Den 27. og 28. november lagde Den Kongelige Opera hus til symposiet “Hele historien – operaens glemte perspektiv” på Takkelloftet i samarbejde med Den Andra Operan og Aalto Musiktheater Essen. Seminaret handler om de seneste års særlige fokus på glemte, kvindelige operakomponister, der bidrager til at lappe nogle store huller – ikke mindst i operarepertoiret – i en ellers mandsdomineret musikhistorie. ISCENE overværede første dags teoretiske del.
Operachef på Den Kongelige Opera, Elisabeth Linton, citerer i sin velkomsttale Winston Churchill: “Det er vinderne, der skriver historien.” Hun fortsætter med egne ord: “Vindernes perspektiv kan marginalisere og udelukke taberne. Hvem skrev musikhistorien? Hvem besluttede, hvilke værker, der skulle spilles? Skal kvinders andel i opera kun repræsenteres som femme fatales, hekse eller den der ofrer sig selv? Kvindelige komponister, librettister og dirigenter var der, men blev glemt – med vilje?”
Over to dage deles erfaringerne med at iscenesætte nyfundne operaer af kvindelige komponister fra førende institutioner på området, heriblandt Den Andra Operan og Aalto Musiktheater Essen. Musikken lyder ikke anderledes, men det gør operaernes temaer, der tilfører repertoiret både kvindeoprør og solidaritet med samfundets mest sårbare.
Symposiets tema, New Narratives, Perspectives and Unheard Stories, udfoldes i et tæt pakket program med paneldebatter, forelæsninger og en koncert med smagsprøver fra de eksempler, der trækkes frem fra glemslen. De synges ved en koncert om aftenen af medvirkende fra Den Kongelige Opera og Den Andra Operan.
Nye historiske narrativer
Kvindelige komponister er et forskningsområde, der har stigende interesse, men hvordan adskiller kvindelige komponister sig fra deres mandlige kollegaers? Kan man høre forskel? Det kan man ikke rent musikalsk, men temaer og perspektiver åbner for helt nye operaoplevelser, som vi bliver klogere på i løbet af det tæt pakkede og meget lovende program.
Den Andra Operan (DAO) ledes af kunstnerisk leder, Bente Rolandsdotter, musikalsk leder, Hanna Fritzon og virksomhedsleder, Annica Sand. De giver eksempler på deres arbejde med glemte kvindelige komponister, og fremhæver deres måde at fortælle historier på, og hvordan de tematiske vinkler og narrativer skiller sig ud fra deres mandlige kollegaers. Og selvom kvinders liv og arbejdsforhold er vigtige, ønsker Bente Rolandsdotter mest af alt at ryste støvet af dem:
Kan man høre forskel?
“Det, jeg virkelig længes efter, er moderne udgaver af deres partiturer, dybe analyser af deres operatemaer, vovede kunstneriske fortolkninger – og dermed en revolution af operarepertoiret!” siger hun i det omfattende program. DAO er nemlig dedikeret til at udfordre historiske narrativer og udvide operarepertoiret og opfører udelukkende operaer af kvindelige komponister.
I samarbejde med Den Kongelige Opera ved operachef Elisabeth Linton og med Aalto Musiktheater Essen ved operachef Dr. Merle Fahrholz har de skabt initiativet Her perspective: ”Her Perspective er både en fejring og et opråb til handling for at udvide kanon, genoverveje, hvad opera kan være, og omfavne den fulde udstrækning af dens historie,” siger teatret på deres hjemmeside.
Kvindeligt komponistperspektiv
Det understreges, at det ikke blot handler om studiet af kvindelige komponister, men om at dykke ned i deres kunstneriske arbejde. Ved at bringe operaerne tilbage til scenen, gendannes et mere nuanceret blik på en operatradition, der strækker sig fra 1625 til i dag: “Vi ønsker at engagere os kritisk (…) og bringe kunstnernes værker ind i deres fulde sociale og kulturelle kontekster,” siger Bente Rolandsdotter.
De værker, der er kommet frem, synes at have bevæget kunstformen i en mere medfølende retning
Operaerne handler typisk om kvinder, der kæmper for rettigheder, menneskelige behov, følelser, kærlighed og om konflikter mellem generationer. Operaer skrevet af mænd handler i højere grad om magt, begær og storhed. Som musikjournalist Wilhelm Kvist skriver i programmet: “De værker, der er kommet frem, synes at have bevæget kunstformen i en mere medfølende retning: mange har rødder i empati og solidaritet med de svage og sårbare fremfor de traditionelle sceniske portrætter af store mænd.”
Kvinder er heroiske siger lederne fra DAO, der også understreger, at alle operaerne fint kunne have været del af det anerkendte operarepertoire. Det er mænd, der beslutter, hvilke titler, der vælges til leksika – og der er ikke givet plads til kvindernes værker. De vil gerne udfordre det traditionelle mandsdominerede narrativ og er trætte af at se kvinder blive voldtaget og undertrykt på operascenen. De fremhæver, at der også findes et nyt og ofte yngre publikum til operaer af kvindelige komponister.
Vejen ind i repertoiret
Patricia Knebel, dramaturg ved Aalto Musiktheater, deler også teatrets erfaringer med at iscenesætte operaer skrevet af kvinder. De har programsat en titel hver sæson af en kvindelig komponist og tilbyder hvert forår seminaret Her Voice med opera, koncerter og talks. Reaktionerne blandt publikum er for nogles vedkommende en frygt for, om det vil gå ud over det gamle repertoire, men en titel per sæson bidrager samtidig med noget nyt og udfordrende til publikum. Mange kommer igen – især det lidt yngre publikum.
Mens DAOs instruktør, Mårten Forslund, fortæller om glemte operaer, der helt tydeligt vil ageres, når sangerne præsenterer dem koncertant, er der hos Aalto Musiktheater også overvejelser om, hvorvidt sangerne kan synge det, eller der skal findes eksterne sangere. Og hvad gør man ved sygdom, når ingen i verden har sunget det før?
Mange kommer igen – især det lidt yngre publikum
Musikerne var fagligt glade for at spille fx Fausto af Louise Bertin (1831), men der ligger et stort arbejde i, at komme fra det håndskrevne partitur til trykte orkesterstemmer. Mårten Forslund siger, at der ofte opstår udfordringer undervejs, når noder og tekster skal graves frem fra gemmerne. Som fx at orkesterpartituret ikke passer til klaverpartituret: “Det er svært, men ikke umuligt.”
Der er ikke to processer, der er ens, når en ny opera dukker op fra arkivet. Aalto Musiktheaters håb er, at det bliver normalt at programsætte kvindelige komponister, uden at det skal opleves som noget specielt, siger Patricia Knebel. Teatret har ikke selv mulighed for at dykke ned i arkiverne, men arbejder med samarbejdspartere, fx universiteterne i Wien, Bayreuth og Zürich. “Samtaler og netværk er det mest afgørende,” fastslår hun og understreger, at de frem for alt bliver iscenesat, fordi det er rigtig gode værker.
Verdenspremiere fra 1895
Aalto Musiktheaters nyeste værk, Fritiofs saga, er skrevet af Elfrida Andrée i 1895 med libretto af ingen ringere end Selma Lagerlöf i en adaptation af et berømt digt af Esaias Tegnér. Det lykkedes hende at indsende operaen, fordi det skete anonymt: “Min anonymitet er min eneste støtte (…) kvindelige komponister er en foragtet gruppe,” citeres hun i programmet.
Min anonymitet er min eneste støtte
Hensat til vikingehistoriens musik og drama blev de to kvindelige hovedroller i Fritiofs saga gjort stærke, kloge og reflekterede – i modsætning til de mandlige roller. Herved afspejlede operaen den aktivisme og gryende kvindefrigørelse, der herskede i samfundet frem mod 1921, hvor kvinder fik stemmeret i Sverige.
Operaen blev imidlertid aldrig opført offentligt, og derfor er der tale om en verdenspremiere, når den 131 år opføres på Aalto Musiktheater i 2026 – kun forudgået af en koncertant version i Göteborg i 2019. “Operaen er i al sin nuancerede instrumentering og farverige følelsesudtryk et godt eksempel på, at kvinder ikke var mænd underlegne som musikere og komponister,” siger Patricia Knebel.
Frihedskamp revisited
DAO deler også et eksempel på en af deres processer med en glemt opera – nemlig Mazeppa af Marie Clémence de Grandval (1892). Også dette værk graves langsomt frem fra gemmerne. Først fandt de et klaverpartitur og fik skabt et lille arrangement for seks musikere, som publikum elskede. Så dukkede det fulde partitur op i Paris skrevet for fuldt symfonisk orkester.
I forhold til narrativet er det næsten aldrig uskyldigt at fortælle en historie
Sophie Helsing fortæller, at operaen bygger på en berømt og masseproduceret historie om krigeren og diplomaten, Marzeppo, der var en stor del af Ukraines uafhængighedskamp i 1600-tallet, men som har en affære med den forkerte person og bliver straffet. Da han skal til at genforenes med den kvindelige hovedperson går Rusland ind i Ukraine.
Så selvom DAO havde planer om opførelsen, allerede før den nuværende krig i Rusland, skulle de pludselig forholde sig til, at deres projekt blev politisk og ikke bare var et eventyr fra gamle dage. Sophie Helsing har lært at være ydmyg, siger hun: “I forhold til narrativet er det næsten aldrig uskyldigt at fortælle en historie. At få noget til at fremstå klart er overvurderet. Det er mere som en skulptur, du kan arbejde rundt om.” DAO opfører den som kammeropera, Mazepa Revisited, i uddrag blandet med skuespillet Mazepa af Liudmyla Starytska-Cherniakhivska (1927).
Åbenhed og netværk
DAO ønsker at få andre til at interessere sig for det kvindelige repertoire og de mange aspekter af forskning på området. “Jeg har lært ikke at give op,” siger Bente Rolandsdotter, “og hvis du finder noget, du kan lide, så bliv ved med at søge – og tag del i denne bevægelse.”
Forskere arbejder alene – vi burde også være åbne for at dele det, vi finder
Flere af seminarets tilstedeværende forskere i musikvidenskab inspireres af teatrenes åbne tilgang til at skabe netværk omkring emnet kvindelige komponister på tværs af Europa: “Forskere arbejder alene – vi burde også være åbne for at dele det, vi finder, og samarbejde i stedet for at prøve at være den første,” som en af dem siger.
Sidst på dagen får vi en række danske perspektiver på emnet. Dels ved musikjournalist Wilhelm Kvist i samtale med en nulevende kvindelig komponist, Louise Alenius. Dels ved forskerne Lisbeth Ahlgren Jensen og Thomas Husted Kirkegaard, der deler yderligere danske eksempler og perspektiver.
Temaer med punch
Louise Alenius’ arbejder med temaer, der – ligesom hos hendes kvindelige forgængere – handler om solidaritet og opmærksomhed på samfundets sårbarheder. Silent Zone (2017) handler om incest. Manualen (2022) undersøger emnet aktiv dødshjælp. Senest har hun skrevet musik til Kejseren af Portugalien, der handler om psykisk sygdom. Vi ser små klip, og Louise fortæller om udfordringerne ved at arbejde med kontroversielle emner:
“Opera har brug for punch. Jeg ønsker, at de skaber en påvirkning, så vi kan få en debat sideløbende med forestillingen,” fortæller hun. Der er forskellig tolerance for emnerne i operaerne. I Sverige blev de ikke set som kontroversielle, men vigtige. Folk kom med deres traumer, og en person var hyret til at hjælpe med de følelser, der opstod. De temaer, der er særligt kendetegnende for kvindelige komponister holder deres aktualitet og betydning for samfundsdebatten.
Vi bedrager musikhistoriens egen modernitet ved at marginalisere det kvindelige
Forsker Thomas Husted sammenfatter på fin vis dagen med fem pointer og konkluderer netop: “Vi bedrager musikhistoriens egen modernitet ved at marginalisere det kvindelige.” Men der er også plads til de eventyrlige historier som hos danske Hilda Sehested, der skrev Agnete og Havmanden (1914) baseret på en gammel dansk folkevise, som forsker Lisbeth Ahlgren Jensen fortæller om. Heller ikke denne opera med dens omvendte kønsroller blev opført før 100 år senere i Odense Koncertsal, 2014.
Halvvejs i symposiet må det konkluderes, at de kvindelige, glemte komponister er en musikalsk skat af dimensioner, vi kun lige er begyndt at skrabe i overfladen af. Netværk og samarbejde mellem operahuse, forskere i musikvidenskab og de udøvende kunstneres dedikerede fremførelser er tydeligvis af afgørende betydning. Det giver håb for en revolution af operarepertoiret, der kan lappe hullerne i både kvindesyn, temaer og programmering i årene der kommer.
DR Lyd optog symposiets koncert. Lyt med på operaer komponeret af de glemte, kvindelige komponister.
