ISCENE har talt med skuespiller og dramaturg, Linnea Fabricius, om hendes egen ungdom i Sønderjylland og om hendes ny- tildelte arbejdslegat for at dykke ned i, hvad der skal gøres for at sikre, at de nye generationer fortsat kan se mening i teatermediet.
Det er en varm juli formiddag, da jeg ringer på hos Linnea Fabricius, medstifter af Æ Teater der i 2024 vandt en Reumert for deres forestilling Omve’n Hjemve. En forestilling om at vokse op og være ung i Sønderjylland, og det er noget, Linnea har erfaring med selv. Hun er vokset op lidt uden for Haderslev – et sted hvor kulturtilbud var den lokale musikskole, en turnerende teaterforestilling i ny og næ og selvfølgelig egnsteatret Møllen.
Ellers var det et sted, ”hvor der ved Gud ikke var særlig meget teater til unge mennesker,” som hun selv udtrykker det. At sørge for at især unge mennesker i provinsen og de ydre dele af Danmark har adgang til godt teater er blevet lidt af en mærkesag for Linnea Fabricius, der arbejder freelance i teaterbranchen. Hun har netop fået tildelt et arbejdslegat fra Statens Kunstfond for at finde ud af, hvad man egentlig gør og kan gøre for at ramme den unge målgruppe derude.
Medansvar for de unges dannelse
”Jeg ved selv fra mit arbejde i Æ Teater, at det er en skide svær målgruppe, fordi det er et publikum, der ikke kommer af sig selv. De er tit tvunget ind i teatret af lærere eller forældre, og det er bare ikke et særlig fedt udgangspunkt for at lave teater,” fortæller Linnea Fabricius.
Jeg ved selv fra mit arbejde i Æ Teater, at det er en skide svær målgruppe
”Jeg synes, at teatret har ansvar for de unges dannelse. Og vi, som branche, bliver nødt til at tage det ansvar alvorligt. Og det kan godt være, at der går nogle penge til ved det, men så må vi finde en måde at få råd, for jeg mener ikke at vi har råd til at ikke at støtte op om den her målgruppe. Det taber både de unge og teatret på længere sigt på.”
Linnea kan selv huske, hvordan det var at være barn og ung og kunstinteresseret i provinsen. Noget vi har til fælles, erkender vi over kaffen, som Linnea Fabricius serverer, mens hendes dalmatinerhund lægger hovedet på mit skød i håb om at få et kærligt klap. Hun kommer fra det, hun selv kalder et hjem med klaver:
”Mine forældre er skolelærere, min far spiller musik som hobby og min mor var musiklærer og arbejder i dag som kirkesanger. Så der har jo været masser af kultur inden for hjemmets fire vægge. Vi har malet, og vi har klippet papir og dens slags kreative sysler.”
Et gæstespil ændrede hendes syn på teater
Linnea Fabricius gik til dans og spillede violin, og kom også med på et lokalt amatørteaterhold, og i 9. klasse insisterede hun på at komme i praktik på Teater Møllen i Haderslev – og begyndte så i gymnasiet:
”Jeg kan huske, at min dansklærer i gymnasiet tog os med ind og se Helmer Hardcore, som er Jacob Weis slags fortsættelse til Henrik Ibsens Et Dukkehjem. Og jeg kan huske, at det var første gang, jeg så en forestilling som fuldstændig ændrede mit syn på teater. De var mere vilde og anderledes, end noget jeg havde set.”
Det var første gang, jeg så en forestilling som fuldstændig ændrede mit syn på teater
Linnea Fabricius siger selv, at hun var heldig med sit gymnasium, med sine lærere og sine klassekammerater. Det at ville kunsten, især musikken, var ikke noget, hun var alene om længere. Men der var stadig langt mellem de kunstneriske snapse.
Fra kulturel analfabet til kunstnernørd
”Jeg har ikke haft mulighed for at konsumere særlig meget kunst i min opvækst,” fortæller Linnea Fabricius. Noget der virkelig ramte hende, da hun flyttede fra Sønderjylland til Aarhus for at læse dramaturgi på universitetet.
”Det var det, man kalder for en humbling experience. Jeg syntes, at Aarhus var fuldstændig uoverskuelig. Og jeg kendte ikke koderne for, hverken at gå på universitetet eller for at gå i teateret. Der var simpelthen bare nogle ting, jeg ikke havde prøvet, og jeg kunne bare mærke, at de af mine medstuderende, som var vokset op i Aarhus eller i København, havde en referenceramme. De kunne fx navnene på nogle teatre, som jeg ikke anede eksisterede.”
Linnea Fabricius siger selv, at hun følte sig som en kulturel analfabet. En følelse som gentog sig, da hun senere flyttede til København for at læse videre og senere arbejde i den danske teaterbranche.
Der er en geografisk skævvridning
”Det er måske en fordom, jeg har. Men der er en geografisk skævvridning. Hvis man er vokset op, ikke nødvendigvis som skuespillerbarn, men bare i nærheden af det her miljø, så er der nogle mennesker, du kan spejle dig i. Du ser voksne mennesker, der har jobs i branchen, og det giver dig nogle andre forudsætninger for at kunne vælge at gå ind i den branche selv.”
Unge i provinsen får ikke trænet deres kunstneriske muskel
Linnea Fabricius anerkender, at der er mange gode grunde til, at kulturtilbuddene er flere og mere varierede i storbyerne end i provinsen. Men vigtigheden af at unge – alle unge – har adgang til kultur som en del af deres almene dannelse, kan hun ikke understrege nok:
Vi gør byerne irrelevante for de unge at vende tilbage til
”Vi gør byerne irrelevante for de unge at vende tilbage til. Og vi ser jo en affolkning af provinsen, som nok kun fortsætter, hvis ikke vi sørger for, at der er noget fedt at komme tilbage til, når de unge har været ude og studere. De skal helst tænkte, at det var en dejlig by at vokse op i, blandt andet fordi der var et fedt kulturliv og steder at samles. Og at de derfor have lyst til at tage deres kompetencer med tilbage til deres fødeby.”
Men uden kulturel eksponering og uden muligheden for at skabe et vækstlag, som det findes i de større byer, får unge i provinsen ikke mulighed for at træne og udvikle deres kunstneriske kompetencer – for slet ikke at tale om interesse.
Alle unge fortjener at blive set og spejlet i teateret
”Jeg kan godt forstå at man som ungt menneske i provinsen ikke føler sig set, og ikke føler sig repræsenteret eller inviteret ind i teaterrummet, sådan som det ser ud nu. Og jeg er bange for, at der sker en endnu større fremmedgørelse af teatret hos de yngre generationer, hvis ikke teaterforeningerne og teatrene i udkantsdanmark tager den opgave meget seriøst.”
Mange teaterforeninger ude i det danske land drives af frivillige, og rigtig mange af disse frivillige er pensionister. Og det betyder, at de turnéforestillinger der bliver bestilt ud til de forskellige provinsegne bliver valgt af et ældre publikum og måske ikke rammer den unge målgruppe så godt.
Teatret kan give de unge mulighed for at se deres virkelighed spejlet på en ny måde
”Det er jo vidunderligt, at nogen påtager sig det her arbejde gratis, men hvis det unge publikum skal kunne spejle sig i at gå i teatret, så er vi nødt til at gå i dialog med dem og lære dem at gå i teatret. Jeg tror bare ikke, vi må underkende, hvor kraftfulde gode teateroplevelser kan være for et ungt menneskes udvikling. Teatret kan give de unge mulighed for at se deres virkelighed spejlet på en ny måde.”
“Jeg tror, det er med til at rykke noget emotionelt i dem. At man viser dem, at deres virkelighed også er vigtig, og også kan være interessant. Og selv om det føles dødkedeligt, at sidde i tre timer og vente på en bus, så er det også et liv, og det er jo også en historie. Og nogle gange er de ting der føles røvesyge, dem der senere bliver til den spændende historie. Og det synes jeg bare, man har fortjent, uanset om man er vokset op på Østerbro eller i Haderslev.”
Teaterforeningernes ansvar og fremtid
Hvis teaterforeningerne skal blive ved med at køre på frivillighed og være dem, der primært påtager sig ansvaret for at bringe teater til provinsen, så er det nødvendigt at unge mennesker kan se formålet med disse foreninger og har lyst til at overtage det arbejde, der bliver gjort der. Men Linnea Fabricius har ikke set antræk til et generationsskifte indenfor feltet, når hun har været ude og spille og arbejde i provinsen
”Hvis vi fortsat skal have mennesker som har brug for og værdsætter, at der er teater, der hvor de bor, så er det et behov, der skal dyrkes i barndommen og tages videre i ungdommen. Det opstår jo ikke, hvis du ikke bruger teatret.”
At undersøge, hvad der bliver gjort, og hvad der kan gøres er noget af det, som Linnea Fabricius ser ind i med sit arbejdslegat, hvor hun planlægger at gå i dialog med de aktører, der står for at levere teater – så som egnsteatre, teaterforeninger og uddannelsesinstitutioner:
Et ansvar som måske uretmæssigt ligger på teaterforeningerne lige nu
”Jeg håber at få dannet mig et billede af, hvad udbuddet er, og hvad der evt. skal til for at skrue op for teatertilbuddene til unge i provinsen. Jeg vil undersøge, om det kunne give mening at omstrukturere ansvaret for, hvad det er for nogle forestillinger, der købes til provinsen. Et ansvar som måske uretmæssigt ligger på teaterforeningerne lige nu. For mig handler det også om at få noget viden til at kunne fortsætte med at bidrage positivt til produktionen af godt og relevant ungdomsteater i provinsen.”
Dansk kulturliv omfatter hele landet
”Det er jo ikke et problem i storbyerne. Der går unge mennesker i teatret. Aarhus Teater fx har været pissegode til at brande sig selv de sidste mange år. Jeg har en søster på 25 i Aarhus, og hun går i teatret hele tiden. Og alle hendes venner går i teateret hele tiden. Så de har jo tydeligvis gjort en indsats. Jeg oplever desværre, at mange teatre hopper let og elegant hen over denne her publikumsgruppe. Og uden at det skal være en kritik af provinsscenerne, så er det bare for at sige, at det kan lade sig gøre at være relevant for de 15-25-årige – også uden nødvendigvis at lave decideret ungdomsteater.”
Mange teatre hopper let og elegant hen over denne her publikumsgruppe
Teaterbranchen har brug for input alle steder fra for at kunne skabe et mangfoldigt fortællingskartotek, hvor de historier, vi iscenesætter fortsat er interessante og relevante for alle dele af samfundet. Men faktum er, at langt det meste teater bliver produceret i København. Det er noget, som Linnea har skulle forholde sig til i sit arbejde – især fordi hun giver udtryk for, hvor vigtigt det er, at teater i provinsen også bliver produceret i provinsen:
”Jeg bliver altid spurgt, når jeg er i Sønderjylland, hvorfor bor du så i København? Og jeg kan kun svare, at det da også er for dårligt. Sandheden er bare, at hvis jeg skal have et freelance-liv til at hænge sammen i den danske teaterbranche, så bliver jeg nødt til at være her i København. Og det handler om mere, end at mange af de fede jobs er i København. Det handler også om at være der, hvor der findes en masse fede inspirationskilder, som jeg så kan tage med tilbage til Sønderjylland.
Vi risikerer at teatrets repræsentation bliver fattigere
Det er vigtigt for Linnea at understrege, at det ikke er fordi, hun ønsker eller forventer, at den danske teaterbranche skal være fuldstændigt ligeligt fordelt. For selvfølgelig giver det mening, at kulturen i høj grad er der, hvor mange mennesker bor og mange har adgang. Men hvis ikke teatertilbud til provinsen bliver taget alvorligt, så bliver skævvridningen mellem by og provins bare større, frygter hun
De frivillige bliver ældre, og de unge kreative kræfter flytter
”Og ikke bare er det ærgerligt for de liv, der leves i provinsen, der står til måske at miste deres teaterforeninger på sigt, fordi de frivillige bliver ældre, og de unge kreative kræfter flytter, men vi risikerer også, at dansk teater bliver fattigere i sin repræsentation, både aldersmæssigt og geografisk.”
Måske er det at sigte højt at satse på, at alt dette bliver fikset med Linnea Fabricius og hendes arbejdslegat, men jeg glæder mig over at Statens kunstfond kan se vigtigheden af hendes mission. Jeg takker hende for hendes tid, hendes inspirerende refleksioner, den hjemmelavede saft og ønsker hende stort tillykke med legatet.
