Populært lige nu

Annonce

Hvad nu, hvis det sker her – Out of Balanz sætter klimaangsten i spil med cirkussproget

Kompagniet Out of Balanz har premiere på forestillingen Turbulence 30. oktober på DYNAMO i Odense. Forestillingen undersøger voldsomme vejrforandringer og klimamigration gennem samtidscirkus og fysisk teater. Vi spurgte kompagniets kunstneriske ledere, Katrina Bugaj og Troels Hagen Findsen, hvordan de bruger cirkussproget til at udforske temaet – og omvendt.

Annonce

“Ideen til Turbulence udsprang af en følelse, vi selv mærkede i kroppen. En konstant uro, et krybende pres, en form for eksistentiel dissonans, som vi – ligesom mange andre – har svært ved at placere. Da vi begyndte at tale sammen om det, stod det klart, at det var klimaangst. Ikke nødvendigvis i form af panik, men som en vedvarende usikkerhed og skyldfølelse,” fortæller Katrina Bugaj og Troels Hagen Findsen, da jeg spørger dem, hvordan de fik ideen til at at arbejde med klimaforandringer og klimaangst som tema. 

De fortæller videre, at et afgørende øjeblik indtraf, da deres søn efter at have set en klimadokumentar, spurgte dem, om det ville komme til at ske her. De svarede hurtigt, at det tror de ikke for at berolige ham. Men bagefter kunne de høre privilegiet i svaret – hvorfor skulle det ikke kunne ske her?

“Det blev klart for os, at vi ville tage udgangspunkt i den ubehagelige erkendelse – og i den splittelse, der opstår mellem det, vi ved, og det vi føler. Vi begyndte at undersøge, hvordan man kan give denne kollektive, men ofte usynlige angst, en fysisk og sanselig form på scenen. Og her blev cirkus det naturlige sprog,” fortæller de.

Pressefoto Turbulence, Out of Balanz.
Pressefoto Turbulence, Out of Balanz.

En form for spekulativ fremtid

Turbulence bruger de kroppen som et sprog til at tale om klimaangst, migration og tab af sikkerhed. Cirkus er fysisk ekstremt – det handler om balance, risiko, tillid og fald, og parret peger på, at det netop er disse elementer, der også præger klimakrisen og de følelsesmæssige landskaber, der følger med. 

Annonce

“Vi var optagede af at arbejde med skiftende tilstande, ustabilitet, uforudsigelighed – både i kroppen og i rummet. Vi ønskede at forstyrre og destabilisere det cirkusapparat, vi kender. At forskyde det. Rykke det væk fra dets vante rammer – både konkret og symbolsk – og stille spørgsmål til, hvor det hører hjemme.  Derfor var det vigtigt for os at arbejde med artister med forskellige baggrunde, og med mennesker der selv er i bevægelse – geografisk, kunstnerisk og personligt,” forklarer de og uddyber:

Vi ønskede at forstyrre og destabilisere det cirkusapparat, vi kender

“Vi ser forestillingen som en form for spekulativ fremtid. Vi er ikke klimaflygtninge – endnu – og vi ønsker ikke at tale på vegne af nogen. Men vi vil gerne tale sammen med dem, og til en verden, der allerede er i opbrud. De store forandringer mærkes måske kun subtilt her, lige nu – men de er i gang.

Annonce

På scenen ser man det kropslige sprog i konstant forhandling: konstruktioner, der vakler, artister, der klamrer sig til hinanden, og luftnumre, hvor grænsen mellem kontrol og kaos er hårfin. Vi arbejder med elementer, der skaber uro – i kroppen og i rummet – og som samtidig inviterer til empati, forbindelse og modstandskraft. Noget er ved at kollapse – men måske er det netop der, noget nyt kan opstå.”

Katrina Bugaj og Troels Hagen Findsen, kunstneriske ledere af Out of Balanz. Privatfoto.
Katrina Bugaj og Troels Hagen Findsen, kunstneriske ledere af Out of Balanz. Privatfoto.

At blive i det svære

Katrina Bugaj og Troels Hagen Findsen ser Turbulence som en forestilling, der både kan virke helende og aktiverende, og forklarer, at det helende ligger i det kollektive, hvor publikum sidder sammen i et rum og mærker, at de ikke er alene med deres uro.

“At kroppenes arbejde på scenen spejler noget, vi alle mærker, men sjældent får sat form på. Der kan være en forløsning i bare at føle noget – uden nødvendigvis at skulle finde svar. Men det er også aktivistisk – ikke i form af slogans eller løsninger, men i selve valget om at blive i det svære. At mærke klimakrisen fysisk, sanseligt, emotionelt – og lade det få plads. Vi tror, det i sig selv er et lille opgør med afstanden, adskillelsen, fornægtelsen,” forklarer de og fortsætter:

Vi vil gerne rykke ved vores nordiske selvforståelse: tanken om, at det sker derude, ikke her

“Vi håber også, at forestillingen kan åbne samtaler om klima, krise, migration og privilegier. Vi befinder os i en tid, hvor retorikken omkring migration – ikke mindst her i Norden og i Europa – bliver stadig mere afvisende. Og vi vil gerne rykke ved vores nordiske selvforståelse: tanken om, at det sker derude, ikke her. For hvad nu, hvis det også er os en dag?

Samtidig er der håb i det, vi viser: et samarbejde, en fysisk nærhed, en tillid mellem artisterne, der kun kan opstå gennem tid, tilstedeværelse og hårdt arbejde. Når man ser de kroppe arbejde sammen – i fare, i balance, i gensidig afhængighed – så opstår der et andet sprog. Et billede på, at noget er muligt, selv når alt vakler. Det er måske ikke løsningen, men det er et håb.”

Klimakrisen forsvinder ikke

Klimaagendaen har for tiden svært ved at holde momentum mellem mange andre kriser, men netop derfor føles Turbulence vigtig lige nu, understreger de to.

Forestillingen handler om at mærke, ikke bare tænke, og om at minde os selv om, at klimakrisen stadig er her, midt i alt det andet

“Klimakrisen forsvinder ikke, selvom den ofte rykkes i baggrunden af krig, økonomiske udfordringer, pandemier og andre kriser, som også kræver vores opmærksomhed. Vi lever i en tid, hvor alt synes ustabilt og komplekst – og det kan gøre det svært at fastholde fokus på klimaet. Turbulence prøver ikke at give svar eller løse problemerne, men at skabe en fysisk oplevelse af den uro og usikkerhed, mange oplever.

Forestillingen handler om at mærke, ikke bare tænke, og om at minde os selv om, at klimakrisen stadig er her, midt i alt det andet. Det er en måde at åbne op for følelser og tanker, som politik og medier ikke altid formår at rumme,” afrunder de vores samtale.

LÆS mere om forestillingen her

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Anne Liisberg
Anne Liisberg
Journalistisk chefredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Jurymedlem i Revyernes revy, Den Danske Cirkuspris og comedyfestivalen UP. Bestyrelsesmedlem i Foreningen Danske Teaterjournalister. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.