Kristoffer Helmuth tiltræder som kunstnerisk leder for Kolding Egnsteater 1. december. Under temaet Nye chefer – nye visioner tager ISCENE pulsen på, hvad publikum kan glæde sig til at opleve hos landets nye teaterchefer.
Hvad er din vision for teatret?
“At Kolding Egnsteater skal være et bredt teater for hele Kolding. Det er vigtigt, fordi koldingenserne skal have mulighed for at møde alle former for scenekunst – ikke kun en genre eller retning – og så vil jeg fortsætte det gode arbejde, der allerede er gjort, så alle scenekunstnere fra alle lag har lyst til at komme hos os.”
Hvad tager du med videre fra før – kunstnerisk og organisatorisk?
“Kunstnerisk tager jeg min kæmpe sceneerfaring, hvor jeg har spillet 40 forestillinger de seneste ti år. Jeg kommer med stor viden om scenekunst og det stærke manus, og jeg har en klar mening om, hvad min ideer, smag og holdninger til kunsten er.
Jeg har ikke ledelseserfaring, men jeg har arbejdet med arbejdsmiljø som medarbejderrepræsentant på Odense Teater i mange år. Det er vigtigt for mig at skabe et trygt og sikkert rum, så teatret bliver et sted, der kan rumme mange.”
Hvad tager du IKKE med videre fra før?
“Jeg kommer fra et teater med en helt anden økonomi og et andet publikum. Det er svært at sige, hvad det betyder, for Kolding Egnsteater kan på nogle planer godt tillade sig at være som Odense Teater og fx have et bredt repertoire.”
Hvilke nye tiltag sætter du ind med?
“Det er en unik situation, fordi jeg starter midt i en sæson, hvor meget allerede er planlagt, men jeg føler mig heldig, fordi jeg får en lang indføring i teateret og byen uden at skulle opfinde den dybe tallerken med det samme. Derefter vil jeg sætte mig eget præg på teatret, hvor jeg fx forestiller mig mindre formater, der kan rykke ud i byen. Det er måske ikke så nyt, men det giver mening at arbejde med som egnsteater.”
Hvad kan publikum glæde sig til at opleve på teatret, som de ikke har oplevet før din tid som teaterchef?
“De kan se frem til mindre formater og samarbejder med bymidten, erhvervslivet og landsbyerne omkring Kolding. Jeg vil arbejde på at fange fange publikum, der aldersmæssigt er som mig selv og nedefter, og som mig holder af Hollywood og Netflix. Det kan fx være, at genreteater som gyser og horror vil fange de studerende. På Odense Teater lavede vi Lad den rette komme ind og det var fedt at mærke de unge ryste i sæderne, fordi det var uhyggeligt.”
Hvad ser du som de største udfordringer?
“Kolding er et fantastisk sted, som er og gerne vil være en stor kulturby med både teater og musiksteder. Her er allerede et stort udbud, så opgaven bliver at finde ud af, hvordan vi kan genetablere Kolding Egnsteater som et sted, hvor man har lyst til at komme og blive genforelsket i scenekunstensten, som også teatrets tidligere direktør satsede på.
Jeg voksede på op på et egnsteater i Herning, hvor min far var direktør, så jeg har en idé, men ikke så meget erfaring, og så er det jo godt, at der er et sødt og passioneret personale på teatret, der kan hjælpe mig. Det bliver en udfordring at lære at lede, men jeg er utrolig glad for, at teatrets bestyrelse tror på mig og har valgt mig og min plan.”
Hvad skal der stå, hvis du skal fuldende følgende sætninger for dine visioner:
Jeg var den som… sammen med resten af teatret gjorde Kolding Egnsteater til et sted, publikum vil besøge og som danske scenekunstnere vil nyde at komme og arbejde hos.
Om 10 år er teatret… et levende kulturhus, et scenekunsthus, som producerer et bredt repertoire som udfordrer og underholder, og et sted, som Kolding og omegn er stolte af at have i byen.
Det største aftryk, teatret fik sat, var… at samle mennesker om almenmenneskelige og evigtgyldige historier i en teknologisk og polariseret verden.
Teatrets største succes var… teatrets evne til at samarbejde med andre teatre og kulturinstitutioner lokalt og nationalt, så de enkelte sceneproduktioner får så lang levetid som muligt og kommer ud lokalt, regionalt og nationalt.
Det bedste, vi gjorde for publikum, var… at skabe et scenekunsthus hvor de kunne være trygge til at elske og forvente det uventede, trygge nok til at være nysgerrige og vælge til lige meget hvad, vi præsenterer.




