★★★★★☆ Axis Mundi – gribende svanesang fra et fyrtårn i den eksperimenterende scenekunst

Hotel Pro Formas sidste nyproduktion, Axis Mundi, forener lys, lyd og krop i en dragende meditation over livets og dødens fælles akse. Resultatet er en gribende afskedsceremoni, der både ærer fortiden og åbner mod det uvisse.

“Liv og død er ikke to modsatte verdener,” siger skuespilleren Kirsten Grove med gejstlig alvor. Hotel Pro Forma har indtaget salen i Store Vega, og vi oplever den sansestimulerende forestilling oppefra. Er det Kirsten Dehlholm – grundlæggeren af det eksperimenterende teaterkompagni fra 1985 – der taler fra det hinsides? Det er svært ikke at høre det sådan.

Dehlholm, som gik bort i sommeren 2024, skabte konceptet til Axis Mundi sammen med instruktør Marie Dahl som sit sidste arbejde. Den dragende og poetiske forestilling er en værdig afsked med en markant skikkelse på den danske kunstscene.

Omvendte proportioner

Ambitionerne har altid været tårnhøje i Hotel Pro Formas produktioner gennem de 40 år, kompagniet har eksisteret – Axis Mundi er ingen undtagelse. Med audiovisuelle virkemidler fra øverste hylde, et intenst fokuseret performerhold og hjemsøgende elektronisk musik af duoen Den Sorte Skole mødes man af en insisterende kunstnerisk vilje til at skabe nye æstetiske oplevelsesformer.

Værket, som i Marie Dahls forord beskrives som en “klassisk Hotel Pro Forma-forestilling”, føles som en mindehøjtidelighed over kompagniets skabende praksis. Dehlholms kunstneriske ånd er tydeligt til stede, og det er, som om hun med sit sidste værk fortæller os, at afslutningen ikke er begyndelsens modsætning, men dens følgesvend.

Scenografien placerer publikum på balkoner rundt om scenerummet – en idé hentet fra kompagniets første forestilling, der blev skabt specifikt til Nationalmuseets festsal. Allerede før forestillingen begynder, mærker man, at perspektiverne er vendt på vrangen. At det koordinatsystem, vi bruger til at forstå verden, er forskudt.

Mellem dimensionerne

I tråd med værktitlens religionsvidenskabelige begreb “Axis Mundi” opstår et rum, hvor det verdslige og det guddommelige mødes. Fra begyndelsen danner tåget laserlys en flade over performerne, der ligger på scenegulvet som ånder fanget i glas.

Skuespillerne Sarah Boberg og Kirsten Grove træder ind i lyset og bevæger sig som halvguder mellem dimensionerne. Med en observerende distance reciterer de digtuddrag af den mexicanske forfatter Octavio Paz.

Den Sorte Skole lader lyse pizzicatostrygere bryde ind i det lavfrekvente soundscape, netop som performerne vækkes til live. Projektører med bevægelsessensorer giver dem en aura – som om deres kroppe kaster lys frem for skygger. Et scenografisk greb, der vender tilbage mod slutningen: Det kødelige liv er kun forstadiet til det lys, som følger efter.

Åbning mod det uvisse

Alle bevægelser foregår i slowmotion. Forestillingen er som en opslugende malstrøm, hvor tiderne smelter sammen. Fortidige jæger-samler-kroppe træder frem, når performerne går i krigerstilling eller høster med neg på ryggen. Musikken destabiliserer tidsfornemmelsen: Selv når sfærisk lyd brydes af bastunge beats, synes musikken aldrig at finde en fast puls.

Denne rastløse lydlige understrøm udgør en ilter kontrast til performernes beherskede forkyndelse – på samme måde som projektionerne af Giovanni Battista Piranesis raderinger, der tilføjer en nubret stoflighed til det det skarpe laserlys.

På et tidspunkt balancerer de to skuespillere på et lysende lasergitter. Langsomt tipper gitteret, som om selve rummet forskyder sig. “Alting rejser sig for bedre at falde,” lyder det højstemt og poetisk mod slutningen.

Axis Mundi er ikke et punktum, men en overgang – en åbning mod det uvisse, det ubegribelige og det evige.

LÆS også ISCENEs interview med Marie Dahl her