2026 byder på mange musicals over hele landet. Der er både klassikere og historier, vi kender fra filmens verden. ISCENE guider dig her til en håndfuld, der kan opleves i den nye sæson.

Dear Evan Hansen – København og Aarhus
Musicalsæsonen indledes med en co-produktion mellem Det Kongelige Teater, Aarhus Teater og Lion Musicals, der udmunder i en opsætning af den prisvindende musical Dear Evan Hansen.
Evan Hansen, der spilles af Thorbjørn Hedegaard fra Aarhus Teaters ensemble, er en ensom teenager, hvis største ønske er at passe ind i fællesskabet. Da en klassekammerat begår selvmord, bliver et brev, Evan har skrevet til sig selv, misforstået som et afskedsbrev fra kammeraten til Evan.
Den afdødes familie tror nu fejlagtigt, at de var bedste venner. Evan spiller med på bedraget og roder sig ind i et spind af løgne. Samtidig vokser hans popularitet på skolen og de sociale medier. Evan er fanget i en halsbrækkende løgn, og sandheden vil føre til et smerteligt opgør med ham selv og alle omkring ham.
Dear Evan Hansen spiller på Det Kongelige Teater 17. januar – 7. marts og på Aarhus Teater 30. april – 6. juni 2026.

My Fair Lady – København
På Det Ny Teater er en ægte musicalklassiker på programmet, når teatret slår dørene op for My Fair Lady. Musicalen er baseret på George Bernard Shaws skuespil Pygmalion fra 1912, og kan i år fejre sit 70 års jubilæum siden uropførelsen på Broadway.
Sprogprofessor Henry Higgins indgår et væddemål med Oberst Pickering. Kan han løfte blomsterpigen Eliza Doolittle op fra storbyens rendesten til high society ved at lære hende at tale korrekt? Han former hende efter sit ideal af en sofistikeret kvinde. Men hvem forvandler egentlig hvem, når Sofie Topp Christensens Eliza står over for Peter Plaugborgs Henry Higgins.
My Fair Lady spiller på Det Ny Teater 5. februar – 26. april 2026.

Frost – København, Aarhus og Odense
Disney-tegnefilmen Frost, der er inspireret af H.C. Andersens eventyr om Snedronningen, har gået sin sejrsgang blandt børnefamilier over hele verden nærmest nonstop siden premieren i 2013. Nu genskaber Lion Musicals fortællingen som musicalopsætning, hvor flere af skuespillerne, der lagde stemme til Disney-tegnefilmen, kan opleves live på scenen.
Til sin kroningsfest kommer dronning Elsa til at slippe sine skjulte kræfter løs og lægge hele Arendal under is. Hendes søster Anna må nu redde både riget og sin søster – men det er lettere sagt end gjort.
Frost – the musical spiller i Falkonersalen i København 12. februar – 22. marts, i Musikhuset Aarhus 8. – 26. april og i Odeon i Odense 1. – 5. maj 2026.

Den eneste ene – København, Holstebro og Vejle
De fleste danskere kender til Susanne Biers romantiske komedie Den Eneste Ene. One And Only Musicals’ nye opsætning instrueres af Silas Holst. I forestillingen indtager Merete Mærkedahl rollen som kosmetologen Sus, der forelsker sig i den flinke køkkenmontør Niller, som spilles af Magnus Haugaard.
Omkring de to hovedroller cirkulerer et farverigt galleri af spøjse kolleger og venner samt en lille, adopteret pige. Alle har de én ting til fælles: De leder efter kærlighed. Heldigvis har skæbnen sine helt egne veje.
Den eneste ene – the musical spiller i Tivolis Koncertsal 26. februar – 11. april, i Musikteatret Holstebro 15. – 26. april og i Vejle Musikteater 30. april – 3. maj 2026.

Spillemand på en tagryg – Aalborg
I et lille jødisk samfund et sted i Østeuropa i begyndelsen af det 20. århundrede holder man godt fast i traditionen. For som mælkemanden Tevje siger: “Den, der ikke har tradition, står lige så usikkert som en spillemand på en tagryg”.
I Martin Lyngbos iscenesættelse på Aalborg Teater spiller Mogens Rex rollen som Tevje, som er far til fem døtre, hvoraf hele tre er i den giftemodne alder. Tevje svæver mellem den strenge tradition og den nye, moderne verden. Da det lille samfund tilmed trues af udefrakommende magter, der vil fordrive dem, strammes skruerne for alvor på den ellers så muntre mælkemand.
Spillemand på en tagryg spiller 2. maj – 6. juni på Aalborg Teater.



