★★★★☆☆ Tragedie møder komedie i teateradaptionen af Vand til blomster

Teaterchef Minna Johannesson har dramatiseret Valérie Perrins roman Vand til blomster, som i Manda Jønssons iscenesættelse på Teater Nordkraft er blevet til underholdning på kanten mellem det tragiske og det morsomme.

”Jeg er ikke et menneske, der plejer at fortælle historier,” siger skuespiller Laura Kold, der indtager rollen som kirkegårdspasseren Violette Toussaint i Vand til blomster på Teater Nordkraft. 

Replikken falder umiddelbart inden, Violette begynder at fortælle sin livshistorie. En fortælling, der med en del svinkeærinder til andre historier, strækker sig over de følgende 2,5 time. Et tidsrum, i hvilket også scenerummet – på vanlig Teater Nordkraft-manér – ændres fra sirlig orden til gennemført kaos.

Kompliceret dramatisering

Fra sit nuværende hjem i arbejderboligen ved kirkegården fortæller Violette os om sin barndom på børnehjem, sin hovedkuldse forelskelse i sin mand, Phillippe Toussaint, hans utroskab, deres datter og den tragedie, der splittede dem af. Dette er kernefortællingen, og måske skulle fokus være blevet på den i teaterchef Minna Johannessons dramatisering af Valérie Perrins roman. Det ville i hvert fald have gjort det lettere for instruktør Manda Jønsson at skære iscenesættelsen lidt skarpere.

For der er flere stemmer, som blander sig. Først dukker Troels Kortegaard Ullerup op som Violettes eksmand, Phillippe Toussaint. Fra publikumsrækkerne træder han ind i Simon Witzanskys virkeligt betagende kirkegårdsscenografi. Han kræver Violettes opmærksomhed, selvom han egentlig ikke er der, og ønsker konstant at bidrage med sin vinkel på hendes fortælling.

Siden dukker politikommissær Julian Sole op på kirkegården i skikkelse af Thomas Nielsen. Et tilfældigt møde med en mand, som vil opfylde sin mors sidste ønske. Men også han har en ubærlig trang til at fortælle. Her er det historien om netop moderen og hendes livslange forelskelse i en anden end hendes ægtemand, som hele tiden flettes ind og ud af Violettes historie. Vi kan sagtens følge med. Også da en helt fjerde fortællerstemme, som umiskendeligt lyder som skuespiller Marie Knudsen-Fogh, dukker op i højtalerne og giver sit besyv med.

De troede bare, de skulle se teater

Der har været mange tråde for Manda Jønsson at holde styr på i teksten. Men som altid på Teater Nordkraft, så er det intet, der er for meget. Derfor involveres også en lang række publikummer i forestillingen i større og mindre roller som alt fra Violettes veninde til graverne på kirkegården. 

Det er morsomt, når tilfældige publikummer, som Birgitte, Morten og Lisbeth trækkes op på scenen. Men publikumsinvolveringen kammer også en smule over. Det kommer næsten til at ligne et pædagogisk kreaprojekt, da en hel flok bliver bedt om at plante kunstige blomster rundt om i de fire muldjordsfyldte gravhuller i det marokkanske flisemønster, der dækker scenegulvet.

De smukke blomster, som fylder teatret allerede i foyeren, breder sig over scenografien og op ad betonvæggene i Witzanskys velfungerende scenografi, hvor publikum er placeret på to sider. Men efterhånden som iscenesættelsen skrider frem, bliver den sirlige kirkegård forvandlet til et kaos af visne blade, jord, blomster, smadrede rekvisitter og – naturligvis, havde jeg nær sagt – vand.

Tragedie og komedie i samspil

Langt hen ad vejen fungerer Manda Jønssons iscenesættelse virkelig fint. Laura Kold spiller Violette med stor indlevelse og troværdige følelser. Og jo mere af hendes personlige tragedie, der udfoldes, des stærkere står hun frem. Det samme gælder Troels Kortegaard Ullerups Philippe, som ved første øjekast fremstår selvfed – især fordi han konsekvent omtaler sig selv ved sit fulde navn. Men også han får mere og mere dybde i løbet af fortællingen.

Thomas Nielsens politikommissær er måske nok en mindre rolle end de to andre, men han får fyldt sin karakter med varme og medmenneskelighed. Vi tror på, at han falder for den sørgmodige kvinde på kirkegården. Desuden leverer de alle tre både sang og musik på klaver og guitar i løbet af forestillingen.

Vand til blomster åbner for både højlydt latter og svære følelser i et konstant skift mellem forskellige stemninger. Den menneskelige tragedie går på Teater Nordkraft hånd i hånd med alle komediens virkemidler. Og selvom der sikkert kunne være hakket en hæl og klippet en tå, så er det overordnede resultat bestemt seværdigt. Trofaste Nordkraft-fan får helt sikkert lige det, de ønsker sig!