★★★☆☆☆ BLÅ – ny nordisk klimaopera drukner i budskabet

Med kammeroperaen BLÅ leverer Musikteatret SAUM, i co-produktion med Opera Nordfjord, et drama om klima og kærlighed. Musikalsk er det en helstøbt oplevelse, men fortællestilen bliver til tider belærende, hvilket gør det svært at tro på karaktererne. BLÅ spiller under Copenhagen Opera Festival på Takkelloftet i Operaen.

I BLÅ former librettist Jesper B. Karlsen, med udgangspunkt i Maja Lundes roman af samme navn, en dobbelt fortælling om klimakrisen. I nutiden sejler miljøforkæmperen Signe sydpå med lasten fuld af smeltende gletsjer-is for at konfrontere sin ungdomskæreste, miljøsynderen Magnus. Parallelt følger vi klimaflygtningene David og hans datter Lou, som i en nær fremtid kæmper sig mod de lande, hvor vand stadig findes – væk fra et Sydeuropa i brand.

Særligt Hugi Gudmundssons musik fremmaner stærke stemninger understøttet af sangerne, kammerensemblet og dukken, der repræsenterer Lou. Alligevel når forestillingen ikke helt i mål: Teksten styrer uden om operagenrens konventioner – muligvis med intentionel nøgternhed – hvilket får de ellers aktuelle budskaber til at virke afkoblede fra de stormfulde følelser.

Forskudte flader

Det visuelle udtryk holdes stramt af instruktør Kasper Sejersen, og sammen skaber Signe Kroghs enkle scenografi og Michael Breiners lysdesign virkningsfulde rum. Seks forskudte podier og et sejl fungerer som en abstraktion over Signes skib, BLÅ, som David og Lou senere finder som vrag.

Især når Signe på magisk realistisk vis kommunikerer på tværs af tiden med dukkefiguren Lou – skabt af Martynas Lukosius og ført af Lene Hummelshøj – opstår nogle af forestillingens mest poetiske øjeblikke, hjulpet på vej af lyssætningen. I andre scener virker Lou dog, med sine lange lemmer, kun halvt levende.

Punkterede højdepunkter

Det er forfriskende, at Karlsen tør skrive en narrativt drevet opera, om end med et let abstrakt præg. Alligevel lykkes det ikke for alvor at gøre klimakrisens konsekvenser relevante for publikum – her savnes en mere direkte konfrontation med karakterernes oplevelser og følelser.

Da Lou kollapser i heden, og både David og publikum tror, hun er død, giver hans arie ikke los for en fars desperation, men belyser i stedet årtiers klimaforbrydelser. Det kan læses som en chokreaktion, men dramaet udebliver, og i stedet får man en forelæsning. Måske er det et bevidst forsøg på at undgå sentimentalitet, men resultatet er, at teksten fremstår distanceret.

Ligeledes virker tilbageblikket til Signe og Magnus’ fælles ungdomsengagement i miljøaktivisme,
før hans skifte til kapitalismen, lidt akavet med sproglige blomster som ”bolle-bolle” og ”avle-avle”. Det kunne måske have givet Signes karakter mere dybde, hvis hun blot havde genfortalt forhistorien.

Musikken bærer værket

Hvor librettoen tenderer mod det overforklarende, fungerer musikken som forestillingens egentlige
motor. Særligt får Magnus Bergs lyriske fraser hans smukke stemme til at stråle, mens Ingeborg Fangel Mo bringer en kompromisløs styrke til Signe, selvom rollen næsten udelukkende er skrevet i udråb.

Gudmundsson balancerer folkemusikklange og minimalistiske rytmer, så overgangene mellem
tidsplanerne markeres elegant. Basklarinetten leverer melankolske melodistumper, marimbaens
ostinater driver dramaet frem, og Jonas Asgeirssons dissonerende akkordeonklange standser tiden – som et ekko af Lous dehydrering. Et lydunivers, der taler, også når ordene bliver tunge.

BLÅ fremstår samlet set ujævn, men modig – med et vigtigt budskab, der desværre risikerer at
drukne i sin forklaringstrang.