★★★★☆☆ Wake Up! men tag drømmen med ind i livet

Paolo Nani Teaters Wake Up! havde premiere på Waves Festival 2025, og skriver sig fint ind i teatrets tradition for den klassiske klovnefortælling, der her forløses af en godhjertet frister, der får klovnen til at følge sin drøm.

En rød barstol lyser alene foran det lille aflukke, der udgør universet i begyndelsen af WakeUp! Så titter en storøjet klovn i strutskørt og spidse sko ind. Hun tripper rundt, spiser lidt og tager så plads i det, der skal vise sig at være rutinens stol. Hun griber en fjernbetjening og zapper væk fra den insisterende speakerstemme, der har kværnet løs som lydtæppe, og falder så i søvn på sin stol til lyden af musik.

Det lillebitte liv

Den sprælsk-melankolske musik, der skriver sig direkte ind i cirkustraditionen, står Oliver Nani for i denne forestilling. Hans søster Clara Luna M. Nani indtager rollen som klovn, mens deres far, Paolo Nani, har instrueret i den tradition, han selv har introduceret danskerne for, siden han slog sig ned her i 1990. En klassisk klovnetradition, hvor komikken fanger det dybt menneskelige og tror på håbet, selv når alt tegner sort.

Så dystert er der ikke i Wake Up!, nærmere monotont og kedeligt hos vores klovn, der følger samme rutine dag for dag. Vækkeuret ringer, og alligevel er hun altid lidt sent på den med tandbørstningen. Så på job i kasselinjen, hvor kunderne betjenes, og varerne flyttes, før hjemmet atter kalder med sørgelig mad og tv, til søvnen overmander hende. Sammenkrøllet på den umage stol illustreres det meget lille liv, der måske er så småt, fordi noget skurrer, eller fordi noget ikke får lov at folde sig ud.

“Is this all that it is?. Is life so boring?” spørger en stemme. Men nej, i natten er alt anderledes. En sprudlende type i stribet tøj dukker op og byder op til dans. Vor lille klovn er først betuttet, men forføres af den andens energi og hvirvles med i de fodrappe trin, der rækker ud – langt længere end den røde stol og tv-eskapismen nogensinde kan nå.

I drømmen kan man alt

Alice Bossi er bedårende kæk som denne frister, der kommer med fred og gode hensigter. For hvorfor forpuppe sig, når verden er så stor? Bag den lille kulisse foldes en stor mobile ud med små hængende artefakter af liv og håb. I drømmen kan man alt – eller i hvert fald lade sin stemme høre – når Bossi med stort besvær har rigget et lydanlæg til. Først usynligt, så helt materielt.

Nani og Bossi fungerer fornemt som par i den fortsatte nonverbale duet af tilbud, afslag og nølende accept. Ukueligt charmerende er forløseren, menneskeligt tøvende er klovnen, der frygter at åbne drømmens rum i sig selv. Hvad finder hun derinde? Måske en lille papirflyver, der bærer sangens ønske og forløsning.

Igen og igen brydes deres leg af morgenens komme. “Wake Up!”. Men skal man altid vågne til realiteterne, eller kan drømmen flyde ind i virkeligheden? Det kan den hos Paolo Nani Teater, der er tro mod klovnens inderste væsen i en sødmefyldt hyldest til fantasien og de, der folder den ud. Wake Up! er en anelse lang og kunne godt trænge til en dramaturgisk stramning, så vi ikke får pointerne så tydeligt serveret, men også selv kan få lov at drømme lidt.

Forestillingstrailer