt, har jeg svært ved at se, hvad karaoke-elementet skal i blind date-sammenhængen, som vel mest af alt handler om at undersøge en relation mellem to mennesker. Dét projekt bliver hele tiden afbrudt, og man kommer derfor ikke rigtig i dybden med noget. Hverken karakterernes fortællinger eller deres spirende relation.  

Humor og timing er forestillingens es. Alle tre spillere har en god timing i deres improvisationer og spiller både sårbart og akavet. Stemninger, der er meget troværdige på en blind date. Men samtalerne bliver på overfladen. Det er realistisk, men også kedeligt, og samtalerne med at køre i ring uden at blive bundet sammen til en fortælling.

Dramaet blev i telefonen

Ankers telefon ringer konstant, og som taget ud af filmen Love Actually formår han ikke at sætte grænser overfor i dette tilfælde ikke en syg bror, men en syg eks-kæreste.

”Ja, jeg er jo nærmest ikke kommet til orde,” svarer han, da Anna gør opmærksom på, at han slet ikke har spurgt ind til hende. Den mangel på selverkendelse gør karakteren så sørgelig og medynkvækkende, at vi kun kan grine af ham, samtidig med, at vi føler stor medlidenhed med Anna, der bliver mere og mere frustreret, før hun til sidst bryder sammen overfor bartenderen: ”Der er på en måde noget med mænd, der ikke kan tage sig sammen!”  

At bruge telefonsamtaler til instruktion er et umiddelbart genialt træk, men telefonen kommer i dette tilfælde til at fjerne dramaet fra rummet. Konflikten foregår således ikke mellem de to på blind date, i stedet bliver både Louise Skov, hendes karakter Anna og vi publikummer taget som gidsel i nogle relativt kedelige, meget indadvendte og ikke særligt informative telefonsamtaler.