Vi er med i legen på Passage Festival 2025

I sidste uge fyldte Passage Festival 2025 Helsingør og opland med en bred vifte af scenekunst i det offentlige rum. Her kommer første del af reportagen fra en festival, der legesygt og inkluderende inviterer til magiske øjeblikke, nærvær og mellemmenneskeligt samvær.

Samlingspunktet for Passage Festival 2025 var det store oppustelige luminarium, Myriad, der på kajen foran Kulturværftet med Kronborg som bagtæppe trak især børnefamilier til. En lang kø snoede sig hver dag i åbningstiden forventningsfuldt foran det bløde, lyslegende opdagelsesrum, mens artister af alle slags snoede sig omkring og igennem køen og skabte den åbne, pulserende festivalstemning, hvor alt kan ske.

Og det gør det i Helsingør, hvor programmet legesygt og inkluderende byder på et væld af discipliner og udtryk. Nogle skal man opsøge, andre støder man på i gadebilledet, på kajen, i boligområderne, i skoven eller på stranden. Passage Festival åbner de offentlige rum og bruger dem til at skabe midlertidige fællesskaber, hvor vi sammen sukker, smiler og overgiver os til danserens krop, hvidløgets poesi eller klovnen og knivkasterens frækhed.

Korkrop og hvidløgsballerinaer

“Det er bare Passage,” lød en betryggende stemme i tusmørket, da det unge franske kunstnerkollektiv La Ville en Feu bevæger sig gennem gaderne med deres forunderlige blanding af dans og a capella sang. De omdanner klassiske værker til vibrerende nærvær i et energisk, nonverbalt udtryk.

Ved aftenstide er det deres fortolkning af Gustav Holsts Les Planètes, der fylder gader og torve. Med en tyk hale af tilskuere kulminerer det på det feststemte Axeltorv, der bliver tyst i takt med koreografiens intensitet og blide outro.

Tidligere på dagen drog de gennem den anden ende af byen med Le Sacre, en sprød og vild udgave af Igor Stravinskijs balletkomposition. I tre sekvenser trækker de os rundt. Baglæns nynnende, sorgfuldt skrigende på trappens stejle trin og organisk meditativt på plænen skaber de en umiddelbar tilgængelig version af ofret, som udspiller sig i mennesket, der skal eksistere som sig selv og som del af en gruppe. Kærligt insisterende drager de os med deres diverse korkrop, der også har stærk appel til de mange børn i publikum.

Koreografisk klassikerfortolkning finder vi også i teltet hos Borsch aka Khwoshch, men i en noget mere nørde-finurlig variant. I det yndigste, lille dukketeater danser ballerina-hvidløg, rødbederotter og en gigantisk skurkeingefær en poetisk, rørende udgave af Tchaikovskys elskede ballet omgivet af fine blonder og brændende kerter.

LÆS også ISCENEs anmeldelse af danseperformancen Stella Utero, der spillede i luminaret her.

Boldmagi, knive og økser

Krop og bevægelse er der også hos irske Hands Down Circus, der med Tape That kombinerer parakrobatik, jonglering og uendelige mængder kulørt gaffatape fabulerer over en række hverdagsituationer og roller.

En sjov gimmick, men der er mere æstetisk pondus hos belgiske Post uit Hessdalen, der med nonchalance og underspillet humor skaber magi med bolde i Ballroom. I stadigt mere komplicerede mønstre springer boldene fra vægge, gulv og loft i den vinklede scenografi for siden tilsyneladende at ophæve tyngdeloven med skruer og mønstre skabt af usynlig elastik.

Belgiske Cie One Shot beskæftiger sig ikke med det mystiske i One Shot, men går lige til stålet i en topcharmerende duel på økser, æblebidder, guitarsoli og generelle machoattituder. Accentueret af kraftfulde positioner i deres chinese pole, hvorfra de tirrer den anden eller tager flugten alt efter behov.

Ligeledes har belgiske Company Midnight også drengerøvsattitude med en gensidig udfordring som omdrejningspunkt for deres ekvilibristiske og underholdende omgang med ild og knive i US.

Det er fint markerede klovnekarakterer og formidabel præcision kombineret med en punket drift mod at gå til grænsen – og lidt over. “Prøv ikke dette hjemme…jo, gør det,” siger de med glimt i øjet og sender endnu en kniv mod målet.

Traditionen lever på gaden

Katalonske Fadunito sørger blandt flere andre for at holde den klassiske gadegøgl i hævd, hvad enten de skaber furore på havnen med Den Store Families uvorne unger og drikfældige moder – der involverer publikum i iskageshow, limbo og elastikhop. Eller når de som aldrende medborgere +75 sætter gang i kørestolsræs ned ad gågaden.

Franske Les Etablissements Lafaille får også hjælp på gaden til deres store kunstkup i So bigger. Det er ikke nemt at slippe væk med det gigantiske maleri, men så er det da godt, at en personbil er bliver fanget i opløbet og villigt spiller med som flugtbil.

Tyske This Maag er atter på besøg med blandt andet Das ist der Gipfel, der med tysk effektivitet sætter både børn og voksne i sving på scenen i sit ambitiøst-tumpede forsøg på at vinde mesterskabet i asfaltski. This Mag var på programmet i Kulturhus Nordvest, hvor der allerede onsdag var engageret festivalstemning for områdets børnefamilier.

Senere på ugen kokkererede franske Max Maccarinelli i sit transportable Storm P-arrangement Street Fool, hvor vand bliver til vin og æg til en sky af fjer.

En klassisk trylleklovn, der i al sin distræte fjollethed elegant fletter tricks ind i sin historie, der også kræver et par tilskuere som medspillere. Børn og forældre går lystigt med og omfavner denne genre med åbne arme.

Franske BaroloSolo Haute Heure byder på en hæsblæsende forestilling, der hylder cirkustraditionen og specifikt ingeniørklovnen Alexander Calders univers dannet af mobiler og andre flygtige konstruktioner.

BaroloSolos scenografi mimer forbilledet, men truppen giver deres helt egen version, hvor redningsveste spiller en markant rolle i de stadigt skiftende karakterer. De bindes dog medrivende sammen af en ekstraordinær evne til at kommunikere mimisk og holde fortælletråden fast.

LÆS ISCENEs anmeldelse af danske cirkuskompagni Grand Danois, der også spillede på Passage her.

Det bankende klovnehjerte

Den mere melankolske klovn finder vi i hollandske Voldaans lille, skramlede telt på havnen. I forestillingen med den sigende titel OFF er vi backstage med klovnen, der gør sig klar til at gå i manegen, men noget er lidt skævt. Tingene får eget liv. Er det alderen, der driver gæk med ham, eller er der mere bag spejlet, end vi aner? En fin lille dobbeltforestilling, der spiller os et puds, men også sart rører hjertet.

Det svulmer dog helt over i mødet med den guddommelige finsk-mexikanske klovn Chula the Clown, der leverede festivalens ubetinget skønneste forestilling, Perhaps, perhaps…Quizás. En lille skikkelse sidder under det florlette net og skribler, mens vores øjne panorerer over scenen fyldt med bryllupsmarkører.

Så kommer hun ud og vibrerer for første gang med sit svungne øjenbryn i den hvide maske. Vil hun mon dele et jordbær? Nej, det er hendes, og det er legen også. Hun mestrer klovnens treårige sind til perfektion med de små indbydende vink, den pludselige surmulen og de vrede skænd. Hun øver sig til mødet med den eneste ene og 1-2-3 har hun fået både gom, præst og brudepige aktiveret. Men hvad hjælper det at besætte rollerne, hvis der ikke spilles mod samme mål.

Så lattergjaldende morsomt herser hun med sig selv og sine medspillere. Så tårevækkende erkender hun sit tab. Så tilintetgjort sidder hun afklædt tilbage, før en lille trodsig djævel atter spiller i øjet og den uden ord-talende mund. Det er en sublim forestilling, der har styr på alle virkemidler, og samtidig er så ren, at man kun kan tørre tåren bort og knuselske denne fuldstændig fantastiske klovn.

Kram, gys og bobler

Passage Festival byder også altid på et par sære “that made my day”-oplevelser, således også i år. Italienske Alessandro Vallin huserede flere steder på havneområdet med sin Dykkeren. Pustende tungt i den gammeldags dragt bevæger han sig rundt med fiskenet og kort på evig jagt efter det forsvundne hav. Jubel følger sæbeboblerne, der lige så flygtigt stiger op fra hans hjelm.

Længere henne på Kongekajen ventede gruen i den mørke, kulsorte container. Kampsvedende som værftsarbejderne selv får vi historien om deres pagt med Djævlen og deres planer om at kuppe både ham og menneskeheden i danske Teater Lux med Øens dæmoner vender hjem. Virkningsfuldt og et helt særegent indslag, der ikke lignede noget andet på festivalen.

Ved Toldkammeret kunne man komme i nærkontakt med hollandske Nieuw Lef, der efter en dyb krammer og et lige så dybt blåt blik sender os en og en ind i sit Miracle Lab, så vi genfødte kunne træde smilende ud på den anden side et minut senere. Så simpelt kan man skabe dyb mening og lettet latter i et nu.

Sved sorgen ud

I den tidlige sommermorgen eller aften var der mulighed for en saunatur med det finske råbekor Huutajat i dansk-norsk-finske CuntsCollective + Pikene På Broens Weeping Men. Ved Snekkersten Havn bliver vi pakket tæt i den store sauna, hvor aromaer dufter omkring os. Seks mænd i stilige jakkesæt sidder mellem os, og da den syvende sætter tonen an, messer de på skift navn og slægt, indtil de i forening lader stemmerne stige i et vredeskor.

De forlader os og vender tilbage, nu med håndklæder om lænden, mens jakkerne bliver brugt til at sprede gusens duft og varme mellem os. Endnu et fælles, kraftfuldt råb i midten og så en invitation til at følge dem ud af saunaen og i havet, før vi atter er på plads til stille gråd og forløsende repetition af individets navn i slægtens bånd. Weeping Men, der er konceptueret og instrueret af Tone Haldrup Lorenzen, er inspireret af Edda-digtningens sproglige form og karakter af rite. Her bliver saunaen både kødeligt nærværende og metaforisk rensende for de internaliserede traumer og fungerer dermed som en original bearbejdelse af kønsidentitetstemaer.

Vi er med i legen

Passage Festival 2025 formåede atter at genopfinde sig selv indenfor den kendte geografi med både nyskabende formater og respekt for den levende tradition. Festivalen har tag i byen og alle de tilrejsende – også den uforvarende svenske endagsturist, der, efter megen diskussion med sig selv og os, fandt modet til at lade sig kramme og dykke ind i Miracle Lab.

Festivalen er overraskelse, mod og umiddelbar livsglæde. Vi ved aldrig, hvad der venter om hjørnet. Nogle gange blot et latterpust, andre gange provokationen eller den forestilling, der ændrer dit perspektiv. Vi er sammen om det i små midlertidige fællesskaber, slentrende ned ad gaden, svedende i saunaen eller hujeklappende af det lille, modige barn, der tillidsfuldt rækker den sminkede klovn sin hånd og går med på legen.

Passage Festival rummer det hele. I år bød festivalen også på en række performances, der på forskellig vis arbejder med vores forhold til klima og natur og som følger op på de internationale aktiviteter, festivalen er engageret i. Disse performances beskrives i anden del af denne reportage i næste uge.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med PASSAGE Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE