Det Kongelige Teaters dramatisering af Jakob Martin Strids Den fantastiske bus skildrer miljøkrise, atomkrig og sociale lag i børnehøjde på en både legende, humoristisk og reflekterende måde.
Det Kongelige Teater og instruktør Anastasia Holst Nørlund balancerer flot humoren og melankolien i Jakob Martin Strids alvorlige og faktisk lidt komplicerede fortælling i Den fantastiske bus . Skarpe og velleverede replikker og et legende og levende scenisk univers giver plads til samtlige følelser hos både små og store i salen.

Alvorlige budskaber i børnehøjde
Der er flere bolde i luften i Strids roadmovie-historie. Det handler om miljø og ikke det sunde af slagsen. I Ahnstarr City er der nye entreprenante ideer på tegnebrættet, og derfor bliver bjørnen Taku, katten Spir og deres venners barakhuse revet ned. Spir er radioaktiv og grøn, fordi han faldt i noget slim som lille, og den lille hund Timo er så alvorligt syg af forurening, at vennerne beslutter at drage afsted i bussen på jagt efter de safranliljer, der kan gøre Lille Timo rask igen.
Man skal holde ørerne stive, men fortællingen om fællesskabet på tværs af dyrearter og alder går alligevel rent ind hos både store og små
Måske kan historiens tunge og relativt komplekse budskab godt gå henover hovedet på de mindste med lange snakke om udregninger og videnskabelige metoder. Ind i mellem går det hele også lidt stærkt, fx da Ahnstarrs guder pludselig kommer dansende ind i overdådige kostumer og synger til Taku om at tro på sig selv. Det er en sekvens, som forvirrer mere, end den gavner. Man skal holde ørerne stive, men fortællingen om fællesskabet på tværs af dyrearter og alder går alligevel rent ind hos både store og små.

Karikeret maskespil med dybere undertoner
Et relativt lille hold af skuespillere lægger krop til de mange beboere i barakkerne i Ahnstarr City. Med en karikeret spillestil lykkes spillerne langt hen ad vejen med at skildre de mange figurer med forskellige kroppe, stemmer og dialekter, god hjulpet på vej af Astrid Lynge Ottosens finurlige kostumer og dyremasker.
Sammen er de et virkeligt velfungerende ensemble, der spiller hinanden gode
I rollerne som Taku og Spir ser vi Karla Rosendahl og Jonathan Bergholdt Jørgensen, der begge får både de dyriske og de barnlige elementer frem i figurerne. Mads Rømer Brolin-Tani tilføjer både tryghed og en dybere underliggende melankoli til figuren Tolstoj, og Morten Brovn formår, som altid, at hoppe ud og ind af den ene underholdende figur efter den anden med stor troværdighed.
Sara Fanta Traores Charlie har en ro og troværdighed, som klæder det ellers karikerede univers. Carla Eleonora Feigenberg, Kitt Maiken Mortensen og Alvin Olid Bursøe dækker de øvrige roller, der understøtter fortællingens underliggende budskab om fællesskabets omsorg, om at dele bekymringer og glæder. Sammen er de et virkeligt velfungerende ensemble, der spiller hinanden gode.

Et smukt og gennemført univers
Astrid Lynge Ottosens smukt udførte scenografi og Mathias Herslands alsidige lysdesign skaber det magiske univers for øjnene af os. Et univers, hvor vennernes hjemmebyggede bus rejser gennem rå og skønne landskaber, der kører som filmiske elementer af scenografien. Atomkrigens rester, fabriksmiljøer, vilde ørkener og have og selveste Nordpolen, før vi ender blandt de helbredende safranliljer i drømmelandet Balanka.
Musik og sange… får os alle sammen godt indsluset i et univers af glæde og sammenhold trods store bekymringer og trusler.
Musik og sange, der suppleres med andre rytmiske elementer, som fx når samtlige spillere letter fra jorden når det store, tunge næsehorn kommer gående, får os alle sammen godt indsluset i et univers af glæde og sammenhold trods store bekymringer og trusler.
Musikken fungerer helt klart bedst, når den sårbart og mere nøgent forvaltes af musiker Camilla Bang, der medvirker som en del af universet, mens de større musikalske playback-sekvenser, der er komponeret af Julian Berntzen, understøtter universets fællesskab og glæde, men er forholdsvis intetsigende.
Forfatter: Jakob Martin Strid. Manuskript: Anastasia Holst Nørlund. Iscenesættelse, dramatisering og sangtekster: Anastasia Holst Nørlund. Scenografi og kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen. Musik: Julian Berntzen. Underscore, musikalsk arrangement og musikproduktion: Kato Ådland. Lysdesign: Mathias Hersland. Lyddesign: Rasmus Kreiner. Videodesign: Morten Just. Koreografi: Sofie Akerø. Musikalsk ansvarlig: Mikkel Gomard.
Medvirkende: Karla Rosendahl, Jonathan Bergholdt Jørgensen, Carla Eleonora Feigenberg, Sara Fanta Traore, Mads Rømer Brolin-Tani, Alvin Olid Bursøe, Morten Brovn, Kitt Maiken Mortensen og musiker Camilla Bang.
Den fantastiske bus spiller 10. oktober- 14. december 2025 på Det Kongelige Teater.




