★★★★☆☆ Bunbury – queer-dekoreret leg med autenticitet

Det Kongelige Teaters udgave af Oscar Wildes Bunbury bliver i den tyske Bastian Krafts iscenesættelse til leg med identiteter og forstillelse. Den lever gennem det veloplagte og godt sammensatte cast, men folder sig ikke ud som den boblende komedie, opsætningen har potentiale til.

Det er vigtigt at være ærlig (earnest). Men det er også vigtigt at være Ernest, og de to ting er ikke nødvendigvis det samme. Eller er de? Selvom dansk ikke indfanger originalsprogets fonetiske spil på enslydende ord, fanger tyske Bastian Krafts queer-iscenesættelse af Oscar Wildes Bunbury (1895) fint den underliggende leg med identitet og autenticitet.

Den ultimative overflades æstetik

Her er det iscenesat i den ultimative overflades æstetik, modeshowet. Karaktererne træder frem mod os i blitzens skær på scenens tilspidsede catwalk – iført Jelena Miletics charmerende kantede kostumer. “Sandheden er sjældent ren og aldrig simpel,” siges det, og i universet af lys og skygger, der lever deres eget legende liv bag ryggen på spillerne, tager forviklingerne hastigt fart.

Vennerne Jack og Algernon har hver skabt sig en alternativ persona, Ernest og Bunbury, som de bruger til at slippe for pligter og kedelige selskaber. I stedet nyder de det søde liv, der mest handler om at jagte piger. Deres udkårne, Gwendolen og Cecily er mest er forelskede i herrerne, fordi de tænder på navnet Ernest, som ingen af dem hedder, selvom de præsenterer sig sådan.

Under romantikkens fjas løber den mere tragiske plotmotor om et forsvundet barn, der skal vise sig at forløse navneproblematikken til sidst.

Champagneskål af mestendels ingenting

Ena Spottag tilfører Algernon en blød forsorenhed, der svinger godt med Mikkel Becker Hilgarts stramt-forfjamskede Jack. Han smelter som smør overfor Emil Blak Olsens varmt-strikse Gwendolen, mens Algernon drejes helt rundtosset af Karla Rosendahls praktisk-poetiske Cecily. Hun har selv skrevet kærestebrevene fra den Ernest, hun drømmer om, og som er lige så fiktiv som de øvrige Ernester i denne fortælling. Identitet er noget, man leger med, og autenticitet er mest er en følelse.

Jens Jørn Spottag doserer sin drag-ekstravaganza som Gwendolens mor med sikker hånd, mens Rasmus Botoft og Mette Horn skaber en fest i festen med den sublimerende guvernante Miss Prism. Hun forveksler et barn af kød og blod med sit eget trebinds romanmanus, mens hendes tilbeder, den overmåde orgastiske Pastor Chasuble, er tæt på at drukne i hendes fremskudte brystparti. Et herligt parløb mellem to søgende sjæle.

Kan de unge få hinanden? Må de ikke? Skal der en omdåb til? Og hvad skete der egentlig med den håndtaske, barnet lå i, da det forsvandt? Spørgsmålene er mange, men svarene ligger lige for. Det er derfor spillet og iscenesættelsens greb, der skal holde os boblende i denne champagneskål af mestendels ingenting.

Queer dekoration

Det lykkes for så vidt også med et veloplagt og godt sammensat cast, og et bolsjelækkert visuelt univers. Det minder dog en del om noget, vi har set meget af de senere år, ikke mindst på Det Kongelige Teater. Alligevel er det som om Bunbury ikke helt kommer over rampen. Det har en træghed i flowet, der bremser boblerne og de helt store grin, som ensemblet kunne fortjene.

Der er noget med rytmen, som formentlig sætter sig i løbet af spilleperioden. Jeg undrede mig også over Lasse Steens musikerkarakter, der virker til at komme fra et helt andet og mere dystert univers. Er han en form for konferencier, som det virker til i starten? Eller en slags game-master, der leger med de små menneskeskæbner? Eller en mere alvorlig påmindelse om stykkets skabelseshistorie som det sidste, Wilde skrev, før han blev fængslet for homoseksualitet?

I så fald er det for subtilt fremstillet til at afkode, og karakteren virker afkoblet fra helheden, når han, især mod slutningen, sniger sig diabolsk rundt i periferien. Jeg tror, forestillingens flow kunne løftes, hvis der var et renere fokus på musikken og mindre på falbeladerne – Steens umiskendelige evner ufortalt.

Bastian Krafts queer-greb er nok tidstypisk, som man også kunne se det i fx National Theatres version af komedien sidste efterår, men har også historik og mening i forhold til stykkets tilblivelseshistorie. Det er næppe nødvendigt at kende til den baggrund for at fange pointerne og nyde spillet for spillets skyld. I denne lette spøg bruges queer som ren dekoration – men kunne med fordel overgive sig helt til komedien.