★★★★★☆ I den stærke, bevægende Amdi mødes drømme om fællesskab med kynisme

BaggårdTeatrets Amdi er et brag af en forestilling. Mysteriet om Tvind-grundlægger Mogens Amdi Petersen spejles genialt i teatervennens historie. En stærk forestilling om drømme, idealisme, fællesskab og magt.

Barndomsvennerne på Fyn, Mogens og Aksel, lyser med lommelygter ud gennem scenografiens hvide gardiner. De er i et toetagers hus bygget af stilladsrør beklædt med gardiner, og de to unge fugle-entusiaster taler om deres drømme for livet og fremtiden.

Ud af en gennemsigtig telefonboks træder den midaldrende Aksel lige ind på sit eget, gamle teater, hvor hans datter, den moderne Eva, har renoveret de mistrøstige gruppeteaterlokaler og til Aksels hysteriske ærgrelse fjernet de egetræsplanker, gruppen havde klunset på en skonnert.

Eva er en energisk, ung og smart kvinde. Hun skal være solomor, er teaterleder og har fået 120 millioner til et nyt teater på havnen – selvfølgelig med startups og bibliotek med Borgerservice tænkt ind. Det er et godt greb, at forestillingen også handler om det gamle gruppeteater, BaggårdTeatret, der i virkelighedens verden netop har fået nyt domicil i Svendborg Havn. 

Fællesskab og bedrag

Det geniale i Thure Lindhardts tekst i Amdi præsenteres i figurernes relation og konflikter. Modsætningen mellem drømmerne fra 70’erne, der søgte kollektivet og fællesskabet, og den nye generation, der er dygtig, effektiv, kommerciel og ikke specielt fællesskabsorienteret.

Amdi fortæller i glimt Amdi Petersens historie og rejser nogle store temaer om generationer, idealisme, dogmatisme og sårbarhed både dengang og nu. ”Ved du hvad fattigdom er? Har du lugtet til hungersnød? Vi tager skolen ud i livet – vi laver Den Rejsende Højskole,” råber den unge Amdi glimrende spillet af Hans Christian Schrøder.

Teatergardinerne bliver revet ned, og i smukt, skyggeagtigt lys hænger 15 islandske sweatre i en enkel, rammende scenografi. Vi er nu på Tvind og Mogens er blevet til Amdi, en selvsikker ung mand i islandsk uldtrøje og langt Beatles-hår. Han byder velkommen til Fællesskabet, hvor alle lægger deres lærerløn i en fælles kasse og nogle dage kun spiser havregrød. ”Jeg er fællesskabet – fællesskabet er mig,” lyder det nu mere hårdkogt fra den nye Amdi.

Det får katastrofale følger for Aksel som bestyrelsesformand for Tvinds Søfartsskole, da et Tvind skib med otte unge går ned. Thure Lindhardt lader den unge og den midaldrende Aksel, begge i en slidt lædervest, modtage det samme telegram fra de pårørendes advokat om at betale hjemtransport af de unge lig. De spiller scenen synkront, og her bliver den unge Aksel voksen.

Skuespil på første klasse

Lue Støvelbæk tegner et fint portræt af den unge Aksel med en følsom tone over sine usikre teaterdrømme. Aksels datter, Eva, spilles stærkt af Lise Lauenblad. Hun udstråler den på overfladen selvsikre teaterchef, og kan levere en regulær skideballe til sin far, men viser også sårbarheden over at være alene i livet.

Hans-Henrik Clemensen spiller den midaldrende Aksel med underspillet humor og vrede isprængt en slags fortrydelse, da han vender hjem. Clemensens fortid som skuespiller i 70’ernes politiske gruppeteater gør, at han gestalter den desillusionerede – og en anelse krukkede – skuespiller med et ekstra lag af scenisk indsigt. Det er fremragende og dybt troværdigt.

Hans Christian Schrøder har den vigtige rolle som den unge Mogens Amdi. Først som himmelstormer, senere som et monster, der udnytter sine venner i fællesskabets navn og flirter med kvinderne – her blandt publikum på 1. række.

Klare valg

Det giver Amdifiguren en stærk dimension, at hans vens historie også foldes ud, men jeg kom til at savne en tolkning af, hvad der egentlig skete i Amdis udvikling. Hvorfor blev han så dogmatisk, hvorfor blev han paranoid og troede, at CIA forfulgte ham?

Her har Thure Lindhardt gjort et klart valg. Amdis historie er ikke hans alene. Det er historien om en generations drømme om fællesskab, om at skabe forandring og sætte handling bag ord. Hans historie sættes i relief af vennen Aksels drøm om at genopsætte Odysseus på sit gamle teater.

Odysseus dør ikke. Det gør Amdi heller ikke, men i hans sortie går han hvidsminket med jeg-gemmer-mig- mørke solbriller og russer-hue ned i telefonboksen, der nu er vendt til en glaskiste. Han kan ikke komme ud, og vi kan ikke høre, hvad han råber.

Amdi er en stærk og bevægende forestilling, flot og præcist iscenesat i en original scenografi.