★★★☆☆☆ Musicalen What is love svinger mellem hyldest og parodi

Med den helt nye musical What is love afprøver Fredericia Musicalteater flere nye koncepter på samme tid. Men selvom showet ved første øjekast er flot, så er der en del, der ikke helt fungerer.

En jukeboxmusical kalder Fredericia Musicalteater What is love – deres nye samproduktion med AHA Creations, Vi Elsker og Chief 1. En musical, der skal hylde et udsnit af musikken fra 1990’erne med særligt fokus på den eurodance-bølge, som blandt andet Aqua var en del af.

Desværre er resultatet noget mere jukeboks end musicalfortælling i Anna Schulin-Zeuthens iscenesættelse. Det ene velkendte sangnummer efter det andet leveres fra scenen hele første akt i en sådan hast, at historien i Magnus Juel Bergs manuskript næsten drukner. Dette ville måske have været underordnet, hvis alt andet gik op i en højere enhed.

Drømmen om et liv med musik

Manuskriptet er bygget op i en rammefortælling, hvor Rasmus Fruergaards Peter fortæller sin egen historie, og derfor også det meste af tiden et sted befinder sig på scenen, mens historien udspiller sig.

Som ganske ung drømte han om at skabe musik sammen med vennen Amir. Peters rytmer og Amirs rap skaffer deres første spillejob på Crazsy Daizy, hvor de tilfældigvis bliver spottet. Alt, de mangler for at få succes, er tilsyneladende en kvindelig vokal. Den finder de hos Lisa, der fuldender deres trekløver. Den unge trio bliver et megahit, som optræder over hele verden med deres sange, der rummer alt fra Technotronics Pump up the Jam til Aqaus Barbie Girl.

Pludselig er drengedrømmene blevet til virkelighed. De tre unge er forvandlede til superstjerner, som kameraerne bogstavelig talt følger overalt. Den unge Peter (Vito Borggild Gram) kan ikke klare presset. Han forlader bandet, mens Lisa og Amir (Mary Jean Moore og Diluckshan Jeyaratnam) fortsætter karrieren med kometfart. Her tabes tråden til dels. For hvordan kan den voksne Peter fortælle detaljer fra en historie, han ikke længere selv er del af?

Spændende scenografisk idé

Eilev Skinnarmo har tænkt ud af boksen i sit scenografiske design til What is love. Og hatten af for, at teatret tør tage chancer og prøve noget nyt. Publikum er placeret på to sider af scenografien, som består af en høj, gennemsigtig konstruktion, hvor elevatorer kan køre op og ned. Disse gav en hel del tekniske udfordringer til premieren, hvilket de medvirkende skal have ros for at håndtere topprofessionelt.

De fleste publikummer sidder foran scenen på de sædvanlige stole på gulvet og på balkonen, mens resten af publikumsopbygningen er placeret på det, der normalt er bagscenen. Det er fedt, at man har udfordret den gængse opfattelse af teatersalen. Noget lignende er gjort før med succes, som fx i Sigrid Johannesens Arturo Uis uhindrede vej til magten på Vendsyssel Teater i 2023.

Men hvor publikum i Hjørring fik to forskellige, men lige interessante oplevelser, så er det modsatte tilfældet i Fredericia. Publikum på bagscenen, hvor jeg sad, får hurtigt en oplevelse af at se forestillingen fra – ja, logisk nok – bagscenen. Og dermed også gå glip af en del detaljer.

Selvom de medvirkende forsøger at spille i begge retninger på skift, er der for meget, vi ikke kan se. I pausen mellem de to akter bekræfter en samtale med en anden fra publikum, at de fra den anden side får en helt anden og mere dybdegående oplevelse. Fx ved at kunne observere kropssprog og ansigtsmimik hos Rasmus Fruergaard som den voksne Peter, der tilsyneladende sidder på fortrappen ud mod salen, mens scenerne udspiller sig bag ham.

Hyldest eller parodi?

Alligevel er den største udfordring, at det ikke står helt klart, hvad teatret vil med denne nye musical. I udgangspunktet ligner det en hyldest til 90’ernes musikscene med en ærlig portrættering af de mere dunkle bagsider af musikalsk succes. Men denne hyldest – eller dette (k)ærlige portræt – forstyrres af en række komiske og til tider decideret karikerede tiltag.

Teit Samsø som den berømte DJ Buffalo er lattervækkende og morsom, når han scratcher alle sætninger, som om han stammer. Men han er også overdrevet og komisk med sin manglende situationsfornemmelse.

Det samme gælder Rasmus Fruergaard i sin anden rolle som musikproducenten John John, der ser de tre unge som sine nye guldfugle. Da han først præsenteres, iført tonede briller, guldglitrende skjorte, frynser og pels, siddende i sin kridhvide Chesterfield-stol og med en hel hob af sleske assistenter omkring sig, synger han Right Said Freds I’m too sexy. Morsomt? Ja! Rammende for branchen? Måske. Men det tager en brod af den alvor, som historien sagtens kunne have båret.

Sikkert hit hos fans af eurodance

Når alt dette er sagt, så er der absolut intet at udsætte på de medvirkendes præstationer. Mary Jean Moore, der har fået sin musicaldebut i rollen som Lisa, synger skønt med masser af power og sjæl. Diluckshan Jeyaratnam demonstrerer igen, at han er en gudsbenådet sanger – og at han også til fulde mestrer rap, så den lyder fuldstændigt som taget ud af eurodance-æraen.

Eilev Skinnarmos kostumer med plateausko, metallisk skinnende tekstiler, benvarmere, bomberjakker og bare maver er perfekte imitationer af dette specifikke udsnit af 90’ernes modebillede. Det samme gælder Peter Friis’ koreografi, der rammer dansestilen på diskotekerne og i tidens musikvideoer spot on. Højenergisk og fejlfrit leveret af de mange medvirkende.

Musikken er pulserende høj fra start til slut. Præcis som den var på natklubberne dengang i 1990’erne, hvor UV-lys og hvidt tøj var den sikre vej til at få opmærksomhed på dansegulvet. Og hører du til dem, der tilbragte hele nætter med at plukke æbler eller stampe energisk fra side til side til Dr. Albans It’s my life eller DJ Alligators The Whistle Song, dengang musikken var sprød og ny, så vil du helt sikkert elske What is love.

Du kan lytte til musicalens officielle playliste her.