Teaterkoncerten Stolt på Folketeatret er køn, kær og musikalsk – men den er også sådan en forestilling, som det er godt lige at læse lidt op på, før man ser den, for den giver ikke mening i sig selv.
”Det er noget underligt noget.” Det tænker jeg under forestillingen. Det siger flere andre i salen til hinanden i pausen og efter forestillingen. Det siger min ledsager til mig, samtidig med at han proklamerer, at han har genfundet troen på Folketeatret. Store ord, tænker jeg. Det underlige har flere forklaringer i teaterkoncerten Stolt på Folketeatret, og det er, som beskrevet, ikke ensbetydende med dårligt teater eller ringe underholdning.
Tværtimod er det smækre 9-personers hold med gæve, skæve, sårbare og poetiske Niels Ellegaard, Sonja Richter og Johannes Lilleøre i spidsen absolut begavet selskab. Louise Fribo er bare én af ensemblets storslåede sangstemmer, og musiker Anders Stig Møller styrer den lækre musik fra elektronikpulten.

Med danskens snavsetøj på vaskeri
Vi er endt på et vaskeri. Forestillingen Stolt har vist til formål at portrættere danskheden eller folkeligheden anno 2025.
At vaskerier skulle være særligt danske er lidt fremmed for mig. Men de babyblå vægge og det cremede terrazzogulv i Line Marie Birchs scenografi emmer af kedelig, gennemsnitsdansk mainstream. Og de ni medvirkendes uniformer får dem bogstavelig talt til at gå i ét med tapetet.
De ni medvirkendes uniformer får dem bogstavelig talt til at gå i ét med tapetet.
Og vaskerier har jo noget, der kan give os mulighed for at snage i danskheden, nemlig alt snavsetøjet. Og det udnytter de ni vaskerimedarbejdere sandelig chancen for.

Tværkunstnerisk danskhedsportræt
Og eja! Snavsetøjet er så langtfra bare lange underbukser og sovseplettede sweatre. Det er tøjdesigneren Nicholas Nybros – på Designmuseum Danmark udstillede – ”moderne folkedragter”, der altså her bliver kostumer i teaterkoncerten. Det bliver det ikke mindre underligt af – men det taler da ind i et koncept om at udstille danskheden.
Snavsetøjet er så langtfra bare lange underbukser og sovseplettede sweatre
Til konceptet passer også sangskriveren Kathrine Muff, der vel – som én af de eneste i dette årtusind – har decideret hittet med en salme. Hun står sammen med digteren Lone Hørslev bag sangene til denne teaterkoncert, der blandt andet berører emner som krig og krise, at gå i praktiske sko, urinstøv på Roskilde Festival, homofobi og tilbudsjagt.

Savner scenekunstnerisk styring
Men det er nok her, det for alvor bliver underligt. For selvom hverdagspoesien i teksterne er morsom, så kan tekstuniverset langtfra bære at blive sat på scenen i en teaterkoncert. Niels Erling, der ellers har et par vellykkede teaterkoncerter bag sig, har her ikke formået at give tekstuniverset vinger.
De flade tekster, der bestemt gør sig godt i et par hovedtelefoner, bliver underligt ironiske og ufrivilligt platte i Niels Erlings store og let selvhøjtidelige format på Folketeatrets scene. Og idéen med at bruge Nybros designværker som kostumer er en pointe, man er nødt læse sig til i programmet, for den giver ikke mening i sig selv på scenen.
Jo flere andre kunstretninger, du fylder på scenen, jo mere sikker på hånden skal den scenekunstneriske styring være.
Tværkunstneriske fællesskaber er ofte gode. Også på teatret. Men jo flere andre kunstretninger, du fylder på scenen, jo mere sikker på hånden skal den scenekunstneriske styring være. Her blev der ikke styret, og derfor er det endt ret ”underligt”.
Jeg spørger mig selv: Hvornår gik scenekunstnerne sådan af mode?
Musik og sangtekster: Katrine Muff og Lone Hørslev. Iscenesættelse: Niels Erling. Kapelmester og musikalsk arrangement: Anders Stig Møller. Medvirkende: Niels Ellegaard, Sonja Richter, Louise Fribo, Johannes Lilleøre, Sharon Kumaraswamy, Tue Lunding, Wahid Sui og Emma Cæcilie Kristensen. Scenografi: Lise Marie Birch. Kostumedesign: Nicholas Nybro. Lysdesign: Lars Schou. Lyddesign: Rasmus O. Bunton.
Varighed: 2 timer og 20 minutter.
Spiller på Folketeatret i København til den 12. oktober og herefter på turné i hele landet til den 19. november.