★★★★★☆ Præsten i Vejlby går lige ind i tidens fake news

Med skarp sans for nutidige genrer og moralske gråzoner har dramatiker Johannes Lilleøre og iscenesætter Henrik Grimbäck skabt en kunstnerisk begavet fortolkning af Blichers klassiker, Præsten i Vejlby. Etiske dilemmaer bevares – og spejles i nutidens virkelighed, som også unge mennesker vil kunne genkende. På Folketeatret forløser et drømmecast det sproglegende manus med løssluppen intensitet.

“Det starter med, at Erik bliver forfremmet til dommer og herredsfoged. Nu kan livet begynde,” lyder det efter kirkeklokkens mange slag.

Men ak, så lyst skal det ikke gå i Sten Steensen Blichers skæbneomstyrtende true crime-historie Præsten i Vejlby. Johannes Lilleøre og Henrik Grimbäck har omskrevet historien til inddragende, repliklegende scenekunst med fornem balance mellem de etiske dilemmaer og det umanerligt underholdende.

Hvem gjorde det?

Blichers novelle er fra 1829, bygget på virkelige hændelser fra 1626, og manus formår at bevare fortællingens historiske markører – som herredsfoged – og samtidig fremstå helt nutidig. Dilemmaerne er jo også fortsat de samme. Teksten spiller dygtigt på true crime-genren i et sammensurium af vidnesbyrd og stemmer, der snor sig ud og ind af hinanden. Intet under, at den stakkels Erik bliver ganske konfus, når han skal forsøge at holde rede på alle de modstridende udsagn.

Tobias Shaw er et glædeligt gensyn – ham ser vi da alt for lidt. Som den unge Erik, med den sprøde forelskede generthed, er han funderet i ordentlighed og troen på retfærdighed. Han skal skuffes og møde ondskaben i både første og anden potens, for morderen er ikke den, han tror, det er. Tilværelsen viser sig at svigte ham grueligt – igen og igen.

Men inden da tegner alt lyst. Eriks kærlighed gengældes af Mette, og selvom hendes far, præsten i Vejlby, er noget af en temperamentsfyldt herre, glæder også han sig på de unges vegne. Ja, faktisk græder de alle af glæde til forlovelsesfesten, hvorpå præsten drikker alle de andre gæster under bordet.

Mellem manipulation og virkelighed

Rolf Hansen er denne præst, der snart er varm, snart fråder af raseri, og som blot med sin krop kan intimidere en større mand end Erik til underkuelse. Om ham vimser Fanny Louise Bernths søde Mette, der får brug for al sin datterlige omsorg, da præstefar kort efter står anklaget for mord. Først er der intet lig, men det kommer snart for en dag, da den afdødes bror, Morten Bruus, fremtvinger en opgravning af præstens have og lokaliserer sin bror.

Eller gør han. Det er spørgsmålet, men først senere i historien, der nu fokuserer på retssagen, hvor den fortvivlede Erik skal dømme sin kommende svigerfar. Han presses til det yderste af Morten Bruus, som Fanny Louise Bernth giver manipulerende fylde, mens hun lægger ord i munden på de udvalgte tilskuere, hun rekrutterer som vidner.

Det fungerer forbløffende godt, ligesom vores fælles nynnen, der ligesom spillernes replikker looper ind i Michael Roger Henriksens lyddesign og mimer et univers udspændt mellem fantasi og virkelighed. Mie Riis’ scenografi og kostumer er skarpt skåret i sort og hvidt, men sådan kan ingen eksistentielle spørgsmål stilles op. De forurenes da også af Mads Lindegaards pangfarvede lysdesign og af umådelige mængder jord, der bliver til mudder i Eriks sammenbrud.

En kærlighedsgave til Blicher

Rummet oser af symboler, der holdes i skarp tømme af Henrik Grimbäcks dristige iscenesættelse, der jonglerer autenticitet og metalag med en sjælden – og ikke mindst sjældent underholdende – elegance. Spillerne vandrer ud og ind ad roller, gentager hinandens replikker som i et partitur – eller en landsbys sladren. De småsludrer med salen og går fra melodrama til psykodrama på et splitsekund.

De er pudseløjerligt søde i deres fortidighed, vækker latter i deres idelige inddragelse af “Kirsten og Else” på 1. række og “Jens Larsen” på 3. Men langsomt gror alvoren ud af grinet, og vi mærker Eriks tørst som længslen efter at slippe ud af den uundgåelige tragedie.

Hvem gjorde det? Det får vi at vide til sidst i et ægte katarsisk moment. Så er kun døden og kirkeklokkerne tilbage. Præsten i Vejlby er en hamrende kunstnerisk begavet klassikerfortolkning med et drømmecast, der forløser det finurligt vovede manus med løssluppen intensitet. Blicher står fint i sig selv, men får her en kærlighedsgave, der samtidig er en gave til alle ungdomsuddannelser og familier med store børn.