★★★★★☆ BOKS – slagkraftig, sprød identitetsdannelse

Sjællands Teater har inviteret Kånstkollektivet ind, og det er der kommet en uhyre fin coming of age-fortælling ud af. BOKS puster liv i den gamle metafor, boksning som identitetsdannelse, med en sjov, rørende og særdeles nærværende forestilling med de tre pulserende kroppe i ringen lige for næsen af publikum.

Der er helt mørkt i omklædningsrummet. I hvert fald, hvis man sidder helt stille som Eskil og venter på at gå i ringen i sin allerførste boksekamp. For lyset er bevægelsesfølsomt, og Eskil er stiv af skræk. Så pumper en rytme, og de tre på scenen binder i en præcis-abrupt-siddende koreografi deres hænder op. Gør klar til kamp.

Ren krop

Ud over frygtsomme Eskild, der er sendt til boksning af sin onkel, er det barske Pil, der determineret træner til vanvid, og Karoline, der mest træner for at flygte fra sit nye hjem med mor, stedfar, bonussøskende og en ny på vej. Josephine Eusebius tekst ridser mundret deres baggrunde og udfordringer op uden at fortælle det hele fra start.

Rollen som Løsning Bokseklubs bramfri stifter og træner, Big Fist Vivi, går på omgang som et blåt håndklæde, der matcher der unges træningsjakker med mottoet “Boksning er løsningen på alt” på ryggen. Boksning løser helt sikkert ikke alt, men fællesskabet i klubben og sportens kraft til at slukke for hjernen og blive ren krop kan helt sikkert noget for identitetsdannelsen.

Slag, slowmotion og stemmernes stønnen

Eskil kæmper med sin maskulinitet. Pil med sin seksualitet og en mor, der ikke bryder sig om maskuline træk i “sin yndige datter”. Karo med savnet af en mor, der er opslugt af sin nye familie, hvor der ikke rigtig er plads til den store datter. I den blæsende gågade råber en fuld mand efter de unge, når de haster til og fra klubben, som endnu et billede på et samfund, hvor det er svært at finde en plads i ro.

Men langsomt finder de hinanden i træningen, der med Kånstkollektivets markante fysisk-humoristisk signatur kraftfuldt udføres i koreografier med variation. Der er power bag slagene, ild i øjnene og en gryende samhørighed i trinnene, der giver håb om mere.

Mathilde Bækmark, Cecilie Haugaard og Rune Klenø, der tilsammen er Kånstkollektivet, står selv på scenen i koreografien. Den er stærkt inspireret af boksning og dens filmiske fremtræden leger med slag, slowmotion og stemmens støn. Det er potent, medrivende og supplerer de mere sprøde dialoger godt.

Boksning som metafor for identitetsdannelsen

Robert Parrs instruktion følger samme dynamiske flow med fine og ofte næsten ordløse lakuner, hvor de unges frustrationer mærkes endog stærkere, end når de råber. Vi føler med Rune Klenøs tøvende Eskil, hvis onkels maskulinitetsbegreb er lidt snævert. Med Mathilde Bækmarks kontaktafvisende Pil, der skal holde mere af sig selv, før hun kan holde af andre. Og måske især med Cecilie Haugaards Karo, der igen og igen svigtes af en mor, der har travlt med noget andet. Alle overvinder de sig selv med styrke i fællesskabet.

Stine Stub Nielsens scenografi mimer bokseringen og skaber sammen med lyset det mørke, som de unge skal bryde igennem, mens Sune Skuldbøl Vraas stærke kompositioner får nuancerne frem i både koreografier og stemninger.

BOKS er et uhyre vellykket samarbejde mellem Sjællands Teater og Kånstkollektivet, der får en egen lille coming of age-perle pakket ud af et velafprøvet koncept med boksning som metafor for identitetsdannelsen. Det er sjovt, rørende og meget nærværende med de tre pulserende kroppe lige for tæerne af publikum.

Forestillingstrailer