Et luminarium er en meget stor oppustelig skulptur fyldt med lyd, lys og farver. Tre aktører fra forskellige kommuner er gået sammen om at bringe det 900 m2 store luminarium MYRIAD, der er skabt af den britiske kunstnergruppe Architects of Air, til Danmark og udvikle en danseforestilling til den. Vi har talt med aktørerne fra Køge, Nakskov og Helsingør, der løfter sammen, men har hver sin idé om, hvad det dobbelte værk kan i netop deres by.
”Vi ville gerne have gadeteater til Nakskov, og havde vel regnet med at bruge omkring 20.000 på det, men så kom dette millionbeløb på bordet,” ler Mette Rasmussen fra Teaterforeningen Lolland, der er den ene af tre aktører på langs ad Østdanmark, der er gået sammen om at vise luminariet MYRIAD, og sammen står bag ideen om at udvikle danseforestillingen Stella Utero med koreograf Thomas Bentin, som kan opleves inde i MYRIAD .

Lokal forankring med internationalt perspektiv
Projektet startede i Køge og udsprang af en rapport, byens kulturforvaltning fik udarbejdet i 2023, fordi der var et ønske om at arbejde med scenekunst på en ny måde. ”Vi har en stærk tradition for børne-ungeteater, så rapporten skulle hjælpe os med at udpege hvilken andre typer scenekunst, der kunne give mening i Køge,” fortæller Gavin Charles Clarke, der er eventmager i Køge Kommunes kulturforvaltning.
”Vi skal ikke konkurrere med København, men vi ville gerne gøre noget for, at vores borgere også kan opleve kunst her, så vi ville gerne arbejde med lokal forankring og samtidig have et internationalt perspektiv,” forklarer han. Rapporten bekræftede kulturforvaltningens fornemmelse for, at scenekunst i det offentlige rum var det rigtige strategiske valg, og den strategi blev til projektet SceneKANT.
”Vi vil gøre vores byudviklingsområder mere synlige ved at iscenesætte dem med kultur, så SceneKANT handler ikke om teater med dramaturgi, men mere om at lave en installationsramme, der kan fylde i det offentlige rum,” forklarer Gavin Charles Clarke. Valget faldt i første omgang på værket MYRIAD af den britiske kunstnergruppe Architects of Air, der gennem årtier har bygget og turneret med deres store oppustelige luminarier.

Partnerskabet kommer i stand
Gavin Charles Clarke tog fat i Jens Frimann fra Passage Festival i Helsingør, da han stødte på udfordringer med projektet. ”Jeg har kendt Jens i mange år og han er en god og stærk partner. Han var interesseret og tog også fat i Teaterforeningen Lolland fra Nakskov som han har samarbejdet med før, og nu har vi alle tre lavet en samarbejdsaftale for de næste fire år,” fortæller han.
Jens Frimann ser flere perspektiver i samarbejdet, men fokuserer især på, at det er et decentralt projekt, hvor flere byder ind og lander fælles midler til en stor dansk produktion. Mette Rasmussen fra Teaterforeningen Lolland fortæller, at de også blev overbevist om, at projektet kunne løftes i fællesskab og derfor kastede sig ud i at søge de mange penge, der især er kommet gennem bidrag fra de tre kommuner.
Vi har sparet Statens Kunstfond for 1 million
”Vi har sparet Statens Kunstfond for 1 million,” smiler Jens Frimann om det kommunale engagement, der har rod i forskellige visioner. ”Hos os har vi i mange år brugt kulturen til at reaktivere den gamle industrihavn, men MYRIAD er også første skud i bøssen på en dagsorden, vi vil arbejde med i fremtiden, om klimakrisen, som bliver meget tydelig i havneområder. I Nakskov er det teaterforeningen, der løfter projektet som kunstnerisk innovation og i Køge har de en helt anden og mere social vinkel på kultur i det offentlige rum,” forklarer Jens Frimann.

En murbrækker for scenekunst i det offentlige rum
I Nakskov håber Mette Rasmussen, at projektet kan blive en murbrækker, der gør, at teaterforeningen kan lave meget mere gadeteater. ”Det er et stort fundraisingsprojekt for os, der arbejder som frivillige. De store fonde gav afslag, men de små gav, så vi kunne komme i gang. Vi har også haft en del bump på vejen med forsikring og tilladelser, men lokalområdet er meget engageret, så vi skal nok komme i mål,” fortæller hun og uddyber det lokale perspektiv:
Vi har også haft en del bump på vejen med forsikring og tilladelser, men lokalområdet er meget engageret, så vi skal nok komme i mål
”Teaterforeningen led meget under corona og publikum begyndte først at komme igen sidste år ved juletid. Men nu er de tilbage og det giver et overskud, så vi kan putte penge i dette projekt. Nu er jeg spændt på, om danseforestillingerne trækker. Vi har typisk 100 mennesker inde til en danseforestilling. Her er der kun plads til 25 ad gangen, men jeg tror, det bliver et tilløbsstykke, fordi man både får dans og luminaret, og fordi dansen bliver en verdenspremiere hos os,” siger hun forventningsfuldt.

Den sociale dimension i Køge
I Køge stilles værket op i Sønderhavn, som er byens største udviklingshavn. ”Det er vigtigt for os at skabe stærkt lokalt engagement i den aktuelle bydel, men også at alle borgere får mulighed for at være med,” fortæller Gavin Charles Clarke og uddyber:
”Luminarier var oprindeligt udviklet til udsatte personer, der kunne heales af farver og lys i et intimt rum. Det er projektets rødder og det taler vi ind i med den kunst, vi skaber i projektet. Vores lokale partner, Bydelsforeningen Søndre Havn, står for infrastrukturen omkring værket og noget af det indhold, vi laver for udsatte grupper og små børn, hvor de inviterer fx cancerpatienter og psykisk udsatte voksne og deres pårørende ind til aktiviteter i MYRIAD. Vi samarbejder også med blandt andet sundhedscentret, børneinstitutionerne, museet Maps, Billedskolen og biblioteket om andre inddragende aktiviteter.”
De frivillige strømmer til i Nakskov
I Nakskov skal MYRIAD stå på en stor offentlig plæne i området Hestehovedet tæt på en campingplads, der også har engageret sig i projektet. ”De har stillet et lokale til rådighed, hvor danserne kan øve og de frivillige kan drikke kaffe,” fortæller Mette Rasmussen og fortsætter: ”Mange af vores abonnenter og andre fra området har meldt sig som frivillige. Vi fortalte om det til vores introaften og folk strømmede til, og vi har også firmaer, der vil transportere hegn og stille værktøj til rådighed. ”
Jeg glæder mig til at se samspillet mellem en sanselig dimension og den kendte, markante kulturarv
I Helsingør tænker Jens Frimann værket ind i forhold til Kronborg, som det placeres overfor. ”Det er et værk, der appellerer til fantasien, mens slottet er en mere faktuel, historisk oplevelse. Begge dele er vigtigt og jeg glæder mig til at se samspillet mellem en sanselig dimension og byens kendte, markante kulturarv. Kunsten kan italesætte det fravær og den flygtighed, der på mange måder kendetegner Helsingør med de mange pendlere og turister,” reflekterer han, der som nævnt også har fokus på havnens betydning i det offentlige rum som konkret udtryk for klimakrisen.

Det er det lange perspektiv, der er interessant
De tre partnere har arbejdet under tidspres af lidt forskellige årsager. Passage Festival har en lang samarbejdsrelation med Helsingør Kommune, mens man i Nakskov har været mere udfordret i samarbejdet om logistik og tilladelser, og alle har kæmpet med økonomien. Nu samler det hele sig til premieren i Nakskov, hvor den lokale kulturudvalgsformand klipper snoren til MYRIAD 25. juli. Værkerne rejser derefter først til Helsingør for siden at runde af i Køge, men samarbejdet stopper ikke der.
”Det er det lange perspektiv, der er interessant. Køge Kommune har store ambitioner, men økonomien følger ikke med, så der skal partnerskaber til. Derfor har vi udviklet et koncept, hvor kulturforvaltningen selv løber projekter i gang og så trækker lokale partnere ind og giver mere og mere slip. Vi har gjort det med idrætsprojekter og mindre kulturprojekter. Luminariet er vores første store kulturprojekt, og her er den lange aftale med partnere som Helsingør og Nakskov afgørende”, fortæller Gavin Charles Clarke.
Luminariet er vores første store kulturprojekt, og her er den lange aftale med Helsingør og Nakskov afgørende
Passage Festival er producent på Thomas Bentins danseforestilling Stella Utero, men ideen til den kom fra partnerskabet, og for Gavin Charles Clarke går det godt i tråd med Køge Kommunes vision om at udforske byrummet med kunst, i dette tilfælde koreografi. Jens Frimann glæder sig især til at opleve værket på de tre forskellige lokationer:
”Koreografien skabes stedsspecifikt til luminariet, men det bliver nok forskelligt de tre steder. Vi har arbejdet med Thomas Bentin før og han er en spændende kunstner, der ved, hvad han vil, men heller ikke er bange for at prøve noget nyt. Han opsøger ikke det offentlige rum for at prøve det, men har spændende tanker med værket,” afrunder Jens Frimann om den koreografiske del af dette års samarbejde.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Passage Festival med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
MYRIAD er produceret i 2025. Det er Architects of Airs nyeste luminarium og nummer 32 i rækken. Værket er 900 kvm stor og består af fire store løgformede kupler, tre mindre og en masse små, og man kan komme rundt i alle – blot skal man stille skoene udenfor. Loftet er udformet som en stjernehimmel, der udvikles, mens værket turnerer rundt i verden.
STELLA UTERO er en sanselig danseforestilling, hvor publikum føres gennem Myriad. Publikum følger tre dansere på en guidet rejse, hvor bevægelse, lys og rum smelter sammen til en levende installation. Værket er koreograferet af Thomas Bentin.
Værkerne kan ses 25-27. juli ved Hestehovedet i Nakskov, 31. juli-2. august ved Kulturværftet i Helsingør og 7-9. august på Dyreskuepladsen på Søndre Havn i Køge.



