★★★☆☆☆ Odense Sommerrevy 2025 – får Odense den knejsende revy, de fortjener? 

Stærke, absurde og groteske numre får Odense Sommerrevy 2025 til at skille sig positivt ud. Men de overskygges af jævne tekster og klichéer, der mest virker som et forsøg på at ligne alle andre revyer.

Der er store ambitioner i Danmarks midterste revy, Odense Sommerrevy, som siden 2016 har spillet i et mægtigt cirkustelt på Engen i Fruens Bøge. Men her på niende år savner vi stadig et klart billede af, hvad revyen i Odense egentlig har tænkt sig at byde på. Hvis ikke næste års 10-års jubilæumsforestilling skal blive en kliché på sig selv, så er det om at tage nogle drastiske valg nu.

Man har ellers revydirektør Lars Arvad i front og komikerne og skuespillerne Vicki Berlin og Thomas Mørk, som fast trio, der især er stærke til de skæve, karikerede karakterer. Forudsætningerne burde være til stede, suppleret med skiftende sangere og skuespillere. Der er adgang til de bedste tekstforfattere, og der er lokal opbakning. Alligevel lykkes det bare for sjældent. Også i år er Odense Sommerrevy et tvivlsomt sammensat program af halvgode tekster, bedagede valg og kun delvist udnyttet potentiale.

Crazykomisk atomvåben

Der er ingen tvivl om, at når Odense Sommerrevy virkelig formår at få latteren til at rulle eller for alvor svirper med det satiriske spanskrør, så er det, når de karikerer, abstraherer og parafraserer. Fx når Kim Jong-un, Vladimir Putin og Donald Trump kommer ind som tumlinger med store blebagdele og slås om en badebold, der forestiller jordkloden. Så er præmissen tydelig, pointen præcis, og udtrykket originalt.

Eller når H.C. Andersen med dirrende alvor fortæller ”en rigtig historie” om vor tids konger og kejsere (læs: præsidenter). Skønt og snurrigt digtet af Vase & Fuglsang med referencer til kendte eventyr. Eller når håndboldlandstræner Nikolaj Jacobsen opgivende fortæller om Troels Lund Poulsens uduelige forsvarsopstilling. Så bliver det skarp og effektiv revy.

Men når man så forsøger sig med en pseudopoetisk vise, hvor vi virkelig skal føle-føle. Eller med forudsigelige, halvplatte tekster med standardforviklinger, namedropping af diverse politikere og udtrådte lokalreferencer, så virker det, som om man stadig søger efter sin stil. Jamen, er det ikke åbenlyst, hvad der virker? Man har et crazykomisk atomvåben i Odense, men man nænner ikke at trykke knappen i bund.

Utidigt uwoke

Desværre er det ikke kun de svage numre, der skæmmer Odense Sommerrevy som helhed. For sammenlignet med de øvrige professionelle revyer i Danmark, er det svært at pege på en revy, der prøver at være moderne på mere umoderne vis. En revy behøver bestemt ikke at være woke. Men er der nogen grund til at være det modsatte?

Sara Gadborg og Vicki Berlin kommer ind klædt som kvinden fra ”We Can Do It!”-plakaten fra 1943, der flekser muskler med rødt tørklæde om håret. Det giver et øjebliks forhåbning om, at der nu kommer et ligestillingsopråb. Og det var måske også hensigten med sangen ”Ing’ dame tilbage” over Nik & Jays kendte sang En dag tilbage. Men den når ikke længere end til at påstå, at hvis der ikke fandtes kvinder, så ville mænd være nødt til at gøre rent selv. Sådan!

Helt utidigt bliver det i en sketch, hvor en mor forsøger at dække op til middag til sin søn, der i mellemtiden er blevet til en datter. Og til hendes kæreste, der er nonbinær og bruger pronomenet ”de/dem”. Ja, det føles underligt og er svært at vænne sig til, og ja, det er helt fair at gøre grin med, fordi det fylder i vores samtid. Men hele teksten er så kluntet formuleret og nærmest hånende i sin natur, at det bliver usmageligt. Hvem er det, vi skal grine ad her?

100% likeable

Nå, men ellers er revyen da meget fornøjelig. I år er det Sara Gadborg og Henrik Koefoed, der gør de tre faste i revyen kompetent selskab. Det er virkelig stærke kræfter, de to tilfører, og vi får også momentvis glæde af deres evner. Henrik Koefoed især som replikstærk og komisk sikker skuespiller og Sara Gadborg som gedigen sanger med forførende primadonna-vibes.

Kapelmester Morten Wedendahl står for den udmærkede ledelse af orkestret såvel som flere gode melodier til revyen – og ikke mindst med et velarrangeret Elvis Presley-potpourri som finale. Kirsten Brink står bag den fine, pastelfarvede scenografi. Den indrammer hele revyens æstetiske udtryk og skaber showstemning uden at overgøre det.

Jeg nød flere momenter i forestillingen og er på et personligt plan svært til falds for en dum far-joke og et lækkert medley. Og så kan man i øvrigt ikke undgå at have sympati for Odense Sommerrevy både som projekt og for holdet, der år efter år med skiftende medvirkende er 100 procent likeable. Odense fortjener en stor og moderne revy, som knejser midt i landet!

Netop derfor er det så ærgerligt, at revyen ikke peger ind i fremtiden med et mere nutidigt og kritisk tekstvalg, et tydeligere koncept og et bedre blik for at udnytte sine muligheder. Efter snart 10 år på Engen må det være tid til at stramme teltdugen.