★★★★★☆ Feberen – berusende musical opdaterer historiebøgerne

Det Kongelige Teaters musicalsatsning, Feberen, er både historiebevidst og lårklaskende sjov. Historien om de frække Barrison-søstre og deres normbrydende varietéoptrædener bliver forløst i en stimulerende fortælleform med funklende vokalharmonier og ørehængende melodier.

Man siger, at skandalen er berømmelsens mor. Det er normbrydernes navne, der printer sig i folks bevidsthed og ender i historiebøgerne. Men selvom de fem Barrison-søstre blev verdensberømte med deres skandaløst ublu og frække varieté, har historien i mere end et århundrede efterladt dem som et ubeskrevet blad. 

I Det Kongelige Teaters musical, Feberen, spøger søstrenes fortælling som en absint-beruset feberdrøm fra en fjern fortid. Musicalen insisterer på at lukke søstrene ud af tidslommen i 1890’erne og placere dem i dette årtusinde. Og med funklende vokalharmonier, et storswingende band og melodier, som ikke er til at ryste ud af hovedet, er det en sand fornøjelse at opleve. 

Hvordan kunne vi glemme dem? 

Der er nogle, som i et negativt tonefald kalder det “retfærdighedsarkæologi”: den retoriske genopdagelse af de såkaldt glemte kvinder i kulturhistorien. Den vigtige udgravning, som er allestedsnærværende i disse år, går ud på at fremhæve fortidens kvindelige kunstnere, men risikerer at miste sin effekt, hvis vi bliver ved med at reproducere kvinderne som glemte eller oversete.

Denne problematik braser Feberen lige ind i. Hvordan kunne vi glemme de fem søstre, der skabte så stor furore i deres fin de siècle-samtid? Sådan spørger musicalen. Men den er lovligt undskyldt, fordi det store fokus på glemslen har afstedkommet en stimulerende fortælleform, der virker enormt opkvikkende for musicalgenren. 

Søstrene befinder sig både i deres egen tid og på afstand af den – som genfærd der ser historien udfolde sig baglæns. En konferencier, spillet af Morten Brovn, dirigerer kyndigt narrativens tidslige forskydninger. Som en kamæleon med funny bones skifter Brovn umærkeligt sin fortællerrolle ud med andre biroller, og man fanger karikaturerne på et splitsekund. For eksempel den koleriske impresario Mrs. Fernandez med krum ryg og skelende øjne eller den velhavende Waldemar Otto, der bejler til en af søstrene i patetisk falset.

Nyt millennium, nyt kvindesyn

Barrison-søstrene bliver portrætteret med den helt rigtige kombination af uskyldighed, viljestyrke, begærlighed og kontroltab. Fanny Leander Bornedals vokal skiller sig ud med sine dybe hæshed. Cecilie Gerberg Nielsen imponerer med melodiøse højdespring i sine solopartier.

Andrea Øst Birkkjær har en resolut slagkraft i stemmen og gør det glimrende i rollen som den snarrådige og bestemmende storesøster. I starten af anden akt får hun kinderne til at blusse, når hun forarger moralens vogtere med et nummer om at tøjle en hest, der let kan forveksles med en anden form for ridning. 

Med et nyt millennium følger et nyt kvindesyn, og de konservative moralister må bøje for den nye tidsånd. De kompetente skuespillere gør det let at forestille sig, hvordan det ikoniske nummer, Do you want to see my pussy, har skabt overskrifter i 1890’ernes brydningstid. Med deres autentiske gestik og tætte harmonier er de så millimeterpræcise i gengivelsen af varieté-æstetikken, at man føler sig kastet tilbage i tiden. 

Et ekko i tiden 

“Det er jeres tid!” proklamerer William Fleron – søstrenes idealistiske impresario, der spilles af Mads Rømer Brolin-Tani. Men efterhånden som handlingen skrider frem, forstår man, at musicalens ærinde faktisk er at gøre søstrene tidløse. En tidløshed, som også afspejler sig i musikken, der blander elektroniske elementer ind i den traditionelle instrumentering med tuba, banjo, violin og woodblocks. 

Berømmelsen har en slagside, konsekvenserne af det dekadente liv melder sig, og gruppen går gradvist i opløsning. Barrison-feberen aftager. Søstrene lægger sig til sidst på scenegulvet, og det spejl, som har fungeret som bagvæg, begynder at tilte. Et simpelt virkemiddel, som får det til at se ud som om, at de fem kvinder svæver ud af scenen. “Et ekko i tiden,” som konferencieren filosoferende påpeger.

I den poetiske og rørende afslutning forlader søstrene historien og bliver opløst i glemslen, hvor vi fandt dem. Feberen formår at gøre musical til latterfremkaldende underholdning, som også kan rumme eftertænksomheden. Forhåbentlig kan den også bidrage til, at vi en dag kan tale om Barrison-søstrene som noget andet end glemte kvinder.