★★★★☆☆ Vraget – Odsherred Teaters lokaltrilogi afrundes lidt fjernt, men den er blæret udført

Den sidste del af trilogien på Odsherred Teater, der tager udgangspunkt i lokalhistoriske hændelser, handler lidt for lidt om Odsherred og lidt for meget om alt andet, men Vraget er uhyre velspillet, sitrende skrevet og lækker at se på.

Er hun en husdramatiker, der også kan spille skuespil? Eller er hun en ensembleskuespiller, der også kan skrive teater indimellem produktionerne? Mei Oulund, der på cv’et har en skuespilleruddannelse, kan i hvert fald begge dele.

Vraget er den tredje forestilling i den trilogi, hun har skrevet til Odsherred Teater med afsæt i lokalhistoriske emner. Den første var Missilet (2022), der tog afsæt i det såkaldte ”Hovsa-missil” i 1982, og den anden forestilling var Dæmningen (2024), der handlede om inddæmningen af Lammefjorden i 1870’erne. Hun er netop blevet nomineret til Årets Reumert for den sidste. Begge forestillinger brugte deres historiske afsæt til at fortælle mere generelle historier om menneskets forhold til naturen og samfundet.

På sporet af en konspiration

Vraget hægter sig op på historien om en lægter – en flydende pram til bugsering af større gods – der gik på grund ved Sjællands Odde i december 1947, og om det efterfølgende fund af to likviderede kriminelle, der havde tilknytning til lægteren og slæbebåden Castor.

Som i en tv-krimi følger vi i forestillingen dokumentarjournalisten Esther, der graver i forholdet om vraget og den mystiske likvidering. Og som hun dykker ned i sagen, møder hun mystiske sammenfald og mærkværdigt mørklagte sagsakter, som sætter et større konspirationsapparat i gang hos hende.

Snart er det uopklarede dobbeltmord på Peter Bangs Vej og statsligt understøttet våbensmugling i spil. Samtidig smuldrer hendes liv imellem hænderne på hende, mens hun fortaber sig i sin historie. Hun bryder med sin datter og skubber sin bedste veninde fra sig. Og hvis dokumentaren ikke bliver solgt til produktionsselskabet, er hendes ellers lovende karriere slut.

Sømløs opløsning af tid og rum

Der er altså nok af spændingsguf i dramaet om Esther, der på mange måder læner sig op ad de yderst populære tv-serier kendt fra DR Dramas storhedstid med Rejseholdet, Forbrydelsen og Borgen. Og denne kombination af personlige og faglige kriser forærer historien både drivkraft, metafortællinger og eksistentiel klangbund.

Men hvad teatret kan, som en socialrealistisk dramaserie ikke kan, er at nedbryde tid og rum og lade 1940’ernes kabaretkultur og efterkrigstidsgangstere forenes. Det formår teaterdirektør og instruktør Leiv Arne Kjøllmoen at gøre ganske friskt og originalt i sin iscenesættelse af Vraget, hvor personer, køn, historier og steder splejses sømløst sammen.

Under det store opgør med veninden Marina hjemme hos Esther er vi for eksempel absolut til stede i nutiden, men samtidig ligger fortidens skurke som hengemte lig under gardinerne og bag møblerne i Esthers stue. Og fortidens og nutidens rollesammenfald er aldeles veltænkt.

Rutineret og udtryksfuldt skuespil

Så hun kan virkelig skrive. Mei Oulund står her bag et manuskript, der især på replikniveau i dialogerne sprudler og sitrer. Samtidig er dramatikken konceptuelt velovervejet, og som sagt også vellykket iscenesat af Leiv Arne Kjøllmoen.

Men hun kan også spille skuespil. Hun formidler en intens dobbelthed i hovedrollen Esther og lykkes med at bære selv de mest ekspressive følelser og abrupte stemningsskift, så de lige akkurat forbliver troværdige.

Over for hende er Trine Pallesen en særdeles rutineret og imponerende præcis spiller, der mere ubemærket skifter imellem roller og stemninger, men ikke desto mindre formidlende og trygt for publikum. Og Emilie Rasmussen og Henrik Ipsen, der også begge bestrider dobbeltroller, gør det med tydelige karaktertegninger og ikke så lidt humoristisk sans.

Blæret udtryk, men lang i spyttet

Nadia Nabils scenografi med store blå gardiner, der med lysrefleksionerne fra det blanke scenegulv giver rummet tydelige associationer til krusningerne på vandet, byder på en blærerøvsagtig lækker æstetik. Og ikke mindre blærerøvsagtigt er det, at Odsherred Teater spæder ensemblet op med fire dygtige dansere og en trommeslager, som med swingjazzede kompositioner og delikate koreografier maler billedet af efterkrigstidens festlige miljø.

Desværre bliver scenerne til tider lidt lange i spyttet, og temaerne bliver især hen imod slutningen for mange og for uforløste. Det lokalhistoriske afsæt er måske også en tilsnigelse. Den dobbelttydige titel Vraget hentyder mest til nervevraget Esther, der er tæt på at blive vraget som journalist og mor og ven, men ganske lidt til skibsvraget ud for Sjællands Odde.

Det giver tilsammen en oplevelse af en forestilling, der lykkes på de fleste parametre med dygtigt skuespil og et flot udtryk, men som bliver lidt kladdeagtig og uafsluttet i sin dramaturgi. Der er for meget på tapetet, men for lidt at hænge sin lokale sommersolhat på i Odsherred.

LÆS OGSÅ ISCENEs interview med Leiv Arne Kjøllmoen om lokalt engagement og globalt perspektiv