★★★★☆☆ Min farfars guitar – småbørnsteater om altings forgængelighed

Det er dybest set teater om død og forfald fortalt for småbørn, når Parkteatret spiller Min farfars guitar, men historien er nænsomt formidlet i hyggelig og sødmefuld indpakning og med syng-med-sange og sæbebobler som modvægt.

Alderdom er ikke nem at forholde sig til – hverken for småbørn eller voksne. At vores bedsteforældre ikke længere kan, hvad de kunne engang, kan virke urimeligt. Ja, nærmest uacceptabelt.

Det var min mormor, der lærte mig at danse til fester. Dén med to skridt til den ene side og ét skridt til den anden side. Og til alle lejligheder, jeg kunne komme til det, dansede jeg med min mormor. Dengang troede jeg, at jeg gjorde det for at glæde hende. Men da hun ikke længere kunne holde til det i benene, var vores familiefester bare ikke længere det samme for mig.

En guitar skifter hænder

På samme måde er Lines farfar i forestillingen Min farfars guitar som en hjørnesten i Lines liv. Og når han spiller guitar til forskellige børnesange, så er det, som om musikken strømmer som kildrende sæbebobler fra hans guitar. Men hans gigt i hænderne gør, at han ikke kan spille så meget længere.

Farfar er ellers, som han plejer at være – også selvom farmor ikke er der længere. De leger stadig sammen, de synger og spiller sammen, og de spiser kager og ostemadder sammen. Alt er sådan set ved det gamle. Men alting er også forandret.

Parkteatrets musikalske børneforestilling Min farfars guitar henvender sig til de 3-6-årige, og det er netop i den aldersgruppe, hvor man begynder at forstå, at nogle er ældre end en selv, og at de gamle dør på et tidspunkt. Og dette svære tema behandler Min farfars guitar nænsomt og pædagogisk i en sød indpakning af godt humør og glade sange.

Den vigtige læring i forestillingen er, at intet behøver at stoppe. For når farfar ikke længere kan spille guitar, så må Line selv lære det. Og her er det bare om at øve sig. Og til sidst strømmer der selvfølgelig også musikalske bobler fra hendes guitar. Vi er altså vidner til et musikalsk generationsskifte.

Gensidig overbærenhed

Forestillingen finder sted hjemme hos farfar, hvor de sidder på trækasser ude foran et kolonihaveagtigt træhus, og vi fornemmer solens varme i forhaven. Hyggeligere bliver det næppe. Og Flemming Bang er i rollen som farfar aldeles energisk, morsom, hyggelig, småforvirret og legende. Hans bedstefaderlige kærlighed til Line er utvetydig.

Men under det kærlige udtryk hos Flemming Bang ligger der nuancer, som måske især de voksne bemærker. Dels kan vi nemt genkende oplevelsen af at være ”på” over for børn, og hvilken opgave det kan være at holde dem underholdt. Og dels er der en antydning af sorg, der fortæller den lille sidehistorie om, at farfar for nyligt har mistet sin kone og nu skal leve videre uden hende.

Line, som spilles af Line Østergaard, formidler fint frustrationerne over farfars manglende ”vilje” til at spille guitar og over sine egne begrænsede evner på guitaren, mens hun øver sig. Men hun undgår at blive barnlig og trodsig, men indeholder også en smittende nysgerrighed. Hendes omsorg for farfaren skinner også tydeligt igennem, og overbærenheden imellem de to er gensidig.

Engagerende fællessang

Manuskriptet er også skrevet af Line Østergaard, og brugen af eget fornavn til hovedpersonen kunne måske antyde, at inspirationen til forestillingen kommer fra egne erfaringer. I hvert fald er temaet originalt, og resultatet er en troværdig og sigende fortælling om at erkende altings forgængelighed.

Flemming Bang har instrueret forestillingen, der flyder legende let igennem forskellige følelser og tempi, ligesom de musikalske indslag er fint doseret som fællessange vers for vers igennem forestillingen. Det giver en god helhed, og publikum er hele tiden aktiveret og engageret.

Scenografien, som jeg allerede har nævnt, er hyggelig med sin kolonihavestemning. Og farfars guitar, der er kæmpestor for at gøre Line endnu mindre i forhold til den, er morsomt løst rent teknisk, ligesom de faktiske sæbebobler, der hvirvler op i luften, giver en snert af magi til historien. Alt i alt er det altså en sødmefuld og sympatisk historie om et uundgåeligt livsvilkår.