★★★★★☆ Skiftingen – en energisk og velfortalt historie om barmhjertighed

Budskabet er tydeligt og historien velfortalt, når Sjællands Teater tager på turné med en teaterversion af Selma Lagerlöfs novelle Skiftingen i Hans Rønnes gedigne iscenesættelse.

Selma Lagerlöfs novelle Skiftingen fra 1914 fortæller en tankevækkende historie om ubetinget næstekærlighed. Den historie har Sjællands Teater i Holbæk nu taget op som turneforestilling med Michael Ramløses dramatisering fra 2005 i en ny iscenesættelse af Hans Rønne.

Historien handler om et bondepar, der får deres eget barn forbyttet med en ækel troldeunge, da deres heste løb løbsk, og konen tabte barnet i skoven. Da de kommer tilbage, ligger troldeungen i skovbunden i stedet for deres eget smukke barn.

Arkehistorie om barmhjertighed

Konen, der ikke nænner at efterlade troldeungen, kaldet skiftingen, alene i skoven, tager den med sig og passer på den. Bondens had til skiftingen vokser, og han bebrejder konstant sin kone for at have mistet deres barn og ladet skiftingen flytte ind i deres liv. Samtidig bliver konen forhadt af alle på egnen, og ingen forstår, hvorfor hun ikke skiller sig af med ungen.

Det interessante i denne fortælling er, at konen ikke stopper med at elske sin mand og heller ikke slipper savnet til sit eget barn, som lever derude blandt troldene et sted. Hun tager ikke skiftingen til sig som sit eget, men hun beskytter det nærmest modvilligt, fordi hun simpelthen ikke kan andet.

Det er altså historien om et medmenneskeligt instinkt til at hjælpe dem, der er i nød, hvilket bestemt er et aktuelt tema i disse tider. Og få fortællinger kan beskrive netop dét så rent som Lagerlöfs Skiftingen, der næsten er lige så klar i spyttet som arkehistorien om den barmhjertige samaritaner.

En parallel til virkeligheden

I opsætningen på Sjællands Teater møder vi fire venner, der sammen læser historien og beslutter sig for at spille den. På den måde bliver den bragt til live for os, og det er en simpel, men effektiv rammefortælling, som heldigvis ikke bliver brugt som meget mere end et anslag.

Men rammefortællingen rummer også en umiskendelig parallel til forlægget, idet Michael Lundbye Slebsagers rolle i starten holdes uden for de tre andres fællesskab og må møve sig ind på dem. Og det ikke svært at associere Slebsager med en troldeunge – om end en meget kønnere og sødere slags, end den Lagerlöf beskriver.

På denne måde bliver forestillingen ikke bare en genfortælling af Skiftingen, men også en relaterbar historie om dem, der i vores egen virkelighed er uden for fællesskabet – både på geopolitisk makroplan og i det helt nære på skolen.

Dynamisk ensemble

Det troldeagtige ved Michael Lundbye Slebsager bliver også en af forestillingens største styrker. Selvom de fire medvirkende absolut løser ensemblepræstationen godt og skaber en god og dynamisk energi på scenen, ja, så er Slebsager en særlig fornøjelse at opleve. Hans lette formsprog, hans ekspressive mimik og hurtige bevægelser og hans elegante karakter- og stemningsskift er simpelthen forbilledlige.

Blandt de medvirkende, der også skifter roller undervejs og derfor ikke spiller de samme hele vejen igennem, er også Conny Victoria Thur bemærkelsesværdigt tydelig, når hun som bondekonen formidler den indre konflikt, det er at være forhadt for sin næstekærlighed uden selv at ville det. Man ser dilemmaerne hobe sig op i øjnene på hende.

Men som sagt er ensemblet, der foruden de to nævnte også består af Sofie Walbom og Mikkel Hansen, et godt og dynamisk hold. De spiller alle fire med troværdighed og bidrager samtidigt til en legende og dog dramatisk forestilling med gode musikalske indspark fra alle fire.

Møbeldesign som scenografi

Iscenesættelsen og det visuelle udtryk skyldes partnerskabet Hans Rønne og Gitte Baastrup, og det er en duo, som denne anmelder altid glæder sig til at opleve på scenen. Og Skiftingen er også en vellykket forestilling til deres fælles bagkatalog, selvom det er lidt sværere at få øje på Hans Rønnes sædvanlige formsprog denne gang. Til dét savner denne anmelder en smule mere underfundighed og underspillet lune.

Men humor er der masser af, og så er forestillingen bare så gedigent iscenesat, at man ikke kan overse hvilken rutine, der ligger bag personinstruktionen og arrangementerne på scenen.

Gitte Baastrups scenografi består hovedsageligt af en sofa og en puf, hvilket måske gør hende mere til møbeldesigner end til scenograf i denne forestilling. For det er faktisk et virkelig smukt møbel, der med højt ryglæn og med genbrugte jeans sammensyet som polstring giver uforklarlige associationer til et bibliotek eller et fællesrum på en skole, hvilket jo er ganske passende for rammefortællingen.

Mulighederne i sofaen og ikke mindst puffen bliver veludnyttet i iscenesættelsen, hvilket gør møbeldesigneren til scenograf igen. Og sammen med lysdesigner Mie Mona J. Nielsen, der har sat et simpelt men virkningsfuldt lys til forestillingen, bliver æstetikken også fyldig, omend scenen i bund og grund er temmelig bar.

Også relevant for voksne

Forestillingen sendes på turné og er annonceret til de 9-12-årige. Den aldersgruppe er jeg ikke sikker på, jeg ville beramme den til. Jeg kan frygte, at de tunge sider af historien, som der altså er en del af, og ikke mindst de mørke følelser hos bondekonen og de komplekse dynamikker imellem bonden og konen, vil skræmme eller i bedste fald bare ramme forbi de 9-årige.

På den anden side mener jeg ikke, at forestillingen har en øvre grænse, og den kan være aldeles berigende for os voksne, der især i disse tider trænger til en påmindelse om, at barmhjertighed og næstekærlighed ikke er et aktivt valg, men en forudsætning for at være menneske og menneskelig.