★★★★☆☆ Unmasked – intens balancegang bag facaden

Det Næstvedbaserede Kompagni47 fascinerer med varierede fysiske udtryk, der i Unmasked lægger krop til hverdagens forstillelser og masketab med en dirrende, dyster undertone.

Kompagni47 udspringer af Næstveds gadekultur og arbejder i en blanding af bevægelsesudtryk, der inkorporerer forskellige dynamiske dansestile og akrobatiske elementer. I Unmasked får gadens fart modspil af masken, mørket og faldet.

Kollapsende kroppe i blåt, blåt lys

Fem skikkelser står i halvmørket med ryggen til. En sjette falder ind i kredsen og krabber sig kravlende over gulvet i amputerede breakdance-bevægelser. Så står hun med sit bare ansigt mellem de maskerede. En spejling opstår, inden også hun trækker i masken og alle falder i geled og vandrer ud.

Snart er de tilbage til nye boblende toner med små, komiske trip-trin afløst af vejrmøller. Så sættes produktionslinjen i gang. Arbejd, arbejd. Ingen forstyrrelser tolereres, men så brydes monotonien og opløser sig i svæveflugt, høje spark og kollapsende kroppe i blåt lys. De præcise spring punkteres af muligheden for at snuble, der løber som en iling gennem kroppen.

Det nøgne ansigt

Kan masken holde? Tør de lade den falde? Martin Karlshøjs varierede koreografi udforsker spørgsmålene i scene efter scene, der aldrig bliver repetitive, men bindes sammen af netop den lille usikkerhed. Den kan være et ryk i en skulder, en fod der glider. Et spring, der nærved og næsten går galt.

Lyddesignet af SoundOkapi veksler på lignende vis mellem stemninger fra det symfonisk drømmende til det elektronisk beatende, mens lyssætningen primært befinder sig i det dunkle, dybblå register. Stina Restings dekonstruerede jakkesæt opløses lige som Kristian Knudsens gasmaskelignende masker opløser identiteten og gør ansigterne mere nøgne, når de af og til dukker frem.

Florlet flow og grafisk synkroni

Koreografien lader de seks performere, Fiona Houez, Romeo Lasne, Anna Nissen Ting Bech, Sine Krag, Lilli O’Reilly og Siv Kilde Jensen, træde frem på skift med soli. Ligesom de fælles sekvenser spænder de fra komiske gags over florlet flow og grafisk synkroni til magttunge kroppe, sværmende flugt og søgende øjne. Det giver en fornem dynamik, der fastholder øjet – af og til afløst af et imponeret gisp over kroppenes balance eller frie fald.

Unmasked afsøger sit tema med stor nysgerrig kreativitet og rammer stærkt i kombinationen af det tilsyneladende casual med det intense, skræmmende og uforudsigelige. Vi kigger bag maskerne, de individuelle og fællesskaberne. Hele tiden lurer sprækken, der lader os ane mod og styrke, men også muligheden for at falde.