X Factor for dramatik: 41 blev til 3 – nu skal vinderen findes live i stor finale. Direktør for Teater V, Pelle Koppel, vil gentænke teatrets rolle – søndag afgøres Dramatisk Debut live online med 130.000 kroner og en professionel debut på spil, og hele Danmark kan følge med, skriver teatret i en pressemeddelelse i dag.
Søndag 11. januar kulminerer Teater V’s landsdækkende manuskriptkonkurrence Dramatisk Debut 2026 i en live-streamet finaledag, hvor publikum er med til at kåre vinderen. Ud af 41 indsendte manuskripter er tre tilbage – og én ny dramatiker vinder hovedprisen på 100.000 kroner og får sin professionelle debut.
Teatret beskriver konkurrencen, der afholdes for niende gang, som X Factor for dramatik: Ukendte talenter viser sig frem og udvælges – og til sidst afgøres det hele i en finale, hvor professionelle skuespillere læser manuskripterne højt, og både jury og publikum stemmer.
Vi vil gentænke teatrets rolle
For Teater V handler Dramatisk Debut ikke kun om talentudvikling – men om at gentænke teatrets rolle.
“Hvis teatret fortsat skal være relevant, skal vi også turde give plads til dem, der endnu ikke har en stemme. Dramatisk Debut er vores måde at investere i fremtidens danske dramatik og gøre processen åben for alle. Vi vil sprænge forestillingen om, hvad teater kan, og hvem det er til for. Derfor laver vi en landsdækkende, digital finale, hvor publikum ikke kun ser med – men også er med til at bestemme udfaldet,” siger teaterdirektør Pelle Koppel.
Finalen sendes live online søndag 11. januar klokken 12.00 og kan følges af alle interesserede via et gratis link på teatrets hjemmeside (se link i faktaboks).
Årets tre finalister
Årets tre finalister er vidt forskellige – både i alder, baggrund og kunstnerisk udtryk:
Agnes Marie Riis Christens er 24 år og fra Næstved. Hun arbejder på bosted for folk med varigt nedsat psykisk funktionsevne og går på Næstveds Talentskoles filmlinje. Agnes hr skrevet Galgen i skolegården om en galge, der bliver stillet op midt i en skolegård. Ingen ved hvorfor, eller hvem den er til.
“Jeg glæder mig enormt meget til at høre det blive læst op. At det hele sker live er jeg dog lidt nervøs for. Hvis man siger noget dumt, kan det ikke klippes væk, som jeg er så vant til med film,” udtaler Agnes.
Heidi C. Nielsen er 37 år, opvokset i Væggerløse på Falster og bor nu i Brønshøj. Hun er uddannet skuespiller i London og arbejder med kreative workshops for Børneulykkesfonden. Heidi har skrevet Seebach-timen om Freya, der forsøger at overleve ventesorg og finde fodfæste i en fortælling om sammenbrud og håb.
“At være finalist er en anerkendelse, men også et ansvar jeg påtager mig. Al den umage, jeg har gjort mig, stopper ikke her, den fortsætter,” siger Heidi.
Bjarke Roald Ebbesen er 41 år, han er opvokset på Fyn og bor nu i København. Bjarke arbejder som omsorgsmedhjælper på et bosted, og er blandt andet uddannet som tilrettelægger fra DMJX. Han har skrevet Møns klint om et ældre ægtepar, der kæmper med hukommelsens svigt og frygten for at miste hinanden.
“Jeg håbede på kvalificeret feedback, så at stå i finalen føles ubegribeligt,” siger Bjarke.
Priserne
Vinderen modtager 100.000 kr. og en professionel dramatikerdebut på Teater V, mens der er 10.000 kr. og 5.000 kr. til nummer to og tre. Endelig uddeles også konkurrencens næststørste pris Publikumsprisen på 15.000 kr. og denne afgøres af seernes stemmer på finaledagen.
Dramatisk Debut har været afholdt hvert andet år siden 2010. Seneste vinder var Nicolaj Dissing Schledermann med klimakomedien En sommerdag i oktober, der blev opført på Teater V i foråret 2025 med blandt andre Camilla Bendix og teaterdirektør Pelle Koppel selv på rollelisten.
Kilde: Pressemeddelelse Teater V.
Finalen afholdes søndag d. 11. januar kl. 12 live online, vinderen kåres kl. 18. Gratis billetter findes her.
Årets jury i Dramatisk Debut: Nanna Tüchsen (juryleder og husdramatiker på Teater V), Frederikke Dalum (scenograf), Wahid Sui Mahoud (skuespiller og underviser), Johan Klint Sandberg (teater- og operainstruktør), Line Kirsten Nikolajsen (journalist og podcastvært), Jesper Bergmann (dramaturg) og
Pelle Koppel (teaterdirektør på Teater V).




