I aften spiller Bornholms Sommerrevy for sidste gang i år. Det bliver samtidig et farvel til direktørparret Gunvor Reynberg og Søren Hauch-Fausbøll, der skabte revyen i 2019. Bornholms Sommerrevy er nomineret som Årets Revy ved Revyernes Revy, der uddeles på søndag, og noget tyder på, at der også bliver revy på Bornholm i fremtiden.
”Vi har elsket hvert eneste minut! Bornholm er noget helt særligt – naturen, menneskerne og atmosfæren har givet os oplevelser for livet. At møde på arbejde hver dag i Kyllingemoderen (spillested, red.) omgivet af latter og varme publikummer har været en gave,” skrev Gunvor Reynberg og Søren Hauch-Fausbøll i pressemeddelelsen, der annoncerede deres farvel til revyen tidligere på sommeren.
Gunvor Reynberg er da også lidt følelsesladet, da jeg fanger hende på en stormomsust mobil dagen før sidste forestilling.
”Vi har længe vidst, at vi skulle slutte, så det er vemodigt. Men det har også været en dejlig sommer, hvor vi har solgt flere billetter end nogensinde før,” fortæller hun og glæder sig over, at hun netop samme dag har fået bekræftet, at der står en ny direktør klar til at kaste sig ind i kampen for en revy på Bornholm.

Grin og gråd er begge vigtige
Gunvor Reynberg lægger ikke skjul på, at det kræver mere end kunstneriske evner at skabe en revy fra bunden. ”Vi har stået for alting selv, så Søren sælger fx annoncer og jeg gør skovtoiletterne rene efter forestillingerne,” fortæller hun og fortsætter:
”Vi ville selvfølgelig helst koncentrere os om det, vi er gode til, nemlig kunsten. Men selvom vi er slidte nu og trænger til at holde fri og være mere sammen med vores familier nu, har vi haft seks fantastiske år. Vi har lært at være chefer, ikke mindst under corona, der ramte året efter, vi startede og gav en gæld, som vi langsomt har skullet gnave ned over årene”.
Det har altid irriteret mig, at den glade maske var mere ugleset end den triste
Gunvor Reynberg undrer sig i den forbindelse over, at revygenren ikke er en del af teaterloven, og derfor som udgangspunkt ikke modtager offentlige investeringer. ”Latteren er vigtig. Det har altid irriteret mig, at den glade maske var mere ugleset end den triste. Det er da lige så vigtigt at grine som at græde. Det mente de gamle grækere også,” siger hun med fast stemme.

Revy af hjertet
Gunvor Reynberg og Søren Hauch-Fausbøll har derfor heller ikke haft økonomisk gevinst som mål for deres arbejde med revyen. ”Vi får ikke direktørløn, men det samme som de andre medvirkende,” fortæller hun, der ser samarbejdet med Søren Hauch-Fausbøll og mødet med bornholmerne som det bedste ved de seks års arbejde med revyen.
”Det har været et sublimt samarbejde med Søren. Vi kan begge noget med klovneri og komik, men vi er også meget forskellige, så når den ene af os kan noget, så kan den anden noget andet. Vi ville lave en god revy og vi har lavet den med hjertet,” siger hun mildt.
Vi har numre på klingende bornholmsk, hvor turisterne godt kan være lidt på skideren
En god revy er blandt andet en lokal revy, og Gunvor Reynberg har hver aften gået rundt mellem de af publikum, der spiste før forestillingen. ”Jeg spørger dem, hvorfor de kommer, og fx hvilke plakater det har set. Der er mange, der har en tradition for at komme og andre har fået det anbefalet af naboen. Bornholm er et lille samfund, så kendskabet spredes fra mund til mund”, fortæller hun og uddyber lokalforankringen:
”Vi har brystet os af at lave en meget lokal revy. Vi tager fat i lokale problematikker som busdrift og affaldssortering, der fylder meget i debatten herovre. Vi abonnerer på Bornholms Tidende og har også dykket ned i historiske begivenheder. Vi har numre på klingende bornholmsk, hvor turisterne godt kan være lidt på skideren,” ler hun, der selv mener at have fanget den bornholmske tone nogenlunde efter seks somre på øen.

Vi har vores egen farve
Gunvor Reynberg peger da også på revyens evne til at reflektere samfundet, da jeg spørger til genrens berettigelse i dag.
”Revyen skal tage pulsen på, hvad der rører sig. Lokalt, men også på verdensscenen. Vi skal selvfølgelig også have Trump med på Bornholm. Vi laver bare ikke en parodi, men en poetisk sang om det,” forklarer hun og præciserer, at Bornholms Sommerrevy ikke er et show som nogle af de større revyer. ”Vi er ikke showmennesker, men har vores egen farve,” formulerer hun den særlige bornholmske revyvariant.
Det er vigtigt at bevare revyen som genre, men det er også vigtigt at flytte den, så den er relevant for de unge
Direktørparret har også prioriteret at have unge, ukendte navne med i revyen. ”Det er vigtigt at bevare revyen som genre, men det er også vigtigt at flytte den, så den er relevant for de unge. Vi er videre fra det med dumme vitser og store tænder,” slår hun fast og glæder sig over, at missionen med de unge er lykkedes med fx kapelmester Johann Gustav, der med Gunvors ord ”er faldet for genren”.

Smøg ærmerne op
“Drømmen var at give vores barn videre til en, der gerne må give revyen en ny retning, men gerne i vores ånd med poesi og kærlighed til øen. Nu er der en, der har henvendt sig, og vi tror, vedkommende kan løfte opgaven,” siger Gunvor Reynberg glad.
Drømmen var at give vores barn videre til en, der gerne må give revyen en ny retning, men gerne i vores ånd
Navnet på den nye direktør kan hun dog ikke afsløre endnu, men hun giver gerne den nye en opfordring til ”at smøge ærmerne op og give det en skalle” og sender samtidig en tak til det bornholmske publikum, der tog mod de to revydirektører med åbne arme.
Gunvor Reynberg og Søren Hauch-Fausbølls Bornholms Sommerrevy stopper på toppen. 2025-udgaven med den underfundige titel Regn med mere sol er nomineret som Årets Revy ved Revyernes Revy, der uddeles på søndag i Cirkusrevyens telt på Bakken.
SE alle de nominerede til Revyernes Revy her




