★★★★★☆ Skærsommernat – maksimalistisk musikteater sætter gang i festen

Røde speedos, regnbuefarvet konfetti, blomsterkranse, håndbajere og masser af snav. Skærsommernat på Teater Nordkraft er en genremiksende og særdeles festlig, musikalsk teateroplevelse.

”Det er en lang og kedelig historie, og det er skideforvirrende!”

Elveren Puk er træt af brok – og af lange, forviklede fortællinger. Han vil have gang i festen. Og det får han i en grad, så publikum synger med og lever sig fuldt og helt ind i iscenesættelsen.

Shakespeare anno 2025

Teater Nordkrafts chef Minna Johannesson har givet William Shakespeares En skærsommernatsdrøm en ordentlig overhaling og i sin eklektiske, blomsterprydede iscenesættelse ført historien op til 2025. Der er stadig elementer af Shakespeares fortælling tilbage, men det er primært i form af de fire unge elskende og den legesyge Puk, som konstant vender op og ned på alt.

Det hele starter ganske dydigt. Publikum sidder pænt bænkede på tilskuerrækkerne og ser på et mørkegrønt fortæppe. Iført gråsorte uldfrakker og store, hvide pibekraver træder Troels Kortegaard Ullerup, Laura Kold, Thomas Nielsen og Lærke Engelbrecht frem foran tæppet. De holder hver sin fuldstændigt visne potteplante i hænderne.

Til lyden af et klimprende cembalo – som var vi tilbage på Shakespeares tid – fremfører de en unik, alternativ udgave af Eiffel 65’s Blue. Ganske langsomt, næsten dvælende, som var det en kirkelig sørgesang. Men den dystre stemning varer ikke længe, før Jonathan Stahlschmidts Puk afbryder dem og beslutter, at der skal ske noget andet.

Fra Lambada til Birthe Kjær

Skærsommernat er vanskelig at sætte i bås. Minna Johannessons varemærke på Teater Nordkraft er blevet det genremiksende, grænseoverskridende og maksimalistiske. Og denne gang går hun virkelig all in. Forestillingen er teaterkoncert, publikumsinddragende madteater, fællessang og klassiker på én og samme tid. Det hele krydret med sommerstemning, store blomsterudsmykninger og masser af kostumeskift med alt fra folklore til pailletter i massevis.

Publikum flyttes hurtigt fra bænkerækkerne og rykkes ind midt i scenografien. Ind i selve forestillingens hjerte, hvor vi får serveret shots, håndbajere og diverse småretter.

De tre musikere Silke Kirstine Ekmann Kidholm, Nanna-Karina Schleimann og Frederik Sandfeld Madsen indgår i iscenesættelsen på lige fod med skuespillerne og operasanger Nickie Johansson. En virkelig velfungerende treenighed. Indtil denne dag var jeg slet ikke klar over, at jeg ønskede mig at høre vidt forskellige sange som Kaomas Lambada eller Birthe Kjærs Sommer og sol i Nickie Johansson overraskende operaversioner.

Stærke præstationer over hele linjen

Grænserne mellem scene og sal er ikke bare udviskede. De er fjernet fuldstændigt. Og de medvirkende giver sig fuldt og helt til fortællingens univers. Skuespillere kaster sig ublu ud i diverse udskejelser – og her tænker jeg ikke blot på det faktum, at de snaver løs på kryds og tværs gennem de par timer, forestillingen varer.

Lærke Engelbrechts Helena vrider sine korte shorts af, når hun danser på bordene mellem publikum, hvorfra hun lidende synger sin længsel efter Thomas Nielsens Dematrius ud. Vel at mærke til en usædvanligt langsom og disharmonisk udgave af Dancemonkey. Og der findes næppe mange, der som Thomas Nielsen kan virke fuldkommen selvsikker kun iført små, røde speedos. Eller som han kan charme sig gennem hele Despacito på klingende spansk i en serenade til selvsamme Helena.

Troels Kortegaard Ullerups Lysander, der med Puks ord er ”hot som ind i Helvede”, præsenterer en stærk sangstemme og masser af scenenærvær. Det samme gælder Laura Kolds Hermia, der med sin klare, lyse stemme synger sin frustration over den svigtende kærlighed ud. Jonathan Stahlschmidt er fuldstændig forrygende som Puk. Både når han med glimt i øjet flirter med alt og alle omkring sig, og når han som en anden spilmester styrer fortællingen i nye retninger.

100 % Nordkraft

Skærsommernat er på mange måder en sansebombarderende oplevelse, hvor det er vanskeligt at få alle detaljerne med. Der er kun en enkelt sekvens i den sidste tredjedel, hvor iscenesættelsen kortvarigt taber pusten og går i tomgang. Men da skuespillerne erklærer, at de lige hurtigt vil spille hele historien igen på ti minutter – ikke ulig slutningen på Borgesen, Long og Singers Shakespeares samlede værker – er energiniveauet igen tilbage for fuld drøn.

I Skærsommernat giver Teater Nordkrafts forkærlighed for konfetti, musik og gakkede påfund virkelig mening. I sin samtid rykkede Shakespeare teatrets grænser, så det virker fuldstændigt oplagt, at Minna Johannesson mikser genrer hæmningsløst på kryds og tværs i 2025.