★★★★☆☆ Djøf med Løgn – Per Helge elsker bureaukratiet

Per Helge Sørensen er en gudsbenådet historiefortæller, og twister atter elegant sit faste tema om regelrytteri og dokumentationskrav i det offentlige. Det nye show, Djøf med Løgn – Per Helge elsker bureaukratiet, havde forleden premiere på Bremen Teater. Denne gang er lyset rettet mod DJØF-mennesket selv, og komikken får et ekstra gear, når regimet rykker med over i privaten.

“Hvor ser du dig selv efter showet?”

Vi får som opvarmning spørgsmål a la trivselsskemaet/MUS-samtalen. To af djøffernes særligt fine bidrag til det moderne arbejdsliv. Nogle så måske – som Per Helge selv – sig selv i en Ferrari om fem år. Andre nøjedes måske som mig med at visualisere sig selv som lidt klogere på en glad måde på de kolde hænders funktion i velfærdssamfundet.

Det onde excel-regime

Per Helge Sørensen har siden 2013 skabt genkendelsens latterglæde i mangt en offentlig ansat, der har spejlet sig i hans kærlige revselse af det onde excel-inficerede DFØF-regime. Regimet – også kendt som New Public Management (NPM) – har formet arbejdslivet i årtier. Per Helge har forfinet brokkeriet fra de offentlige kantiner til sin helt egen niche i dansk komik. Nu er NPM gået af mode – eller måske har metoden blot fundet nye navne som “frisættelse af medarbejderne”.

Per Helge er en gudsbenådet fortæller, der med tempo, kropskomik og underspillede punchlines holder salen i et fast greb. Undervejs får værdi-workshops, nulfejlskulturen og dokumentationshelvedet et satirisk vrid spundet ind i én – og ofte flere storylines – som han raffineret binder sammen til slut.

Fællesfødselsdage og legeaftaler

Således også i den nyeste Djøf med Løgn – Per Helge elsker bureaukratiet. Undertitlen siger egentlig det hele. For er det nu egentlig så galt med det djøffende bureaukrati – eller er det en naturlig og vigtig del af velfærdssamfundet?

Det undersøger Per Helge ved at rette lyset mod djøfferen selv og hans eksistentielle kvababbelser i mødet med sin liberalistiske modpol. Vi får derfor også både arbejds-Per og privat-Per, for er man djøffer på jobbet, er man det også i hjertet. Historien løber derfor også i to spor, som til sidst mødes i den uundgåelige pointe, at speltfar er helten i historien.

Speltfar er naturligvis Per Helge selv. Han har applikeret sin DJØF-identitet på datterens skoleklasse, hvor han nidkært tager referat i trivselsgruppen og kan AULAs regler udenad. Han har indført stramme regler for fællesfødselsdage og legeaftaler, hvor børnene “tvinges til at lege med dem, de ikke kan lide”. Så kan de nemlig lære at blive nogle ordentlige DJØF-demokrater som speltfar selv.

Et holistisk syn på DJØF-mennesket

Hans verdensbillede rystes kortvarigt, da hans datter bliver veninde med Ferrari-fars datter. Per Helges Vesterbro-politisk korrekte ladcykel med tilhørende hjelm udskiftes med drømme om biler, der kører stærkt. Speltfar flirter med den liberalistiske frihed en våd nat på tur med drengegruppen, før han finder tilbage til sit sande jeg og sætter Ferrari-far på plads.

I det andet historiespor om jobbet ender han som ansvarlig for kommunens afbureaukratiseringsstrategi. Sådan en skal man jo jævnligt have og ved tilfældig uopmærksomhed og almindelig mangel på ideer, finder Per Helge et guldæg af en besparelse. Man kan sige, at det er en gave, der bliver ved med at give på klassisk Per Helge-facon, der viser vanviddet i mængden af regler og processer i det offentlige krydspres.

Men er det så vanvid det hele? Eller er der af og til gode grunde til, at de kolde hænder gør, som de gør? Det er der selvfølgelig, og det er hele pointen i Djøf med Løgn – Per Helge Elsker Bureaukratiet, der på uhyre fin vis viderefører og revitaliserer de tidligere shows med et nyt – og man fristes til at sige – holistisk syn på DJØF-mennesket.