★★★★★☆ Stella Utero rækker poetisk og kraftfuldt mod stjernerne

Thomas Bentins stærke, drømmende koreografi Stella Utero er skabt til luminaret Myriad, der efter at have besøgt Nakskov og Helsingør i næste weekend kan opleves i Køge. Performancen fylder rummene med kropslig og eksistentiel betydning i en kongenial fortolkning med sin helt egen vibe og dragende, immersive attraktion.

Det store kuplede luminarium Myriad lå i sidste uge på kajen i Helsingør, hvor gæsterne på Passage Festival selv kunne gå på opdagelse i den labyrintiske konstruktion med bløde former, forskudte perspektiver og et næsten psykedelisk farvespil, der forunderligt nok er skabt med naturligt lys.

På udvalgte tidspunkter i løbet af festivalen spillede danseperformancen Stella Utero, som koreograf Thomas Bentin har skabt stedsspecifikt til luminaret.

LÆS mere om luminariet og samarbejdet om projektet i ISCENEs artikel her

Omsluttet af livmoderen

Vi smider sko og tasker og Thomas Bentin, der selv agerer guide og DJ, giver os en kort introduktion til vandringen gennem det oppustelige luminarium, inden vi begiver os ind i det første rum. Det omfavner os som titlens Utero (livmoder, red.) og åbner samtidig perspektivet mod stjernerne, titlens Stella. Den dominerende farve er grøn med kontrasterende hulrum i rødt.

I det ene ligger en sammenrullet krop klædt i hvidt, i midten står to andre, der ligesom os betragter den enlige krop, der ormende fødes ud af hulrummet. Som en gople eller et embryon (foster i tidligt stadie, red.) flyder kroppen med spastiske bevægelser og slaskede lemmer ud i rummet. Den får gradvist mere kontrol og griber om de to andres ankler, krabber sig op af deres kroppe, kollapser over deres skuldre og bevæges som blød dej mellem deres hænder.

Organisk kluddermor-formation

Med ét er parret borte, og vi følger efter dem gennem luminarets gange med deres uendelighedsperspektiv, mens det susende soundscape glider over i en blid melodi.

Tik, tik, tik. En rytme anslår næste sekvens, der i fuldendte balancer skifter mellem bløde drej og bratte skift Først parret, så alle tre dansere i en flydende kontakt i en organisk kluddermor-formation, der momentvis fryses i fornemme lange linjer og andre gange gør potente udfald i pludselige kast og fald. Hele tiden i total kontrol som én samlet organisme.

Videre til det største rum, hvor stjernehimlen hvælver sig over os, mens det rød/grønne farvespil kontrasteres i Åsa Gjerstadts florlette, hvide kostumer, der i sig selv signalerer forbundetheden mellem det kropslige og stjernernes kølige skær så uendelig langt borte.

Tempoet stiger, stærke arme og hænder roterer og sætter sig som næsten vogue-lignende poses, mens underlivet skydes frem og præcise spark sættes ind frem mod et crescendo, hvor Elena Praastrup Nielsen ligger stille hen, mens Nikoline Due og Marco Rizzi atter forlader hende.

At lyse op og dø ud

Vi finder dem igen i et mindre, blåligt rum. Symbiotisk sidder de sammenflettet, spejler hinandens bevægelser og glider organisk omkring som én krop. Sammensmeltning erstatter det foregående rums afvisning, men de udtryksfulde arme skaber broen i det originale, koreografiske udtryk. Fingre, der tripper. Hænder, der aer.

Så træder Elena Praastrup Nielsen atter ind og bevægelserne bliver heftige og ledsages denne gang af en determineret tællen over den blide sang i baggrunden. “One. One, two.” Helt op til 130 med mere og mere luft på stemmerne, til de stille ebber ud. Stærk, fokuseret øjenkontakt drager os med, mens bevægelserne atter bliver til spasmer og kun én står tilbage.

Stella Utero varer kun 25 minutter, men rummer en hel verden, et helt liv i sin fortættede kropslige fortælling om drømme, kamp og håb. Om mennesket, der som en stjerne lyser op og dør ud. Om at drages og frastødes. I himmelrummet som i den menneskelige relation, og i relationen med alt levende.

Thomas Bentin har lavet en kongenial fortolkning af Myriads rum, der samtidig udvider dets rum med sin helt egen vibe og attraktion af kraftfuld, immersive poesi. Stella Utero fylder rummene med kropslig og eksistentiel betydning i en omfavnelse af livet med tre dansere, der supplerer hinandens individuelle udtryk fornemt og samtidig sanser at inddrage alle i rummet.

Nu er lunimaret og forestillingen draget videre til Køge, hvor den kan ses på Søndre Havn torsdag-lørdag. Det synes jeg, man skal gøre.